Samtale med Henrik Nerst. Wild Distillery

De seneste mange år har Bornholm leveret det ene kvalitetsfødevareprodukt efter det andet. Et af dem, der hitter allermest, er mikrodestilleriet Wild Distillery, der producerer økologisk højkvalitets gin, vodka og akvavit på Bornholm. Produkterne har bevist sit værd, og nu er virksomheden klar til næste step med blandt andet overtagelse af en gigantisk grund på solskinsøen.

Bag det populære produkt står Henrik Nerst, der er tidligere indehaver af en gourmetrestaurant og nomineret som årets Sommelier.

Vi har besøgt Henrik til en samtale om ambitionerne, arbejde vs. hobby og selvfølgelig Bornholm.


Wild Distillery

Henrik Nerst fra Wild Distillery

 

"Vi producerer naturligvis alt på Bornholm. Alle processer er inhouse."

Hvem er Henrik?

“Der er selvfølgelig alt det faktuelle, men personligt har arbejde altid fyldt enormt meget i mit liv. Jeg har altid arbejdet og betragtet mit arbejde som min hobby. Men jeg har også svært ved at “bare at ligge på sofaen”. Sådan har jeg det også når jeg holder ferie. Min hustru har opgivet lange ferier ved poolen forlængst.

Jeg bor på Bornholm, hvor vi lige er flyttet fra Snogebæk til Aakirkeby.”

Hvordan får man ideen om at etablere Wild Distillery?

“Jeg drev Æblehaven (restaurant i Snogebæk på Bornholm). Det gik rigtig fint (Restauranten vandt og var flere gange i Dinnerbookings top 5), men som så mange virksomheder på Bornholm, var det meget sæsondrevet. Så i en af de perioder, hvor vi havde lukket, kiggede jeg ud på vores æbletræer og tænkte, at dem måtte vi da kunne bruge til noget mere. Tankerne blev hurtigt til konkrete planer, og jeg begyndte på at destillere. Pga. mangel på egne æbler, vidste jeg godt, at det havde sine begrænsninger. For at gøre en lang historie kort, sælger vi restauranten, for at eksekvere på min forretningsplan om at opbygge et mikrodestilleri. Den direkte inspiration til Wild Distillery kommer fra den vilde og meget flotte natur på Bornholm. Det var på en af mange ture oppe på Nordlandet, at jeg tænkte, at alle de enebærbuske skulle bruges til noget.”

Kan du ikke give os et “helikopter”-overblik over Wild Distillery den dag i dag?

“I dag laver vi både gin, vodka og akvavit. Men fælles for dem alle er, at de er destilleret og dermed helt rene. Vi producerer naturligvis alt på Bornholm. Alle processer er inhouse. Vi printer endda selv direkte på flaskerne . Så når vi kalder det håndlavet, så er det virkelig det hele, som er håndlavet. Vi har inhouse flatbed printer, som gør, at vi kan lave custom-made designs på flaskerne. Det er virkelig blevet populært for mange virksomheder. Vi kan lave helt ned til 80 flasker. Det er et voksende område for os.

Wild Distillery

"De små succeser. Uden tvivl."

Hvad er ambitionerne?

“Jeg har ikke noget nedskrevet, som jeg kan vise dig. Men jeg har masser af planer i hovedet. Vi har netop fået et nyt destilleriapparat, hvor vi går fra at kunne producere 225 liter ad gangen til 2225 liter. Det gør, at vi overhovedet kan følge med efterspørgslen.

Derudover har vi netop fået et nyt sted til virksomheden. Vi er simpelthen vokset ud af vores nuværende.  Her er 35.000 kvadratmeter grund og 4.289 kvadratmeter bygninger. Det overtager vi d. 1 november. Det er 10 gange større end det vi har nu. Det giver helt afgørende muligheder for at blive selvforsynende hele vejen igennem, men også åbne op for flere og større virksomhedsbesøg, events osv. Så ambitionerne er store. Vi skal lave det bedste gin i hele verden.”

Hvor meget betyder Bornholm for virksomheden?

“Jeg skulle lige til at sige alt. Sådan er det selvfølgelig ikke, men det er tæt på. Alt omkring os her er inspireret af denne fantastiske ø. Men på et generelt plan betyder det også meget for mig personligt.

Bornholm har skabt sig et godt navn, som en stærk “fødevareø”, der kan levere højkvalitetsprodukter, og det skal Wild Distillery bidrage til.

"Jeg er opvokset i en familie, hvor alle er selvstændige. Det har både været en stor inspiration og blevet en naturlig ting i mit eget liv."

Wild Distillery

Hvad er du drevet af?

“De små succeser. Uden tvivl. Det, tror jeg, er vigtigt for iværksættere. Det kan være de mindste ting, som bare at få slukket nogle ildebrænde i overført betydning, lukke en handel eller god feedback fra kunder/partnere. Så giver det hårde arbejde mening.”

Hvem er du inspireret af?

“Jeg er opvokset i en familie, hvor alle er selvstændige. Det har både været en stor inspiration og blevet en naturlig ting i mit eget liv. Men når jeg tænker tilbage, så har det været inspiration til min vej i livet.”

Og her til sidst! Dine yndlingssteder på Bornholm.. Måske de lidt hemmelige?

“Så vil jeg nævne gåture på nordlandet og gåture på sydlandet. Det lyder helt forkert at nævne begge steder. Men det er jo præcis, hvad Bornholm kan. Det er så differencieret. Du kan gå på, der føles som, en uendelig lang strand ved Dueoddet, men så køre i 10 minutter eller gå i en time, og så er der klipperne og en helt anden natur. Man bliver aldrig færdig med at udforske Bornholm.”


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.