Vi har så enormt travlt altid. Vi skal helst nå det dobbelte på den halve tid. Og det er skønt at leve i 2014, for vi kan så meget nu om dage. Jeg kan sidde og skrive disse linier, mens jeg chatter med en fra Afrika samtidig. Alt sammen mens jeg sidder hjemme på dejlige Frederiksberg. Nu kender jeg ikke nogen i Afrika, men i princippet.
Eller det vil sige, det viser sig, at jeg åbenbart har en onkel i Togo. Desværre er han lige død, og det har en kusine, jeg heller ikke var klar over, jeg havde, netop været så elskværdig at skrive til mig, og tænk sig – jeg har arvet en større sum penge.
Nu skal jeg bare lige sende lidt penge i forvejen, og så får jeg fingrene i en del af arven.
Alt det kan jeg gøre herhjemmefra – nærmest uden at røre en finger. Det er da fantastisk.
Du tænker måske – øh ja, Einstein, man har altså kunne sende mails og chatte med afrikanere i årevis, kom nu videre. Men der må jeg lige stoppe dig et øjeblik.
Jeg må stoppe dig og bede dig stoppe op og huske at nyde alt det, der er muligt. Og ja, om 50 år kan vi endnu mere, men giv dig lige tid til at tænke på, hvor er det skønt at være til.
Forleden sad jeg og havde meget travlt. Der var så meget, jeg gerne ville på samme tid. Jeg chattede på Facebook, mens jeg sad og skrev en klumme, mens jeg hørte musik, mens jeg talte med min mor samtidig med at jeg spiste nogle chips.
Der var ingen af de her ting, jeg gjorde mere end de andre. Jeg gjorde alle fem ting lige meget. Klummen blev længere og længere, jeg chattede med min ven Søren om hans sommerferieplaner, min mor fik fortalt mig, at der havde været møde på skolen, jeg hørte Burhan G synge til sin mor, og indholdet af chips svandt i posen.
Det var fem dejlige ting, men jeg tænkte ikke videre over nogen af de ting, jeg foretog mig.
Jeg tænkte ikke over, at inden chippen ramte min mund, er den vokset op som kartoffel på en mark ved Schackenborg. Den har måske siden, den blot var en lille spire haft drømme om at ende som en stor og mægtig bagekartoffel på en familierestaurant. Eller måske ville den hellere have været pommes anna på en finere jysk restaurant. Den har sikkert haft mange drømme, den lille kartoffel. Men ak, ja den var ikke en heldig kartoffel for en dag bliver den høstet sammen med alle naboerne.
Der breder sig en vis form for panik, da vores lille kartoffelven sammen med tonsvis af andre kartofler ender i en stor ladvogn. Ingen ved, hvad der skal ske.
Det der sker er, at kartoflen ender som cirka 20.000 andre tons kartofler hvert eneste år. Nemlig på Kim’s Chipsfabrikken. Det var ikke det vores lille kartoffelven havde drømt om. På rejsen var vores kartoffel blevet venner med en skæv lille skabning. En kartoffel med masser af pletter, men man skal aldrig dømme en kartoffel på skrællen, som det gamle ordsprog siger. Men ak, på Kim’s fabrikken er det lige netop, hvad de gør. Dømmer kartoflerne på skrællen. Det betød, at vores ven lynhurtigt blev ensom igen, for den plettede kartoffel blev såmænd sorteret fra, da de ramte fabrikken. Det samme gjorde nogle af de kartofler, der var blevet helt grønne af misundelse over, at andre kartofler rent faktisk have klaret cuttet og var blevet pommes frites på en grill bar.
Vores lille kartoffelven er ensom på en stor fabrik i Søndersø og tænker, nu kan det ikke blive værre. Men der tager han fejl vores lille ven. For med ét ser han sig selv skåret i 10 stykker. Fra at være én hel fin kartoffel ligger han nu i 10 dele. Fuck, hvad fanden skulle det til for. Mere når han ikke at tænke, inden det pludselig syder rundt omkring ham.
I præcis 4 minutter steger vores lille ven. Han føler sig godt nok enormt sprød bagefter, men det har ikke været rart, og selvom han egentlig altid har drømt om krydderi på tilværelsen, var det ikke helt sådan han havde forestillet sig det. For vores ven er nemlig røget ind i den beholder med sourcream & onion. Puha, det klør, tænker vores ven, idet han ryger ned i en pose og bom. Mørke.
Der er helt mørkt omkring ham. Han ligger sammen med en hel masse kolleger, men ingen ved, hvad der er sket.
Dagene går, og vores kartoffelven kan godt mærke, at han bevæger sig, men han kan hverken gøre fra eller til. Indtil en dag. Puff, siger det, og så strømmer lyset ind i posen. Vores kartoffelven kan lige pludselig se, hvor han er. Et helt lyst rum. Er han kommet i himlen. Nej, for det næste han ser, er min store fede hånd, der griber ud efter ham, og han når ikke engang at råbe hjælp, inden han er røget ind i kæften på mig og har fortsat sin rejse mod min røv. Hans mareridt er ikke engang begyndt, men det ved han ikke endnu.
Alt det havde jeg for travlt til at tænke på, fordi jeg var ifærd med at høre Burhan G, skrive, høre på min mor og chatte. Så på intet tidspunkt tænkte på den lille chip, jeg spiste.
Jeg vil dvæle lidt mere i 2014.
/Thomas