. Hvordan har 2013 været for dig?
Det har været et temmeligt fremragende år på alle plan. Rent professionelt blev jeg fastansat på DR og blev en del af Go’Morgen P3, som vi pt. er i gang med at udvikle. Privat flyttede jeg tidligere på året sammen med min kæreste på Islands Brygge. Jeg kan ikke klage over 2013.
2. Hvilken oplevelse fra 2013 husker du bedst?
Jeg fyldte 30 i september og havde besluttet mig for at holde en “kom-og-drik-i-min-lejlighed”-fest. Når man holder stor fest, fødselsdag- som nytårsaftensfest, plejer forventningerne at være skruet helt op, hvilket som regel gør festen til en kæmpe fuser. Men det var en af de der aftener, hvor alle var i godt humør. Jeg blev overrasket med en akustisk optræden af Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker og samtlige 50 mennesker var med til at gøre den til en kæmpe succes.
3. Hvilke personer har især inspireret dig i 2013?
Jeg har nogle kollegaer på P3 som er så propfyldt med ideer, og så vanvittigt dygtige til at føre dem ud i livet og radioen. Monte Carlo og Sara & David er programmer der ALTID giver mig et smil på læben og som gør mig klogere.
4. Hvilken oplevelse ville du gerne have været foruden?
Jeg har ikke oplevet de store nedture i år – men det har været hamrende frustrerende at tage hjem til Odense flere weekender for at tage på stadion, og hver eneste gang har OB tabt. Grrr.
5. Hvordan ser din december ud?
Vi er i gang med at caste nye værter til Go’Morgen P3, som jeg skal sende sammen med i 2014. På julefronten er jeg bagud; jeg har endnu ikke købt en eneste julegave, og det kommer nok ikke til at ske før den 23. december.
6. Hvor holder du jul?
Hos mine forældre i den muligvis mest julede by i Danmark: Odense.
7. Hvad er det altoverskyggende mål for 2014?
At få lavet Danmarks bedste morgenshow.
8. Til sidst afprøver vi dine synske evner Hvad bliver den største nyhed i 2014?
Messi vinder Ballon D’or på trods af skader, hvilket får Ronaldo til at græde som pisket og smadre 8 stole i salen. Han får efterfølgende livslang karantæne af FIFA.