Der er meget tale om at sprede den positive vibe og få nedbragt mængden af negativ luft mellem mennesker, mobning, grim tale og aggressiv opførsel. Det er jeg helt med på. Jeg hader en atmosfære, der er tung af negativitet. Jeg bliver forsigtig og bange og vil gøre hvad jeg kan for at komme væk fra den. Jeg fortrækker til enhver tid hellere en påtaget gladhat stemning, omgivet af mennesker, der går ud over sig selv for at være ydmyge og udelukkende siger positive ting. Jeg ser mig selv såddan det meste af tiden, og jeg bilder mig selv ind, at det er en af de kvalteter ved mig, som venner, bekendte og fremmmede værtsætter, når de er i mit selskab. Når det så er sagt, så skal der alligevel være en balance for at dette nirvana af overskudsmentalitet kan dyrkes og praktiseres.

Min yang er en fuldstændig urimelig voldsom dyrkelse af øjeblikkets had og verbalisering af dette. Når jeg ser tilbage på et flip af denne art, synes jeg altid, at det er fjollet og alt for meget. Men når jeg står i det er der ingen tvivl. Nogle skal dø. Og det skal gøre ondt. Tanken skal være ekstrem, hvis den skal fungere som ventil. Ligesom når jeg lytter til vrede sorte rappere fra 90’erne, gerne når jeg træner, så bliver jeg til den socialt belastede gangster fra gaden i ”the hood”. Jeg ånder igennem hans vrede. Jeg ræsonnerer mig igennem 100 forsvar og forklaringer, der retfærdiggøre disse indre splatterfilm.

Jeg husker, da jeg skulle til Frankrig i uge 5 for at spille for CBS og Northlander. Da vi ankom til CPH Lufthavn, havde det lille flyselskab ikke ordnet adgang til den store informations lystavle med check-in desks mv. Dvs. alle ventede forskellige steder i lufthavnen, til en hurtig medarbejder informerede om check in over højtalerne 1 time før afgang. Det vil sige ca. 200 personer med ski, boards og baggage har 40 minutter til at blive checket in og nå flyet. Needless to say, da vi kom til Chambery Lufthavn kom kun 2/3 af baggagen og vi startede med at vente 1 times tid før det blev kendt for den lille lufthavn. Her begynder jeg stille og roligt at tænke over, at dette har været noget flyselskabet har vidst siden den sidste bunke taske og ski ikke kom med flyet fra CPH. Der er sået et seed til et ønske om at disse himmelråbende idioter, der står for dette, bør fyres og sendes tilbage i skolen. Der er også en portion hate til at selskabet ikke kan forstå, hvor meget negativ stemning de skaber om deres navn, og hvor dyrt det bliver jo længere tid de er om at fixe det. En svada flyver ud af munden til min gode ven, om uplining af ansvarshavende, der skal aflives og brændes så deres dumheds-gener ikke kan spredes yderligere på moder jord. AAAAAHH. Jeg griner af min hurtige levering af dræbersnak. Det er sjovt at få en hård sætning til af flyde så sikkert, smukt og rammende. Og der er ingen, der hører det. Det er i hvert fald ikke intentionen eller formålet.

Et andet eksempel på en situation, hvor en syndflod af ukvemsord og ønsker om henrettelse har føltes som det mest naturlige output var, da vi skulle hjem igen fra samme tur. Det var en ny lille lufthavn, Grenoble, det udspillede sig i. Vejret havde forsinket alt og alle og lukket lufthavne, så fred være med, at denne lille lufthavn pludselig fik opgaven med et fly eller 2, der skulle igennem deres 16 meter fra check in til gate. Via security. Her kørte et system, som mindede om et koldkrigs spartansk levn fra Østeuropas fattigste tid. En nærmest stolt eksekvering af det langsomste lortesystem i verden. Ikke på nogen måde optimeret til det pres, der kommer, når 200 personer skal igennem på samme tid. I hvert fald ikke på det personlige plan. Så da man efter køen til verdens ende, nåede frem til gennemlysning HQ og kunne se, at operatøren lige sad og SMS’ede, var det som om den del af min hjerne, der beskæftiger sig med had og mørke tanker tændte helt op, samtidigt med den halvdel, der leverer fornuft og empati, lukkede helt ned. Jeg åbnede op for sluserne og hørte mig selv, lavt, fortælle til min ven, at denne fucking lamme nar burde brændes levende, mens jeg med højlydt latter ville stege marshmellows og bifalde, at han nu aldrig igen skulle være en af årsagerne til at kaos bliver kaotisk og endda forsinker en svær situation yderligere.

Jeg grinede og muntrede mig sammen med min ven, og sagde så klamme, dumme og vrede ting om den nar og den lortelufthavn. Om de mon tog en personlig glæde i alperne med at være fucking useless stolte idioter, der elsker at skide ud over de turister de er så afhængige af og som smider Euro’s til deres pensions opsparing, det ved jeg ikke, men goddamn frogs, det var de. Hverken særligt klogt af mig eller smarte udtalelser. Men det er slet ikke pointen her. Det som jeg skriver om i dag er, at der skal noget mørke til få lyset til at stå i kontrast.

Jeg tror, det er vigtigt at have et sted, hvor man dirigerer sit had og negative sider, så de kommer i spil, kommer ud og bliver luftet. For mig er det en ventil for at det gode overskudsagtige ja-hat indstilling jeg har i det meste af min hverdag. Denne fornemmelse af at komme af med sin indre lort, for at kunne dufte af ren glæde. Der er ingen grænser for, hvor jeg kan dyrke denne lille had-side af min personlighed. Det er tit bare, hvad der er tættest på, når behovet for en udluftning kommer. At se TV er et fantastisk sted at komme af med det. Modtageren vil ALDRIG kunne høre dit opkast over hendes grimme tøj og manglende evner til at formidle sin medieopgave efter min, og kun min smag. Jeg siger ikke, at det er alle, der ville kunne bruge min version af indre balance. Jeg fik bare sådan lyst til at fortælle om denne side af mig selv. Specielt fordi så mange siger “Thomas, du er altid så glad mand, hvordan har du altid så meget overskud” – hmmmm tænker jeg, du skulle bare vide 🙂

//Thomas Madvig