De sidste mange år har Shaping New Tomorrow først og fremmest været kendt for deres vilde indtog i den danske tøjbranche.

I mange år har den aalborgensiske virksomhed udelukket koncentreret sig om herretøj, hvor især deres “Perfect Pants” var flagskibet.

Men sidste år kom Shaping New Tomorrow for første gang med deres populære bukser til kvinder. Det blev en stor succes og fulgt op af en test/pop-up butik i København og tidligere i år tog man det fulde skridt med en større kvindekollektion, en dedikeret kvindebutik i Aalborg og faste afdelinger i deres andre butikker.

Men hvad er planen, ambitionerne og tankerne bag kvindetøjet?
Vi tog en snak med Christoffer Bak, co-founder i Shaping New Tomorrow.


Shaping New Tomorrow

De 3 founders: Christian Aachmann, Kasper Ulrich og Christoffer Bak


Christoffer, kvindetøjet er blevet en fast del af Shaping New Tomorrow. Kan du fortælle os lidt mere om overvejelserne?

“Det, man kan sige til at starte med, er, at der har været en enorm efterspørgsel meget længe. Vi fik rigtig mange henvendelser fra kvinder, der ønskede vores tøj. Vi har faktisk altid haft mange kvindelige kunder, der har købt tøj til sin kæreste, bror eller ven, og i den forbindelse har vi tit hørt et ønske om, at de synes om vores produkter og ofte har lånt dem fra f.eks. deres kæreste.

Men når det er sagt, var det også vigtigt for os at gøre det rigtigt. Gode ting tager tid. Så vi har faktisk brugt 2 år på at finde de rigtige kvaliteter og pasform. Det har været en større opgave, end jeg først troede. Men vi kom virkelig også godt i mål. Men præcis som med herretøjet, fortsætter det arbejde altid, og vi kommer også til at introducere nye pasformer mv. Den originale version af herrebukserne er blevet tilpasset over 50 gange.”

"Der er en dejlig positiv energi over det her. Det er skønt at kunne imødekomme en så stor efterspørgsel"

Det er ret velbeskrevet, at I er 3 stadig unge mænd fra Aalborg, der har gjort det rigtig godt. Men hvad ved I om kvindetøj?

“Det er faktisk en af grundene til, at vi har den her dedikerede kvindebutik. Vores fysiske butikker har altid været ret afgørende for at udvikle produkter. Det giver os en vigtig viden at være tæt på vores kunder. Derfor er jeg også selv nede i vores butikker engang i mellem, så der altid vil være den her direkte forbindelse mellem kunderne og produktionen. Sådan har vi altid udviklet tøj. Det handler rigtig meget om at observere, lytte og stille de rigtig spørgsmål til folk. Det har vi også gjort med vores kvindetøj.

Derudover har vi også en masse dygtige kvindelige ansatte, testet på alle pasformer på kontoret osv. Så det er en proces, der involverer mange mennesker.”

Hvad gør det for jeres egen udvikling at tilføje kvindetøj?

“Der er en dejlig positiv energi over det. Det er dejligt at kunne imødekomme en efterspørgsel med et godt produkt. Samtidig har det også givet en ny energi i virksomheden. Det er endnu et rygstød på at blive ved med at køre virksomheden med samme entreprenante mindset, som da vi startede. Derfor ser vi også kvindedelen, som en lille virksomhed i virksomheden. Kvindetøjet skal som forretning kunne stå for sig selv. Det ændrer ikke på det univers, vi har skabt for mændene.”

Christoffer Bak

Shaping New Tomorrow er fra år 2015. Virksomheden er stiftet af Kasper Ulrich, Christoffer Bak og Christian Aachmann, der er barndomsvenner. De ejer stadig langt størstedelen af virksomheden.

Beskæftiger knap 200 ansatte fordelt på hovedkontoret i Aalborg, det europæiske hovedkontor i Hamborg, ved produktionen i Portugal og i butikker i Aalborg, Aarhus, Odense, København, Esbjerg, Hamborg og Køln.

Shaping New Tomorrow har al produktion i Portugal, der ligeledes holder ca. 200 medarbejdere beskæftiget.

Hvad er ambitionerne med kvindetøjet?

“Til mændene, der vil vi gerne eje hele hans garderobe. For kvinderne, der vil vi gerne udvikle hendes højkvalitets basisvarer. Så der er forskellige udgangspunkter. Men stadig med de ting, som man skal kende os på; Tidløst, kvalitetsmaterialer og behageligt at have på. Nu handler det om at opbygge kvindebrandet på den rigtige måde. Det gør man ikke over natten. Det skal gøres i det rigtige tempo, de bedste produkter og med de rigtige beslutninger.”

Og 1000 kroners spørgsmålet. Hvornår kommer de perfekte bukser så til børn? 🙂 

“Haha…. Det må blive et interview for sig selv. Men når man har en masse muligheder, så tror jeg at det er vigtigt at tage en masse fravalg. Man kan ikke være fokuseret på det hele.”


Mere Shaping New Tomorrow? Vi besøgte dem, da de åbnede deres store butik i København.
Kom med her.


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.