Den 24. marts går Danmark til valg. Blandt de yngre kandidater, som mange følger med ekstra interesse, er Mads Strange fra Liberal Alliance og Thomas Rohden fra Radikale Venstre.
Begge har tidligere leveret stærke personlige valgresultater, og i denne valgkamp har de markeret sig med stor opmærksomhed, fyldte arrangementer og stigende synlighed.
Vi har stillet dem en række af de samme spørgsmål om frihed, prioriteringer og fremtiden for Danmark. Her kan du lære dem begge lidt bedre at kende.
Her er svarene fra Mads Strange fra Liberal Alliance.
Du finder vores samtale med Thomas Rohden fra Radikale her.
"For mig handler frihed også om forventninger"

Mads Strange
Du havde et stort interview med Berlingske for et par måneder siden, hvor I talte om “da du satte ild” til internettet. Hvad er det vigtigste, du har lært siden Europa-Parlamentsvalget i 2024?
“Først og fremmest var det en fornøjelse at føre valgkamp. Jeg var den ungdomskandidat, der fik suverænt flest stemmer. Så selvom jeg ikke kom ind, lærte jeg en masse.
Ikke mindst ting, jeg kunne have gjort bedre, og som jeg selv har et ansvar for. Jeg ramte nogle budskaber skævt og fik kommunikeret uhensigtsmæssigt i nogle situationer. Det var unødvendigt, for jeg kan sagtens komme bredt ud med mine budskaber alligevel.
Så læringen for mig var, at jeg ikke behøver at stikke hånden i hvepsereden for at nå ud til mine vælgere.”
"Det var unødvendigt, for jeg kan sagtens komme bredt ud med mine budskaber alligevel"
Hvad ser du som den største misforståelse ved Liberal Alliance eller dig lige nu?
“Jeg vil faktisk gerne udfordre præmissen i dit spørgsmål lidt. Jeg oplever ikke, at der hersker en stor misforståelse blandt vælgerne.
Der er selvfølgelig politiske modstandere, som forsøger at tegne en karikatur af os. Det ser man indimellem i debatten, blandt andet fra politikere som Ida Auken.
Men jeg oplever ikke, at vælgerne køber ind på den fortælling. Det billede, der nogle gange bliver tegnet politisk, er ikke det samme billede, jeg møder hos folk, når jeg taler med dem.”

Det er en slags bjørnetjeneste
Hvad er “frihed” for dig?
“Lige nu lever vi i Danmark i et samfund, hvor vi på mange måder bliver pakket ind i vat, gennem forskellige bistandsydelser og en grundlæggende antagelse om, at folk altid skal have hjælp fra staten, også når det måske ikke er nødvendigt.
Jeg tror faktisk, man risikerer at få et dårligere samfund af den tilgang, fordi man indirekte signalerer, at folk ikke kan noget selv. Tværtimod tror jeg, at man på sigt stiller folk dårligere. Man kan næsten kalde det en bjørnetjeneste.
For mig handler frihed derfor også om forventninger, at vi som samfund tror på, at mennesker kan tage ansvar for deres eget liv.
Samtidig mener jeg også, at frihed handler om værdier og kultur. Mange liberale har måske tidligere været lidt for snævre i deres fokus på økonomi alene.”
"Vi sakker bagud i forhold til andre dele af verden"
Hvad vil du ændre i dag, hvis du kunne implementere en reform straks?
“Jeg ville sænke skatterne for alle. Jeg mener, det er noget af det mest retfærdige, man kan gøre, og samtidig den bedste garanti for, at vi passer på vores samfund på lang sigt.
Det skal kunne betale sig at arbejde. Hvis vi vil have vækst og arbejdspladser i fremtiden, skal det kunne betale sig at tage chancer og skabe noget nyt.
Du og jeg var heldige at vokse op i et Danmark, der var meget velstående. Men jeg er bekymret for, at vi begynder at leve lidt for meget af fortiden, både i Danmark og i Europa. Vi sakker bagud i forhold til andre dele af verden.
Samtidig ser vi ofte politikere, der forsøger at overbyde hinanden med checks til deres egne kernevælgere. Jeg mener, vi i stedet burde fokusere på at skabe et samfund, hvor flere kan klare sig selv og få mere ud af deres eget arbejde. Det starter ved at sænke skatterne.”
Hvad er dit vigtigste fokus under valgkampen?
“Mit vigtigste fokus er at komme i berøring med så mange vælgere som muligt, både fysisk ude til møder og via sociale medier.
Det er noget, jeg virkelig har set frem til. Jeg ser det som et kæmpe privilegium at komme ud og møde mennesker direkte i en valgkamp.”
"Fortjener vi ikke bedre?"
Hvis du kunne stille ét spørgsmål til alle vælgere, hvad ville det være?
“Så ville jeg tillade mig at være lidt spids og spørge, om vi ikke fortjener bedre end det, vi får lige nu.
Danmark har så meget potentiale, og jeg mener ikke, vi forløser det i dag. Vi kan og bør stræbe højere som samfund.
Jeg er træt af det, jeg oplever som socialdemokratisk middelmådighed. En tilgang, hvor ambitionerne ikke er høje nok, og hvor vi ender med at acceptere status quo.
Jeg tror, vi som samfund skal turde drømme om at blive bedre og sætte større mål for Danmark.”
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


