Emma Holten har i årevis været en markant stemme inden for feminisme, digitale rettigheder og omsorgsarbejde. Senest har hun været aktuel med bogen “Underskud,” hvor hun undersøger værdien af omsorg i et samfund, der ofte måler alt i tal og KPI’er. I forrige uge var Emma Holten keynote på konferencen TechBBQ for at tale om feministisk økonomi. Vi fangede Emma til en snak om hendes oplevelse på TechBBQ, hendes hverdag, bog og hvad der driver hende i kampen for et mere omsorgsfuldt samfund.

Du deltog i år på den største scene til TechBBQ – hvordan var det?

“Sjovt! Jeg var meget på techkonferencer, da jeg arbejdede mere med digitale krænkelser, så det var fedt at være tilbage i det rum.”

Hvad er dit eget indtryk af TechBBQ?

“Jeg var meget in n out, men havde et rigtig godt indtryk. Meget mere mangfoldighed end tilbage i 2014-19, hvor jeg var mere i startup-rummet. Der var også mere fokus på klima og bæredygtighed, så det var virkelig opmuntrende at se.”


Bogen er nu solgt til 9 sprog. Det er helt vildt

Emma Holten

ALL PICTURES BY CLAUDIA VEGA


Vi ved, at du både holder foredrag og skriver bøger. Hvordan ser en typisk dag i dit liv ud lige nu?

“Alt er kaos, ingen dage er ens! Jeg er meget analog og har både kalender og alle noter i hånden. Det gør jeg for at holde ting tæt på mig, så intet vokser mig over hovedet. Men her til efteråret er jeg virkelig blevet testet, der er meget at holde styr på. Jeg vil gerne se venner mere, det er et stort mål for mig.”

Din bog “Underskud” har fået meget opmærksomhed. Jeg var selv meget imponeret over den. Hvad er din “elevatortale” om, hvad bogen handler om?

“Det er jeg glad for, tak! Bogen handler om værdi. Vi taler ofte om værdi med økonomiens sprog: priser, profit, KPI’er. Men omsorg, som er det jeg særligt interesserer mig for, er langsigtet, rodet og socialt. Det lader sig sjældent indfange med tal. Det gør, at vi nedprioriterer det og tager det for givet. Det lider vi alle sammen under.”

Og nu kommer den på engelsk?

“Ja vi udkommer snart med en oversættelse af “Underskud”! Bogen er nu solgt til 9 sprog. Det er helt vildt.”

FC Københavns kvindehold er vigtigt

Emma Holten

Selvom vi stadig er unge, så har du arbejdet i dit felt i mange år snart. Hvor finder du dit drive? Hvad driver dig allermest, når du står op om morgenen?

“Helt klart nysgerrighed. Jeg elsker at lære ting. Det fedeste ved mit arbejde er, at jeg tit kan få penge for at lære og så formidle det, jeg har lært. Det får mig til at føle mig så utroligt privilegeret. Og så elsker jeg mennesker, vi er så sjove og finurlige. Jeg får virkelig lov til at få indblik i folks liv og tanker tit, det er en kæmpe gave.”

Hvad er din ambition med det, du laver?

“Et mere omsorgsfuldt samfund, mere ro, mere hvile, flere øller med vennerne til alle, der vil det!”

Hvilke udfordringer ser du som de største for ligestillingen i Danmark i dag?

“Det kommer helt klart an på, hvem man er! Men hvis man skal sige noget bredt, så arbejder virkelig, virkelig mange kvinder i en offentlig sektor, hvor tingene står meget hårdt til. Lange vagter, få kollegaer, dårlig løn og få ressourcer. Det kan trække tænder ud, selvom jobbene i udgangspunktet er enormt fede. Og de problemer strækker sig videre til kvinderne udenfor sektoren: når børnehaven, handicapplejen eller hjælpen til unger med autisme halter, så er det tit mor, der træder til i stedet. Men undervurderingen af omsorg rammer alle, uanset køn. Udsatte mænd er nogle af dem, der har længst til omsorg i deres liv.”

Og her til sidst: Hvad er dine tanker om F.C. Københavns kvindehold, som vi har fulgt helt fra starten, og som du også følger?

“Jeg spillede fodbold i BK Skjold hele min barndom og langt op i teenageårene! Så jeg er så vild med, at kvindefodbold endelig kommer mere på landkortet. Det ville lille Emma have elsket. Jeg tænker tit på sportsfællesskaber som vigtige omsorgsrum i samfundet.

Værdien af foreningsliv er heller ikke nemt at gøre op i statens matematik, men for mig var det en kæmpe livline, da jeg havde det meget svært. Det er sådan nogle ting, vi mister, hvis vi kun beholder alt det, der kan måles!”


Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.