I november sidste år skiftede Danmarks største aktør inden for reparation og udskiftning af bilglas direktør, da Carina Bukkehave blev forfremmet internt til en nordisk topposition i virksomheden. Carglass er en del af den globale Belron-koncern.
Valget af ny direktør faldt på Mads Søgaard, der – trods sin unge alder – allerede har opnået en imponerende karriere som Operations Director. Væksten er god, og ambitionerne er fortsat store i Danmark, hvor virksomheden driver 32 værksteder og beskæftiger 270 medarbejdere.
"Carglass er et fagligt fællesskab, hvor vi løfter i flok"
Nu, efter de første måneder i rollen, har vi talt med Mads Søgaard om hans fokusområder, og hvor han vil sætte ind i en i forvejen veldrevet virksomhed. Ét af hans klare mål er at styrke interne kompetencer og kundeoplevelsen.
Han understreger, at kommunikation og involvering på tværs af organisationen er afgørende:
“Når man bliver involveret, føler man sig også som en del af et fællesskab. Det er netop det, som Carglass er – et fagligt fællesskab, hvor vi løfter i flok. Og det fællesskab skal vi konstant forbedre, så det er et fællesskab, som folk har lyst til at være en del af.”

Investering i medarbejderne
Som en del af strategien for en stærkere kundeoplevelse har Mads Søgaard et klart mål: at investere endnu mere i medarbejderne. Det betyder blandt andet større fokus på kompetenceudvikling gennem kurser og uddannelse samt en skærpet indsats inden for rekruttering og medarbejderfastholdelse.
Mads uddyber:
“Jeg vil sikre, at Carglass fortsætter med at være det foretrukne valg for vores kunder ved at levere innovative løsninger og enestående service. For at det kan lade sig gøre, skal vi også fokusere internt på medarbejderne.”
Ingen bekymringer – men en klar plan
Selvom mennesker er i fokus, er der naturligvis også finansielle mål, der skal opnås. Mads Søgaard er dog overbevist om, at stærke medarbejderrelationer og et godt arbejdsmiljø vil afspejle sig i resultaterne.
“Hvis man værner om relationerne både internt og eksternt, bevæger det finansielle sig i samme retning. Med endnu bedre strukturering og prioritering på den lange bane, blandt andet med en femårig handleplan, er jeg sikker på, at hjulene kommer til at køre gnidningsfrit rundt. Jeg glæder mig til at løfte kommende opgaver sammen med mine dygtige kollegaer.”
Vi glæder os til at følge med på dontt.dk
Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.