NB! Denne artikel er fra 2019. Du kan læse en opdateret version her.
En af Københavns hyggeligste gader. “Mini Frankring” med tydeligt parisisk islæt. De kreatives hovedgade. Værnedamsvej har mange kaldenavne.
De mere lokale kalder den “hej hej” gaden. Du møder nemlig altid nogen du kender.
Gaden ligger på kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg. Et af de mest eftertragtede områder i hovedstaden, hvilket også afspejler sig i kvadratmeterprisen. (Over 55.000 kr.). Man kan ikke påstå, at Værnedamsvej er en særlig stor vej. ( 190 meter ) Til gengæld kan man uden problemer påstå, at man kan finde stort set alt mellem himmel og jord på gaden. Der er næsten ingen grænser for, hvad du kan købe og indtage på caféer og i specialforretningerne på Værnedamsvej.
På 10 minutter giver vi dig den viden du behøver om Værnedamsvej.
HISTORIEN:
Den lille indkøbsgade ligger som sagt på kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg. Vejen fik sit navn helt tilbage i 1733, og opkaldt efter værtshusholderen Werner Dam, der etablerede sig i det skønne område mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej.
Werner døde i 1762, og hans værtshus blev overtaget af Hr. Egholm, hvorefter man kaldte beværtningen for Egholmsdal.
Werner Dams navn hang alligevel ved, for i begyndelsen af 1800-tallet nævnes vejen som “den såkaldte Vernerdam”. I 1811 kaldes den officielt for Wærnedamsveyen.
I 1850erne kom Latin- og Realskolen til Værnedamsvej, og der har siden altid ligget en skole på vejen. Det blev senere til Svanholm Gymnasium. I dag ligger Den Franske Skole / Prins Henriks skole på Værndamsvej.
I 1900erne var vejen mere kendt for sine mange slagterforretninger. Dem er der ingen af i dag rigtigt, men der er fornyligt åbnet en slagter på sidevejen Tullinsgade.
GADEN I DAG:
Værnedamsvej er den sidste “gamle” gade i funktion i København og på Frederiksberg. Leif Thingtved, medejer af Granola beskrev gaden sådan i Berlingske:
“Værnedamsvej er den sidste gade af sin art både i København og på Frederiksberg. Den eneste gade, hvor man altid kan finde en parkeringsplads, den eneste, hvor der aldrig sker et trafikuheld, den eneste, hvor der er butikker på begge sider. Det er den mest hypede gade i byen, hvis du prøver at google den på nettet. Alle er helt oppe at køre, og det vælter ind med turister. Den er unik.”
Det er den mest hypede gade i byen, hvis du prøver at google den på nettet. Alle er helt oppe at køre, og det vælter ind med turister. Den er unik.”
VORES FAVORITTER:
GRANOLA:
Granola lyser Værnedamsvej op. Den flotte gule bygning danner rammen, om en suveræn restaurant og cafe oplevelse. Du møder altid et venligt, professionelt og serviceminded personale. Du sidder i en blanding af 50er stil og klassisk fransk cafe inspiration. Der er morgenmad fra kl. 07.00, og allerede der er de første samtaler, forretningsmøder og folk der vil have en god start på dagen i fuld gang. Du får i øvrigt ikke en bedre cortado i København end på Granola.
HannemannLund GALLERI:
Nr. 11 på Værnedamsvej syner ikke af meget, når du går forbi. Men hvis du går indenfor, så kommer du ind i smukke lyse farver i det lille galleri. Du kan handle i alle prisklasser. Hvis man ikke er på jagt efter et dyrt maleri, så har de flotte postkort og plakater. Det er også her, at du får de kendte postkort fra Markedsdagene på Værnedamsvej. ( Tegningen på denne side er derfra ) Det er absolut et besøg værd.
BLOMSTERSKURET:
Blomsterskuret er bogstaveligt talt et skur. Det fineste af slagsen. Ingen pre-lavet buketter, eller andre lette løsninger. De sælger alle slags blomster, planter og alt hvad der er i “familie” med disse. De gør sig umage, og en buket til 400-500 kr. ligner en million. “Folkene i skuret” er både søde, rare og kan skaffe det meste hjem, hvis du har en god idé.
SMAGEN AF PARIS
HELGES OST:
På trods af butikkens størrelse, så er der ikke grænser for hvor meget forskelligt brød, ost, pølse etc. du kan købe her.
Alt sammen er nøje udvalgt og vanvittigt lækkert. Blandt de “frokostspisende” er deres sandwich et must. Du vælger selv hvilken pølse, ost osv. Men et must try er deres hjemmelavede pesto. WAUW! Helges Ost har ligget på Værnedamsgade i over 40 år, og er i dag drevet af Keenie Jørgensen, som har arbejdet i butikken siden 2008.
AESOP:
Det australske skønhedsmærke Aesop giver Værnedamsvej internationalt snit. Butikken har ligget der siden 2016, og Værnedamsvej blev nøje udvalgt af folkene bag. Dermed kom vejen i “familie” med nogen af de dyreste og mest anerkendte i verden. ( London, Berlin & New York ) Butikken er indrettet med nordisk design, og i den karakteristiske grønne farve, som går igen i alle Aesop-butikker. Aesops produkter er baseret på ingredienser fra planter.
SAGT MED ET SMIL!
THOMAS SKOV GAARDSVIG:
“Det er den smarte gade på Frederiksberg. Det er der, de kendte bor. Det er der, de fleste interviews til damebladene bliver lavet. Det er der, folk helst skal se meget vigtige ud, så de andre folk, der også ser vigtige ud, kan se, at de er blandt vigtige mennesker. Det er meget vigtigt. Hvis du for eksempel skal gå fra den ene ende til den anden, skal du altid gå meget målrettet, så folk kan se, at du har travlt.”
( Citat fra en af hans bøger. Som altid med et skævt smil 😉 )
Billedet i farver: 2019 | Sort/hvid billedet: 1985