Tidligere har vi her på dontt.dk haft fornøjelsen af at tale med Rezet Stores direktør, Mads Arleth, om deres udvikling og visioner. Dengang var fokus på det nye ejerskab med blandt andet brødrene Aleksander og Nicki Due-Rasmussen og på at skabe et kurateret udvalg og univers. Nu er Rezet klar til at tage endnu et stort skridt, denne gang i det ikoniske hjørne af Grønnegade 1, som tidligere husede Wood Woods flagship store. Læs vores interview med Mads Arleth her.
Et samlet Rezet House
Til november åbner Rezet Store deres nye flagship butik, ‘Rezet House’, hvor de vil samle alle deres københavnske aktiviteter, inklusiv HQ, under ét tag. Det betyder, at de lukker deres butikker i Jorcks Passage og på Strøget og i stedet skaber et samlet brandunivers i Grønnegade 1.
Rezet House vil blive et kurateret modehus med både sneakerunivers, og som noget nyt vil der være en in-house café. Dette er en del af Rezets repositionering mod at blive mere high-end og konceptuelle i deres tilgang til både produkter og kundeoplevelse.
Ulrik Ipsen, Head of Brand and Marketing and Buying hos Rezet fortæller til Euroman:
“I manges øjne er Rezet en sneakerforretning, og hovedparten af omsætningen hviler da også på vores sko, men udvalget kan efterhånden så meget mere end det. Vi startede en repositionering på brandsiden for to år siden, og nu kommer de fysiske rammer til at komplimentere den udvikling. Vi bliver en lille smule mere high-end, og vi bliver noget mere konceptuelle på alle leder og kanter.”
Populær cafe bliver en stor del af oplevelsen
I det nye Rezet House bliver den populære cafe Sonny en central del af oplevelsen. De får nemlig en stor del af kvadratmeterne til at udvide deres univers, og dermed ser den 3 Sonny dagens lys. David Andersen, ejeren af Sonny, har i forvejen et tæt forhold til Rezet-grundlæggerne, Kasper Mølgaard Nielsen og Mathias Bruun Christensen, og hjalp endda til i skobutikken, da Rezet var i sin spæde iværksætterfase. Nu ser de frem til genforeningen.
I samme artikel fortæller David Andersen:
Det bliver en afart af Sonny, som man kender det, og det bliver vores drikkevareprogram, vi eksekverer på her. Vi har ikke noget køkken, så fødevarerne forbliver ude i de to andre caféer. Bagværk har vi dog stadig et lille, men godt udvalg af. Boller og kager bliver fra vores egen produktion, mens vi vil få croissanter leveret fra Københavns Bageri.”
Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.