Arbejder du med marketing eller kommunikation, så har du måske allerede stødt på ordet “microcopy”. Det er alle de små vigtige ting i din kommunikation. Det kan være vigtige “knapper” på din webshop, eller information til hvordan brugeren bedst kommer rundt på websitet. En ting er sikkert; “Der bliver talt for lidt om microcopy ift. til hvor vigtig en del den har for den samlede brugeroplevelse.”

Det laver vi lidt om på i dag. Her får du en gennemgang og en masse viden fra Sanne Kjær Thygesen. Sanne arbejder til daglig med UX i Advice A/S. Hun har en baggrund som cand.it. i Digital Design og Interaktive Teknologier fra IT-Universitetet.

Her er helt sikkert viden, som du kan bruge i dit daglige arbejde, hvis du arbejder med virksomhedens website.


Microcopy og de gyldne regler for UX writing


Kunsten i at skrive digitalt ligger i det, som vi kalder for UX writing. En disciplin, der indebærer, at vi ved hjælp af tekst guider brugerne i deres rejse på oftest digitale platforme. Dette sker i deres interaktion med et produkt, hvor microcopy viser sin store betydning.

Og nu tænker du måske, hvad er microcopy? Overordnet henviser microcopy til de mindre tekster på siden. Det kan være alt fra labels på knapper til tekst i links og inputfelter. Selvom disse tekster ikke syner af meget, så må du endelig ikke undervurdere deres gennemslagskraft.

Microcopy har en stor betydning for den samlede brugeroplevelse, og vi kommer simpelthen ikke udenom microcopy, når vi taler om digitale platforme. Tænk selv tilbage på, da du sidst loggede ind på Netflix, hvilke tekstfelter og knapper du mødte undervejs, fx ’Afspil’, ’Mere info’ eller måske du fik en fejlmeddelelse, da du i farten skrev forkert. Vi møder altså konstant disse mindre tekststykker – ergo, det gør brugerne også. Derfor skylder vi også brugerne at give microcopy sin fortjente opmærksomhed. Vi må tage et ansvar og fokusere på disciplinen UX writing.

Dette kræver en definition af UX writing, hvor jeg tillader mig at låne ordene fra Lisa Sanchez:

”UX writing is the practice of designing the words people see and hear when they interact with software. It’s about designing the conversation between a product and its user.”

Selv har jeg lyst til at sige, at UX writing minder meget om copywriting/tekstforfatning, da mange af de samme principper går igen: klarhed, konsistens, præcision, kontekst og selvfølgelig voice and tone. Der er (måske) ”bare” skruet op for opmærksomheden på interaktionen med brugerne.

UX writing handler dog ikke ”kun” om microcopy, men i lige så høj grad om den oplevelse brugerne får gennem sproget. Grunden til at dette indlæg så netop skal handle om microcopy skyldes, at det er et godt sted at starte, når vi taler om UX writing. Med fokus på microcopy kan du hurtigt opnå kvalitet, der kan mærkes. Det er derfor et godt afsæt til at begynde at tænke på UX writing på et højere plan.

Nu er det måske lidt uoverskueligt, hvor du lige præcis skal starte, men jeg vil gøre det let for dig. Du får herunder en startpakke til god microcopy inden for UX writing.

De gyldne principper

Du kender sikkert det med at have en form for tjekliste, som du per automatik følger, når du designer. Som UX designer kan jeg i hvert fald nikke genkendende til scenariet med at have en form for gyldent regelsæt, der fungerer som min tjekliste – en tjekliste, der højner kvaliteten af mit arbejde for hver gang, at jeg sætter et flueben ud fra et punkt.

Hos Advice har vi pt syv gyldne principper, når det kommer til tjeklisten over god microcopy inden for UX writing. Hæng dig ikke i antallet, for som tiden går, vi bliver jo klogere hele tiden, vil listen højst sandsynligt udvide sig. Dog ændrer det bestemt ikke på gyldigheden af nedenstående principper, som efter vores mening bør overholdes, hvis du ønsker at skabe et brugercentreret design.

#1 PRINCIP: DEFINÉR DIN STEMME

Som det første bør du definere din microcopy stemme. Det betyder, at du bør tænke over, hvordan den stemme, du vil bruge i selv de helt små tekstbider, skal lyde og føles. Hvordan gør du så det? Vores råd er – dyk ned i organisationens voice and tone.

Voice and tone handler om den måde, du siger tingene på. Hvordan giver du udtryk for organisationen bag (voice), og hvordan taler du til dine brugere (tone)? Derfor bør du i din stemme sikre, at din microcopy afspejler organisationens værdier samt dine brugeres følelser i situationen.

Tip! Læs dette blogindlæg UX (COPY)WRITING – TEKST DER BRANDER og find ud af, hvordan du får din stemme til at skinne igennem i alle tekstbidder fra store til små.

#2 PRINCIP: VÆR KONSISTENT

At være konsistent handler om at bruge samme ord og vendinger, når du refererer til det samme. Det handler således om, hvorvidt du er i stand til at skabe en ensartet oplevelse på tværs af dine sider.

Ofte oplever jeg dog, at vi kommer til at benytte forskellige ord til fx knapper, der egentligt har samme handling – dét forvirrer brugerne og måske endda i så høj grad, at det ikke lykkedes dem at opnå hverken deres eget eller forretningens mål. Så selvom du føler, at du har været konsekvent med dit valg af ord og vendinger, så bør du altid tjekke din microcopy igennem igen. Mit gæt er, du vil blive overrasket over, hvor ofte du siger det samme blot med forskellige ord.

Tip! Sæt dine knap- og linktekster op i et dokument og redigér dem, mens du holder dem op mod hinanden.

#3 PRINCIP: SKAB MENINGSFULDE LINKS OG KNAPPER

Ved dine brugere, hvad der venter dem, når de trykker på en knap eller følger et link? Det er dit ansvar. Et ansvar, du kan leve op til ved at sikre, at du benytter de rigtige verber og vendinger.

Massimiliano Albizzati er skarp, når det kommer til at skabe meningsfulde labels på knapper og linktekster. Ved at sammenholde to eksempler viser han, hvilken betydning det har, når du vælger verber med omhu og gør det klart for brugerne, hvad de kan forvente som det næste.

Så selvom ordene i ovenstående links på en og samme tid synes en smule ens, så bliver det alligevel tydeligt, hvilken betydning dit ordvalg har for, om du formår at tage brugeren i hånden. Det samme gælder for nedenstående knapper:

Stil dig således kritisk overfor, hvilke verber og vendinger du benytter. Spørg dig selv, om der vil være bedre ord, du kan anvende, som vil være mere sigende for situationen, og som giver brugerne et klart indtryk af, hvad de kan forvente, når de trykker på linket og/eller knappen.

#4 PRINCIP: GØR TEKSTEN NEM AT AFKODE

Når du har besluttet dig for, hvilke verber og vendinger du vil benytte, bør du sikre dig, at det står i nutid. Dette gør din tekst aktiv og således mere livlig, hvilket er nemmere for brugerne at afkode.

Fat dig gerne i korthed, men vær stadig informerende, så det, du gerne vil sige eller vil have brugerne til at gøre, står klart. Men husk, det må heller ikke blive for stift. De skal jo helst ikke føle, at du blot giver kommandoer. Lyd derfor ikke for formel i din microcopy, men benyt simple hverdagsord, der stemmer overens med den målgruppe, du ønsker at kommunikere til.

Massimiliano Albizzati viser at ved blot den mindste lille ændring, kan du bløde sproget op, så det læner sig mere op ad hverdagssproget, og du opnår således knapper, der er nemmere at afkode.

#5 PRINCIP: SÆT DIG I BRUGERENS STED

Når brugerne besøger et website, er det ofte med et formål – måske de søger inspiration til køb af en ny sofa eller nærmere information om, hvilket forsikringsselskab de skal vælge. Ligegyldigt hvad, så er konteksten med til at bestemme de følelser, som brugerne har i den givne situation.

Disse følelser skal du tage højde for, når du formulerer din microcopy. Sæt dig derfor i brugernes sted og forstå deres situation. Det vil hjælpe dig til at skabe tekst, der er brugbart og informativt for netop dine brugere.

I forlængelse heraf bør du altid være åben og inviterende i dine tekster. Ofte er det en fordel at kommunikere positive følelser, da brugerne vil finde indholdet mere indbydende. Det vil føre til en bedre oplevelse, selv når fejlmeddelelser vises, hvilket fører mig videre til næste punkt.

#6 PRINCIP: VÆR HJÆLPSOM

Du kender det, den der øv følelse, når du ryger ind i en fejlmeddelelse. Husk følelsen og tænk så på, hvordan du kan gøre det bedre. Ikke at du kan undgå, at brugerne vil få en fejlmeddelelse, men du kan forsøge at gøre det til en mindre negativ eller måske endda en positiv oplevelse.

Hold først og fremmest en positiv tone. Måden, du formulerer dig på, har nemlig meget at skulle have sagt. Det duer ikke med fejlmeddelelser, der er for tekniske. Tag i stedet dine brugere i hånden med forståelige og informerende tekster, der hjælper dem videre.

Det er netop dit job at sikre, at brugerne ikke ”sidder fast”. Giv dem derfor løbende feedback i form af tekst og effekter, når de fx trykker på en knap eller udfylder et felt. Feedbacken kan være både positiv og negativ samt give dem et vink om, hvorvidt de er på rette vej eller ej.

Massimiliano Albizzati gør det hurtigt og nemt for brugerne at skabe et stærkt kodeord ved løbende at give tydelig feedback.

#7 PRINCIP: HUSK STRUKTUREN

Forestil dig, at du har arbejdet i timevis på dit indhold og derefter smed det lige i skraldespanden. Lignende scenarie ville udspille sig, hvis du ikke tog højde for strukturen i dit indhold. For ligegyldigt om dit indhold er ’on point’, så nytter det ikke, hvis opstillingen ikke fungerer.

Prioritér derfor din tekst og sikre dig, at det vigtigste står øverst. Dernæst handler det om at skabe et godt flow ned gennem siden. Vigtigt er, at du hjælper brugerne med, hvilke informationer de skal fokusere på. Overvej alt fra detaljegraden til anvendelse af effekter som farver, font m.m., der fanger øjet. Dette hjælper brugerne med hurtigere at danne sig et overblik over sidens indhold.

Formår du både at skabe godt indhold og sætte det op, så det giver et godt flow, vil jeg næsten love dig for, at den er hjemme. Du har i hvert fald gjort oplevelsen langt bedre for dine brugere.

De sidste ord fra mig, for nu ....

Test, test, test… Som med al andet UX arbejde, bør du også i den grad teste din microcopy med dine brugere, så du sikrer at ramme netop dine brugere.

Du vil måske ikke ramme plet med det samme, men du er allerede godt på vej. Netop ved at læse guidelines som disse har du taget dine første skridt mod at skabe god microcopy, der lever op til kriterierne inden for UX writing.

/Sanne Kjær Thygesen
UX Consultant i Advice A/S
Linkedin-profil.


Bornholm

Folkemødet på Bornholm er tilbage i topform!
Arrangørene melder om kæmpe interesse. Hotel Nordlandet melder om alt udsolgt. dontt.dk dækker alle dagene. Læs om det hele her. 

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.


Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.