Af Bajram Fetai
Men i København har jeg hjemme!
Hvis man tager en tur til Nørrebro i København, og spørger en tilfældig teenager, hvis forældre eller bedsteforældre er fra et andet land, hvor han eller hun er fra? Så vil svaret komme prompte: ”Jeg er fra Tyrkiet”, ”Jeg er fra Marokko” eller et helt tredje sydlandskklingende land. Personen vil altså straks svarer det land, hvor sine forældre eller bedsteforældre kommer fra. Svaret vil endda komme på dansk, og uden noget tegn på accent fra det pågældende land. Spørger du samme person, når de er på ferie i deres forældre eller bedsteforældres fødeland, vil de her svare: ”Jeg er fra Danmark”.
Her er så min historie. En historie der netop fik mig til at tænke på det overstående, jeg skriver om, en historie der fik mig til at tænke på, hvor jeg virkelig har hjemme, og hvor min rod er.
I oktober 2010 blev jeg kontaktet af det Makedonske Fodbold Forbund forud for en venskabs kamp mod Albanien, i Korce, Albanien, et land jeg aldrig havde været i. Det skal siges, at jeg har albanske rødder, men jeg er født i Makedonien og opvokset i København. Jeg snakkede i tlf. med den Makedonske landstræner og han ville virkelig gerne have, at jeg skulle spille for dem. Jeg overvejede det virkelig grundigt – det var ikke et let at sige ja – da jeg altid havde drømt om at være den første anden generations indvandrer på et dansk senior landshold. Jeg havde allerede smagt lidt at det danske landshold,på en ligalandsholdstur til Thailand, hvor jeg fik debut – det var jeg meget stolt over. Jeg tog min familie, og mine trænere i min daværende klub FC Nordsjælland med på råd. Jeg besluttede mig for at sige ja, og samtidig give op på en drøm om det danske landshold. I flyveren på vej til Skopje havde jeg sommer fugle i maven og jeg var spændt. Jeg blev hentet i lufthavnen og kørt til et hotel, hvor landstræneren ventede mig. Holdet var allerede taget mod Albanien i bus nogle timer før. Og den køretur fra Skopje til Korce, var noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet! LANDSTRÆNEREN tænkte jeg!? Det ville være som at skulle kører sammen med Morten Olsen til en kamp. Jeg sad på bagsædet og han drønede af sted, flere gange troede jeg ville miste livet for vejene på bjergkanterne i Makedonien er ikke lige frem som de danske veje. Der er dårlig nok plads til en bil, men gudskelov nåede vi frem i god behold. Jeg kom til et hold, hvor folk dårlig nok snakkede engelsk, og jeg intet makedonsk kunne snakke. Jeg følte mig ikke ligefrem hjemme! Jeg stod på et stadion, i Albanien, som Albansk/Dansk/Makedoner, i min første officielle landskamp og kunne forstå alt hvad mine modstander snakkede om på banen, men intet af hvad mit eget hold sagde. Jeg havde samtidig mit eget folk imod mig. En meget mærkelig følelse må jeg ærlig indrømme.
Efter kampen glædede jeg mig til at komme HJEM! Pudsigt, tænkte jeg.
Om man er fra København eller Tetova, eller om man er fra et traditionelt landbosamfund i Jylland, eller om dine bedsteforældre er fra et traditionelt landbosamfund fra Konya provinsen i Tyrkiet, spiller ingen rolle for mig. Vi burde alle have den samme Dontt – nemlig den dagligdagsopgave – at være med til at ændre diskursen om at være dansk. Jeg er måske født i Tetova, Makedonien. Vokset op på Nørrebro og Tingbjerg i København. Har boet i Glasgow Skotland, og bor nu i Denizli, Tyrkiet. Men jeg vil altid føle mig dansk, sige jeg er dansk uanset hvor end jeg befinder mig. I Danmark er jeg ikke født, men der har jeg så sandelig hjemme og derfra min verden går!
//Bajram Fetai