🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.


Det skabte stor opmærksomhed i sidste uge, da DBU, hummel og det danske modebrand ROTATE lancerede deres fælles bud på en spillertrøje til kvindelandsholdet.

For første gang får kvindelandsholdet en af de såkaldte collab-trøjer, som herrerne har haft tidligere – og reaktionerne har været positive, langt ud over fodboldverdenen.

Og salget har fulgt med. Det har nemlig overgået hummels egne forventninger.

Det fortæller PR & Communication Manager hos hummel, Nicolai Johansen, der i denne samtale også giver et nærmere indblik i samarbejdet med spillerne og virksomhedens engagement i kvindefodboldens vækst.

Kvindefodbolden er inde i en rivende udvikling, og vi ser en markant vækst både i interesse, tilskuertal og kommercielle muligheder


ROTATE x hummel

Foto: Frederik Valentin


ROTATE har et modigt og nytænkende designunivers

Nicolai, En uges tid efter lanceringen. Hvordan er trøjen blevet modtaget?

“Det er selvfølgelig noget helt andet, end vi tidligere har lanceret med kvindelandsholdet. Derfor har vi også været spændte på modtagelsen, men vi er positivt overraskede over, hvordan trøjen er blevet modtaget både i fodbold- og modeverdenen. Der er blevet skabt en hype omkring kvindelandsholdet, og det var blandt andet en af vores ambitioner med samarbejdet. Nu glæder vi os bare til at se dem spille i trøjen den 8. april mod Italien i Herning.”

Har salget levet op til forventningerne?

“Interessen for både landsholdstrøjen og den tilhørende lifestyle-kollektion har været rigtig stor, og det har også afspejlet sig i salgstallene. Sammenlignet med vores seneste trøjelancering for kvindelandsholdet har vi solgt mere end dobbelt så mange trøjer denne gang. Det understreger den hype, der er blevet skabt omkring trøjen.”

Kvindelig empowerment!

ROTATE er velbeskrevet på disse linjer. Men hvor er det, de passer godt ind til jer?

“ROTATE passer perfekt til hummel, fordi vi deler en fælles passion for innovation, design og ikke mindst kvindelig empowerment. ROTATE har et modigt og nytænkende designunivers, og deres evne til at skabe trends, der skubber grænser, matcher vores ambition om at forene performance og stil. Samtidig er deres engagement i at styrke kvinder gennem mode i tråd med vores ønske om at støtte kvindefodbolden og dens positive udvikling både i Danmark og globalt.”

Vi så, at (blandt andet) stjernespilleren Pernille Harder var yderst begejstret for samarbejdet. Hvor meget har spillerne været inde over?

“Som altid har vi haft tæt dialog med spillerne for at sikre, at designet ikke kun ser godt ud, men også lever op til de krav, der stilles til performance på topniveau. Derudover er det vigtigt for os, at spillerne føler ejerskab over trøjen – at den afspejler deres identitet og værdier både på og uden for banen.”


ROTATE

Kollektionen består af fuldt spilletøj til både børn og voksne, samt tracksuits, half zips og forskellige accessories.


Hvilken betydning har det for hummel at være med til at styrke kvindefodbolden gennem denne type samarbejder?

“For os handler det om meget mere end bare at designe en ny landsholdstrøje. Vi ser det som en mulighed for at bruge vores platform til at sætte fokus på kvindefodboldens udvikling og skabe større synlighed omkring landsholdet. Gennem samarbejdet med ROTATE og DBU kan vi forhåbentlig være med til at inspirere den næste generation af kvinder til at forfølge deres drømme med mod og selvtillid.”

Hvordan ser I udviklingen af kvindefodboldens kommercielle værdi i de kommende år?

“Kvindefodbolden er inde i en rivende udvikling, og vi ser en markant vækst både i interesse, tilskuertal og kommercielle muligheder. Derfor er vi også overbeviste om, at kvindefodbolden vil fortsætte med at blive en endnu større kommerciel kraft i fremtiden, og vi ser det som en naturlig del af vores strategi at spille en aktiv rolle i den positive udvikling.”


Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.