Den 24. marts går Danmark til valg. Blandt de yngre kandidater, som mange følger med ekstra interesse, er Mads Strange fra Liberal Alliance og Thomas Rohden fra Radikale Venstre.
Begge har tidligere leveret stærke personlige valgresultater, og i denne valgkamp har de markeret sig med stor opmærksomhed, fyldte arrangementer og stigende synlighed.
Vi har stillet dem en række af de samme spørgsmål om frihed, prioriteringer og fremtiden for Danmark. Her kan du lære dem begge lidt bedre at kende.
Her er svarene fra Thomas Rohden fra Radikale.
Du finder vores samtale med Mads Strange fra Liberal Alliance her.
"Jeg drømmer grundlæggende om, at vi ændrer de overordnede prioriteringer i Danmark"

Thomas Rohden
Thomas, Sidste år blev du genvalgt til regionsvalget. Med et flot personligt valg. Nu vil du i Folketinget. Hvorfor?
“Regionen er et spændende sted, hvor jeg har haft privilegiet at arbejde med sundhedspolitik tæt på borgerne. Men de store prioriteringer, der former vores samfund, bliver truffet på Christiansborg. Jeg drømmer grundlæggende om, at vi ændrer de overordnede prioriteringer i Danmark, så uddannelse, miljø og sundhed står langt stærkere.
Derfor stiller jeg op til Folketinget, fordi jeg vil arbejde for, at vi investerer mere i det, der gør Danmark stærkt på lang sigt. De prioriteringer kan jeg i sidste ende kun være med til at ændre fra Christiansborg.”
“En udbredt misforståelse er, at Radikale Venstre ikke vil udsende kriminelle udlændinge"
Hvad ser du som den største misforståelse om Radikale Venstre?
“En udbredt misforståelse er, at Radikale Venstre ikke vil udsende kriminelle udlændinge. Begår man kriminalitet i Danmark, skal man naturligvis udvises, så længe det sker inden for de internationale konventioner, som Danmark har forpligtet sig til.”
Hvad er “frihed” for dig?
“Frihed er både retten til at leve sit eget liv, men også muligheden for faktisk at kunne gøre det. Et frit samfund er et samfund, hvor alle har reelle muligheder for at tage en uddannelse, få et arbejde og skabe deres egen fremtid.
Derfor skal vi give mennesker frihed til at vælge deres egen vej, men også investere i de fællesskaber, skoler, uddannelser og et stærkt samfund, der gør friheden reel for alle.”

"Derfor bør vi forbyde sprøjtegifte"
Hvad vil du ændre i dag, hvis du kunne implementere en reform straks?
“Jeg ville indføre et sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder. Det er de steder, hvor vores drikkevand bliver dannet, og de skal beskyttes langt bedre, end de bliver i dag.
Danmark er et af de få lande i verden, hvor vi kan drikke vand direkte fra hanen uden avanceret rensning. Det er en kæmpe styrke og et ansvar. Derfor bør vi forbyde sprøjtegifte i de mest sårbare områder og i nogle tilfælde også begrænse gødning, så vi beskytter vores grundvand for fremtidige generationer.”
"Hvad med om 20 år?"
Hvad er dit vigtigste fokus under valgkampen?
“Mit fokus er, at vi investerer i det fundament, som Danmarks fremtid skal bygges på. Vi skal investere i børn, unge, miljø og klima, fremfor at brande pengene af på hurtige checks, billig chokolade og kortsigtede løsninger. Vi politikere har nemlig et ansvar for at sikre, at næste generation arver et samfund, med rent drikkevand, billig grøn energi og et uddannelsessystem, som gør dem rustet til fremtiden.”
Hvis du kunne stille ét spørgsmål til alle vælgere, hvad ville det være?
“Så ville jeg spørge dem hvad de tror der er vigtigt for at Danmark, er et stærkt land om 20 år?
For mig handler politik ikke kun om de næste fire år, men om det lange træk. Hvis vi tør prioritere reformer, uddannelse og grøn omstilling frem for kortsigtede løsninger, kan vi sikre, at Danmark også i fremtiden er et af verdens bedste lande at leve i.”
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


