Samtale med Lars Funding, Ejer af Jantzens Hotel i Gudhjem på Bornholm.
I midten af Gudhjem ligger “det gule” gamle hotel. Hotellet, der altid har været der (siden 1872), og som de fleste på Nordbornholm har et meget tæt forhold til, skiftede i foråret 2022 ejer. Nyheden blev modtaget med blandede følelser, som altid når der sker noget nyt på Bornholm. For selvom hotellet trængte til både en renovering og opdatering, så frygtede man “det nye”!
Det nye ejerskab forsikrede om, at man på ingen måde havde i sinde at ændre ved hverken hotellets udtryk eller DNA, men derimod sikre at man fik sat gang i den førnævnte opdatering.
Her godt et år efter, står resultatet lysende klart. Hotellet lyser igen op i Gudhjem, den intime og hyggelige stemning er fastholdt, og der er allerede foretaget renoveringer, der skal sikre, at hotellet kan stå de næste 150 år.
Vi tog en snak med Lars Funding, ejer af Jantzens Hotel.Lars har en lang erhvervskarriere bag sig (især indenfor shipping), herunder som CFO i Maersk Line.
Nederst i denne artikel finder du et link til vores bornholmerfavoritter.
OM JANTZENS HOTEL
Hotellet stammer helt tilbage fra 1872. Hotellets værelser er enten med udsigt til Østersøen og Christiansø eller den berømte gårdhave. Hotellet har 22 værelser i alt.
Hotellet ligger på Brøddegade i Gudhjem, som er vejen som binder byen sammen. Vi fik ikke talt, men der er nok under 100 meter til vandet fra hotellet.
Lars, hvis vi lige spoler tiden tilbage. Hvad var din motivation for at købe Jantzens Hotel?
“Helt grundlæggende er jeg fascineret af gamle bygninger. Så for mig er det meget en ejendomsinvestering, hvor jeg så et hotel som trængte til en kærlig hånd. Det, syntes jeg, var synd. Derfor gik jeg i gang med at samle et investorhold for at se, om vi kunne indfri potentialet. Jeg underdrev egentligt før, da jeg sagde, at hotellet trængte til en kærlig hånd. Det var mere end det. Men det gjorde ikke projektet mindre interessant, og det er med stor tilfredshed den store 1. etape, som vi er blevet færdige med nu til denne sæson.”
Sådan for udenforstående: Hvad består “1. etape” af?
“Vi har fået styr på hotellets installationer, varme og de lidt mere kedelige men super nødvendige ting. Derudover har vi skiftet døre, vinduer malet og tapetseret, skiftet senge, ordnet toiletter og meget mere og lagt en masse kræfter i, at vores ikoniske gårdhave spiller 100% her til sæsonen. I forhold til vores nye varmesystem, har vi ambitioner om at udvide sæsonen her på hotellet i begge ender. Det kan både være i flere åbne dage, men også muligheder for konferencer, arrangementer og andre tilbud til private og virksomheder.”
I den lokale avis sagde I, at “Ejerkredsen bag det historiske hotel i Gudhjem er optaget af at styrke det lokale fællesskab og genskabe stemningen fra 1872.” Hvordan gør man det?
“Jeg er af den overbevisning, at det er vigtigt at være “dus” med sine omgivelser. Det betyder, at alt hvad vi har i sinde at lave med Jantzens Hotel, vil vi gerne afstemme med Gudhjem by. Vi skal være en del af byen. Historisk har Jantzens Hotel været et stort community for de lokale. Om det så var dans, julefrokoster eller konfirmationer, så har de fleste en eller anden god historie fra hotellet her. Det vil vi gerne tage del i igen, og bygge bro til vores gæster udefra.”
Lars Funding
Hvad er det, som er så unikt ved Gudhjem?
“Det er svært at nævne Gudhjem uden at nævne, at det er Danmarks eneste klippeby (som i øvrigt gør, at du næsten kan se vandet alle steder fra). Naturen i og omkring er helt fantastisk. Det er også her, at vi har færgen til Christiansø, så er det et super startpunkt.”
Du nævnte selv ordet “community” og vi har tidligere talt om det. Er det et nøgleord for jer?
“Ja, uden tvivl. Jeg er meget inspireret af Lennart Lajboschitzs, (red. manden der skabte butikskæden Tiger) tankegang omkring hans projekter som Absalon, Hornbækhus og kanalhuset. Han siger jo, at livet handler om at indgå i fællesskaber med andre mennesker. Der er alt for mange ensomme mennesker. Det er ikke fordi, at jeg tror, at Jantzens Hotel kan løse verdens problemer, men vi kan da bidrage med det til gavn for hele byen og vores gæster.
Lennart har i øvrigt også en masse gode tanker omkring bæredygtighed, madspild osv. Dem tager jeg til mig.”
"Community er et nøgleord for os."
Nu har I som sagt været i gang med Jantzens et års tid. Hvad er I lykkedes allerbedst med?
“Det har i hvert fald været enormt lærerigt. For lige at sætte lidt historik på dit spørgsmål, overvejede vi faktisk i ejerkredsen slet ikke at åbne i første sæson. Det er jeg glad for, at vi alligevel gjorde. Det har været uvurderlig “learning by doing”. Det har gjort, at vi præcis har vidst, hvor vi skulle sætte ind med renoveringen, og hvad der egentlig fungerede godt. Det har ligeledes givet de første relationer til gæster, som allerede er kommet igen. Det sætter vi naturligvis meget pris på. Men for at svare på dit spørgsmål, så tror jeg, at jeg vil pege på selve renoveringen af ejendommen. Vi har været alt igennem uden at modernisere på selve udtrykket. Det er lavet med den største respekt. Det er jeg stolt over og glad for den feedback, vi har fået”
Sommersæsonen på Bornholm er klar til for alvor at blive rullet ud (Bornholm har 600.000 turister om året). Hvad er det for en sæson, I ser ind i?
“Vi ser ind på en sæson hvor vi kan bruge 100 % af vores tid på gæsterne. Det er helt klart overskriften for os.”
"Vi ser ind i en sæson, hvor vi kan bruge al vores tid på gæsterne"
Hvis vi så kigger lidt ud på resten af øen. Du har selv noget bornholmsk i familien?
“Min mormor var bornholmer, så jeg er vel det, man kalder for kvart bornholmer. Men jeg er kommet herovre i mange år. Mine 3 børn bor i 3 forskellige lande, og min kone og jeg bor i delvis i Gudhjem og delvis i København. Så Bornholm er med årene blevet et samlingspunkt her på øen. Mine børn med og uden kærester elsker at komme herover. Der er en speciel ro på øen, selv om sommeren.”
Og her til sidst. 3 ting som du vil anbefale man skal opleve på Bornholm?
“Man skal gå en tur ved Paradisbakkerne, Helligsdomklipperne eller en tur rundt i landsbyen omkring Melsted. Det er helt fantastisk. Ting hvor man ikke er afhængig af sin bil.
Hvis jeg skal nævne et par spisesteder, så synes jeg, at Restaurant 1B i Svaneke er godt, hvis det skal være lidt finere. Men en flæskestegssandwich ved havnen i samme by eller en pizza på Sørens Værtshus kan altså også noget! Men der er mange fine steder på øen og til en hver smag og pengepung.”
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.