Det danske modebrand Munthe kommer ud af det seneste regnskabsår med markant fremgang på bundlinjen. Årsresultatet efter skat er steget med næsten 84 procent og lander på 7,2 millioner kroner mod 3,9 millioner kroner året før. Samtidig er bruttofortjenesten vokset fra 27,5 millioner kroner til knap 31,9 millioner kroner.
Ifølge kreativ direktør og ejer Naja Munthe er udviklingen et resultat af en forretning, hvor der hele tiden er fokus på både indtjening, omkostninger og evnen til at navigere i en verden, hvor udefrakommende faktorer hurtigt kan påvirke virksomheder.
"I dag ligger mellem 75 og 80 procent af omsætningen internationalt"

Naja Munthe, kreativ direktør & ejer
Pssst.
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen. Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen! Tilmeld her
Naja Munthe fortæller:
“Vi vækster både på toppen og på bunden, og det er jeg glad for, fordi det viser jo, at de penge, man tjener og omsætter ekstra, de også reflekterer sig nede i bunden. Så det gælder også om at levere et godt produkt til den rigtige pris, i den rigtige distribution.
Det er vigtigt, at folk føler, at der er value for money,” fortæller hun og tilføjer, at virksomhedens omsætning fortsat ligger på et trecifret millionbeløb, som det har gjort i en håndfuld år.
Naja fortsætter:
“De sidste par år har jo givet masser af eksempler på, at faktorer rundt omkring i verden har direkte indflydelse på den virksomhed, man driver i Danmark. Det er uanset, om det er told i USA, der driller, eller om det er stigende råvarepriser, eller som lige nu, hvor vi sidder og bakser med, hvordan vi får tingene hjem, fordi der har været lukket luftrum.
Når vi driver vores virksomhed, så prøver vi at tage højde for, at der hele tiden sker et eller andet. Vi skal hele tiden være agile og parate til at skifte retning. Og jeg tror, at det er en af grundene til, at vi ligger så stabilt stadigvæk, og vi vækster.”
"Tyskland er blevet det største marked"
En væsentlig del af væksten kommer fra udlandet. I dag ligger mellem 75 og 80 procent af omsætningen internationalt, og især ét marked skiller sig ud.
“Vores største enkeltstående marked p.t. er faktisk Tyskland. Skarpt forfulgt af UK, som ellers for 10 år siden ikke var et specielt blomstrende marked for os, men der er virkelig kommet gang i det nu. Og så er USA også et af vores potentialemarkeder, men det er selvsagt sat en lille smule på hold nu. Vi har stadigvæk business derovre, men alle er lidt mere forsigtige, og vi pusher det ikke så meget. Vi er der stadigvæk, og det er et godt marked for os, for vi har mange gode kunder derovre. Under alle omstændigheder ligger 75 til 80 procent af hele vores omsætning internationalt nu,” fortæller Naja Munthe.
Det betyder dog ikke, at hjemmemarkedet er glemt.
“Danmark er et fantastisk og godt marked for os. Men det er klart, at størrelsen i sig selv giver nogle begrænsninger. I Tyskland er der jo meget mere potentiale for at sprede mærket ud. I Danmark har vi en rigtig god kundebase, som vi skal vedligeholde og servicere, men vi har ikke vækstplaner i Danmark. De ligger uden for landet,” fortæller hun.
En af de nyere satsninger hos Munthe er brandets taskelinje, som blev lanceret sidste efterår.
“Der er blevet taget rigtig godt imod dem, og det er en af de ting, vi forventer os rigtig meget af de kommende år, og hvor vi lægger meget fokus.”
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


