Der er meget få iværksættere i kapitalforvaltningsbranchen – og de fleste er +50 år og kommer med +25 års erfaring og netværk i ryggen. Men brødrene Christian og Vincent Steen Larsen, der står bag kapitalforvalteren Othania, er en undtagelse. Vi mødte dem på Dontt.dk for første gang i 2017. Det kan du læse her. Der er sket meget sidst. Så lad os tage den helt fra begyndelsen.

Christian & Vincent, Hvornår startede i? 

Vi startede Othania i marts 2016 i en alder af hhv. 26 og 28 år – og på trods af over 7,5 års brancheerfaring havde vi et ret begrænset kundenetværk. Men vi havde identificeret en kundeefterspørgsel efter lavere omkostninger, service i øjenhøjde og hjælp til at justere investeringsrisikoen – og havde en tro på at kendskab, tillid og gode afkast var vejen til forretning.

Hvad laver Othania?

Othania er dansk kapitalforvalter – dvs. vi styrer investeringerne i aktier og obligationer i 2 investeringsforeninger – hvor private og formuende kunder kan investere fra 100 kr. og opefter. Den typiske kunde har valgt selv at investere i aktier og obligationer – men mangler hjælp til løbende at justere risikoen op (og få mere i afkast) eller justere risikoen ned (og beskytte sin formue).

Vores løsning er, at vi har bygget vores egen objektive og systematiske investeringsmodel – der på baggrund af ledende indikatorer for økonomi, renter og aktier – kan estimere om risikoen ved at investere i aktier en måned frem i tid er forhøjet eller normal. Hvis risikoen på aktiemarkedet er forhøjet den kommende måned investerer vi 100% i obligationer og hvis risikoen er normal, investerer vi 100% i aktier.

Hvis man kombinerer vores investeringsmodel ind i sin egen portefølje af aktier og obligationer – vil man kunne øge sit afkast med cirka 2%-point om året – endda til lavere risiko. Det er vores konkrete værditilbud til kunderne – at være den bedste på markedet til at justere risikoen.

Vores investeringsmodel er blevet blåstemplet af det det globale og førende uafhængige analysehus for investeringsforeninger, Morningstar – hvor vi har opnået den højeste rating med 5 stjerner for vores totale såvel som risikojusterede afkast over de seneste 3 år.

Vores investeringsmodel er blevet blåstemplet af det globale og førende uafhængige analysehus for investeringsforeninger, Morningstar.

Othania

EN LANG REJSE!

Hvordan er det gået?

Iværksætteri indenfor kapitalforvaltning er en lang rejse, hvor det er essentielt at levere en god afkasthistorik samt at få flere kunder, således at vi forvalter en større og større formue – og herefter skabe værdi for vores kunder ved at levere attraktive afkast, lave omkostninger og høj service.

For ca. 15 måneder siden havde vi kun én investeringsforening rettet mod meget formuende kunder og 28 mio. kr. under forvaltning.

Men vi oplevede en større og større efterspørgsel fra den almene investor, der ønskede at investere mellem 10.000 – 500.000 kr. hos os. Den anden efterspørgsel, vi oplevede, var at kunderne i højere grad efterspurgte et produkt med globalt investeringsfokus med stor risikospredning.

I sensommeren 2018 ansøgte og fik vi endnu en licens fra Finanstilsynet for at kunne udbyde en investeringsforening til alle investorer i Danmark – således at alle kunne investere med fra deres egen netbank med både frie midler, selskabsmidler, pension og virksomhedsskatteordning.

Investeringsforeningen, Investin Othania Etisk Formuevækst, gik live ultimo oktober 2018, og vi anvender den samme investeringsmodel, som vi har gjort siden 2016 – men investeringerne her har et bæredygtigt overlay, da vi synes, at det er særligt vigtigt, at ens investeringer bliver etisk og bæredygtigt screenet. Det har også givet den højeste bæredygtighedsrating hos Morningstar med 5 globusser.

Lanceringen af investeringsforeningen, der er tilgængelig for alle størrelser af investeringer, har gjort, at vi i dag, ca. 12 måneder siden lanceringen, er gået fra at forvalte 28 mio. kr. til +115 mio. kr. Vi er vækstet så meget, fordi vi fik en 5-stjernet rating fra Morningstar, vi kunne udbygge vores koncepter til mange private investorer og så har +3,5 år i markedet med afkast i toppen gjort, at vi får mange kunder via word-of-mouth.

Vores løbende fokus og dialog med kunder og potentielle kunder omkring deres behov, var derfor også vigtigt for os i forhold til at øge vores produktudbud – så kunderne kunne investere alle beløbsstørrelser og få en global og bæredygtig investering i deres portefølje. Og det tror vi er helt essentielt for vores fortsatte succes – at vi hele tiden har fokus på, hvad der er vigtigt for vores kunder, og hvordan vi kan imødekomme det.

Hvad er næste skridt?

Da vi startede ud i 2016 var målsætningen at nå 100 mio. kr. under forvaltning på 2 år. Men, ligesom mange andre iværksættere oplever, så tager tingene oftere længere tid, end man forventer. Så det tog ikke 2 år som vi regnede med – men 3,5 år.

Den langsommere end forventet vækst de første par år har gjort os endnu mere skarpe på vores profil og værditilbud. Så i dag er vi meget fokuseret på, at vi er en nichevirksomhed inden for det at kunne risikojustere kunders investeringsporteføljer – og derfor er vi en unik samarbejdspartner for både kunder, uafhængige rådgivere og banker.

Så vores målsætning er, at vi skal vokse til at forvalte 500 mio. kr. i Danmark ved udgangen af 2022 – samtidig med, at vi fortsat leverer gode positive og risikojusterede afkast samt holder fast i vores 5-stjernede rating og globusser hos Morningstar.