Den 26. december for ni år siden dør min far i en trafikulykke. Alt sker meget hurtigt. Det er så banalt at det gør ondt. Hoved mod asfalt. Hjertestop. Hjertemassage. Ambulance. Visheden om at lægerne kæmper forgæves. Sætningen “Jeg er frygtelig ked af det, men…”

Lige som alle andre børn elskede jeg julen da jeg var lille. Jeg vågnede naturligvis alt for tidligt, og der var så uendelig lang tid til det blev aften, og gaverne skulle åbnes. Gaverne var naturligvis det vigtigste, dernæst kom at de voksne lod os børn spise masser af slik og se fjernsyn. Men det bedste jeg vidste, var nu at sætte mig i et hjørne af stuen eller på mit værelse og bygge løs med de Lego-klodser jeg havde fået i julegave; fuldstændig opslugt og fokuseret, men alligevel omringet af julen, af min familie. Glad og tryg.

Den tryghed og glæde ved julen forsvinder brat i løbet af ganske få minutter 2. juledag 2004. Julen mister sin betydning for mig. Og i stedet for at se glæde i folks øjne i december, ser jeg i stedet hvordan julen gør folk stressede; hvordan alt handler om at købe de rigtige gaver, lave den rigtigemad, om at holde den helt rigtige jul. Jeg bliver kynisk og vender ryggen til julen. Jeg vælger den lette udvej.

Min far dør blot få timer før familien skal samles til julefrokost – med min mor og far som værter. Nogle er allerede på vej da det sørgelige opkald kommer, og det ender med at alle dukker op – og flere til. Vi mødes alle; først på hospitalet og siden hen i mine forældres hus. Familie, venner. Vi finder trøst sammen, støtter og styrker hinanden.

Det er det lille julemirakel der sker på en trist og håbløs dag. Nedtrykt af sorg, men omringet af familien – af jul. Og det har jeg fortrængt i alt for mange år. Men nu tror jeg at jeg har genfundet lidt af glæden ved julen.

Ikke gaver, ikke mad, ikke alt for høje forventninger. Blot nærhed, samvær, tryghed.

Og derfor er jeg også glad for at jeg sidder dér på knæ på asfalten ved min fars side. Jeg ved ikke om han opfatter noget, men det gør jeg jo formodentlig heller ikke da han han holder mig i sine arme for første gang 26 år tidligere. Og på den måde sluttes ringen.

Jeg håber at I alle får en glædelig jul. Pas godt på hinanden. Tænk på dem som ikke kan være her. Hjælp hinanden og ræk ud efter dem som er ved at glide fra jer.

/Thomas Lytzen