NB: Du finder en opdateret version af guiden her.
En af Københavns hyggeligste gader. “Mini Frankring” med tydeligt parisisk islæt. De kreatives hovedgade. Værnedamsvej har mange kaldenavne.
De lokale kalder den “hej hej” gaden. Du møder nemlig altid nogen, du kender, en du har set på instagram eller turister, der tager billeder af sig selv.
Gaden ligger på kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg. Et af de mest eftertragtede områder i hovedstaden, hvilket også afspejler sig i kvadratmeterprisen (over 55.000 kr.). Man kan ikke påstå, at Værnedamsvej er en særlig stor vej (190 meter). Til gengæld kan man uden problemer påstå, at man kan finde stort set alt mellem himmel og jord på gaden. Der er næsten ingen grænser for, hvad du kan købe og indtage på caféer og i specialforretningerne på Værnedamsvej.
På 10 minutter giver vi dig den viden, du behøver om Værnedamsvej.
Billedet er fra 1985
Historien:
Den lille indkøbsgade ligger som sagt på kommunegrænsen mellem København og Frederiksberg. Vejen fik sit navn helt tilbage i 1733, og er opkaldt efter værtshusholderen Werner Dam, der etablerede sig i det skønne område mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej.
Werner døde i 1762, og hans værtshus blev overtaget af Hr. Egholm, hvorefter man kaldte beværtningen for Egholmsdal.
Werner Dams navn hang alligevel ved, for i begyndelsen af 1800-tallet nævnes vejen som “den såkaldte Vernerdam”. I 1811 kaldes den officielt for Wærnedamsveyen.
I 1850´erne kom Latin- og Realskolen til Værnedamsvej, og der har siden altid ligget en skole på vejen. Det blev senere til Svanholm Gymnasium. I dag ligger Den Franske Skole/Prins Henriks skole på Værnedamsvej.
I 1900´erne var vejen mere kendt for sine mange slagterforretninger. Dem er der ingen af i dag rigtigt, men der er fornyligt åbnet en slagter på sidegaden Tullinsgade.
“i dag”
Her er nogle af vores favoritter
Granola:
Granola lyser Værnedamsvej op. Den flotte gule bygning danner rammen om en suveræn restaurant- og cafeoplevelse. Du møder altid et venligt, professionelt og serviceminded personale. Du sidder i en blanding af 50´er stil og klassisk fransk cafe inspiration. Der er morgenmad fra kl. 07.00, og allerede der er de første samtaler, forretningsmøder og folk der vil have en god start på dagen i fuld gang.
Rist:
Hvis der er nogen, der værner om den gode kaffeoplevelse, så er det Rist. Et foretrukket sted for mange til en kaffedate, møde eller et hurtigt catch-up. Der er relativt mange siddepladser indenfor, mens du skal være heldig for at få plads på bænken udenfor. Alt spiller, men hvis du mangler læsestof, så ta´ dit eget med. Du finder sjældent noget interessant, og typisk bare en Politiken fra i går.
Blomsterskuret:
Blomsterskuret er bogstaveligt talt et skur. Det fineste af slagsen. Ingen pre-lavede buketter, eller andre lette løsninger. De sælger alle slags blomster, planter og alt, hvad der er i “familie” med disse. De gør sig umage, og en buket til 400-500 kr. ligner en million. “Folkene i skuret” er både søde, rare og kan skaffe det meste hjem, hvis du har en god idé. Der har de sidste par år været skiftende ejerskaber, men endelig er der kommet styr på det. Nu er Blomsterskuret en del af B L O O M I N G, og det gør de godt.
Italo Caffé:
Italo er det nyeste skud på Værnedamsvej. På trods af de få kvadratmeter, så er der (på den ret lækre måde) proppet med alverdens italienske produkter. Allerede fra om formiddagen er der croissanter og frisksmurte sandwich med alt fra ost/skinke til blæksprutter. Til dem kan du få “Gammel Kongevej vand” San Pellegrino, friskpresset juice og god kaffe. Du kan henover eftermiddagen/aftenen skifte det ud med øl og et relativt stort vinkort.
Helges Ost:
Fra nyt til legendarisk. Helges Ost har ligget op Værnedamsvej i over 40 år. Helges Ost er i dag drevet af Keenie Jørgensen, som har arbejdet i butikken siden 2008.
På trods af butikkens størrelse, er der ikke grænser for, hvor meget forskelligt brød, ost, pølse etc. du kan købe her.
Alt sammen er nøje udvalgt og vanvittigt lækkert. Personalet er søde og rare, og kan altid hjælpe dig igennem de mange muligheder. Blandt de “frokostspisende” er deres sandwich et must. Du vælger selv hvilken pølse, ost osv. Men et must try er deres hjemmelavede pesto. WAUW!
Aesop:
Det australske skønhedsmærke Aesop er med til at give Værnedamsvej et internationalt snit. Butikken har ligget der siden 2016, og Værnedamsvej blev nøje udvalgt af folkene bag. Dermed kom vejen i “familie” med nogen af de dyreste og mest anerkendte i verden (London, Berlin & New York). Butikken er indrettet med nordisk design, og i den karakteristiske grønne farve, som går igen i alle Aesop-butikker. Aesops produkter er baseret på ingredienser fra planter.
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.