Det danske herretøjsbrand Les Deux fortsætter sine imponerende takter.
Tidligere på året præsenterede de et rekordoverskud, nye community tiltag og nu lancerer de et limited-edition drop i samarbejde med det prestigefyldte Yale University.

Samarbejdet resulterer i en kollektion bestående af 27 nøje udvalgte styles, der fusionerer den klassiske Ivy League-æstetik med en moderne, urban flair. Farvepaletten omfatter navy, ivory, sort og Yale Blue, og kollektionen trækker på universitetets rige visuelle arv, hvor den ikoniske bulldogmaskot, Handsome Dan, samt klassisk Yale-typografi får en central plads.

Kollektionen blev eksklusivt lanceret med den anerkendte detailhandler BSTN, der dækker butikker i München, Hamburg og London.

I den forbindelse fik vi en snak med Mathias Jensen, kreativ direktør i Les Deux, som har været med fra starten.

Les Deux

Det er et perfekt match

Mathias, Uden at ligge ordene i munden på dig, kan du fortælle, hvad der gør dette samarbejde til et perfekt match for Les Deux?

“Samarbejdet mellem Les Deux og Yale University er et perfekt match, fordi det afspejler kontrasterne, der definerer vores brand. Vi har altid kombineret modsætninger som streetwear og preppy stil, og det er netop denne dualitet, der gør samarbejdet så stærkt.

Yale repræsenterer den klassiske, akademiske prep-stil fra Ivy League, mens Les Deux bringer en urban, 90’er-inspireret streetwear-energi. Ved at fusionere disse verdener skaber vi noget, der føles både nostalgisk og moderne. Kollektionen balancerer mellem det traditionelle og det rå, og det er derfor, den skiller sig ud.”

Kan du kort beskrive designprocessen bag kollektionen?

“Designprocessen fokuserede på at kombinere Yales rige historie med vores moderne, streetwear-inspirerede tilgang. Vi tog klassiske elementer som varsity-jakker og sweatshirts og gav dem et opdateret twist med større fits og rå detaljer. Det var vigtigt for os at bevare balancen mellem det klassiske og det moderne, så kollektionen både føles komfortabel og nutidig.”

Les Deux Yale

Fantastisk modtagelse

Hvordan har kunderne og pressen taget imod kollektionen indtil videre?

“Modtagelsen har været meget positiv. Kunderne elsker kombinationen af den klassiske Ivy League-æstetik med vores moderne stil, og kollektionen har skabt stor buzz på sociale medier. Presse og modeeksperter har også rost kvaliteten og den unikke fusion af kontraster, som er kernen i Les Deux.”

Har du et yndlingsitem i kollektionen, og hvad gør det særligt for dig?

“Min favorit er helt klart varsity-jakken. Den indfanger essensen af samarbejdet – alsidigheden og kombinationen af det klassiske og streetwear. Den kan styles både afslappet og formelt, og den vækker minder fra 90’ernes streetwear-kultur, som jeg synes passer perfekt til Les Deux.”


I har BSTN med som salgspartner på dette drop – hvad har det givet?

“Samarbejdet med BSTN har skabt en eksklusivitet og hype omkring kollektionen. BSTN’s stærke position (De har blandt andet over 1 mio. følgere på instagram og et af verdens mest hypede butiksnetværk) hjælper os med at nå det rigtige publikum, og når vi senere udvider distributionen til andre nøje udvalgte partnere som Galeries Lafayette og KAPOK, styrker det vores brandposition internationalt. Dette løfter ikke kun salget, men cementerer også Les Deux som et brand med både kvalitet og stil.”

Les Deux

Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.