Kom med til Ordinær generalforsamling for PARKEN Sport & Entertainment A/S
Klokken 14.00 gik slaget i gang – ikke på den velplejede grønsvær, men i PARKENs ene hjørnelokale, hvor bestyrelsen og de fremmødte aktionærer var samlet til årets generalforsamling.
Årsberetningen blev leveret af formand Henrik Møgelmose som en klassisk 6’er – rolig på bolden og med sikre “William Kvist-afleveringer”. Dog kom den første aflevering “frem i banen”. Formanden indledte nemlig med det, han kaldte en nyskabelse, og inviterede hele generalforsamlingen på en rundtur i Parken efter årsberetningen, så alle kunne få mulighed for at se de lovede forbedringer siden sidst.
Resultatet med “de to streger” talte for sig selv. Omsætningen for 2024 lød på knap 1,5 mia. kr. og kastede et imponerende overskud på 308,3 mio. kr. af sig – endda i et år uden mesterskab.
"Det skal kunne betale sig at investere i Parken"


Nedslag fra Møgelmoses beretning
-
Den københavner-grønne udebanetrøje er den bedst sælgende FC København-trøje i klubbens 33-årige historie.
-
Ny rekord for tilskuertal til en kvindekamp i Danmark – og samtidig blev FCK’s kvindehold det første 2. divisionshold, der spillede sig i en pokal semifinale.
-
The Minds of 99 skrev historie som det første brand, der spillede i Parken tre dage i træk – med samlet over 100.000 tilskuere. Sammen med de stigende tilskuertal til Superligakampene vil det igen i år placere Parken blandt Danmarks mest besøgte attraktioner (Kun overgået af Tivoli og Bakken, men foran Zoologisk Have – se listen her: link).
-
Lalandia fortsætter sin vækst.
-
Der oprettes nye kontorfaciliteter, og de eksisterende opdateres.
Der har i visse FCK-fankredse været kritik af, at ejerne igen har valgt at udbetale udbytte. Til det sagde Møgelmose:
“Sådan har det langt fra altid været i Parken. Der har været mange år uden. Så det skal vi være stolte over. Det skal kunne betale sig at investere i Parken.”
Der skulle gå 34 minutter, før det blev muligt at stille spørgsmål. Som altid sad der velforberedte aktionærer klar – med både ros og bekymring. Der blev mest spurgt ind til pyro, SLO-rollen, toiletforhold og børnefodbold.
Til sidstnævnte kunne Sune Smith-Nielsen også fortælle, at F.C. København generelt mener, at børn har brug for bedre fodboldtræning – både i elite- og breddeidrætten. Klubben vil derfor bidrage mere i og omkring København. Det skal vi helt sikkert høre mere om i disse spalter.
Efter spørgsmålene blev årsrapporten godkendt, og det nye bestyrelsesmedlem Sofia Arhall Bergendorff blev præsenteret. Hun var til stede under generalforsamlingen og sad side om side med Lars Seier blandt tilhørerne. Henrik Møgelmose fortalte, at hun blev fundet efter grundig research blandt mange kandidater. Du kan læse mere om Sofia her: link
Stadion og infrastruktur

Som tidligere fortalt bliver sæderne i Parken skiftet. De røde sæder, som har været fast inventar siden 1992, udskiftes med nye blå. Det har vi tidligere skrevet om her: link
Direktør Jacob Lauesen fortalte, at der er investeret et større millionbeløb i teknologi til ansigtsgenkendelse. Karantæneregistret er ved at blive digitaliseret. Teknologien har været i brug ved seks kampe, og resultaterne er allerede synlige – flere bliver afvist. Lauesen kunne desuden fortælle, at 96 % af alle besøgende i Parken føler sig trygge til kampene.
Der blev naturligvis også talt om træningsanlægget. Der var bred enighed om, at “10’eren” trænger til en opgradering. Formanden slog fast, at man bliver på Frederiksberg.
Møgelmose sagde:
“Der ville ikke være noget nemmere end at ringe til en omegnskommune og gå i gang med at bygge et nyt træningsanlæg. De ville tage telefonen første gang, vi ringede. Men vi vil blive på Frederiksberg. Tingene er på tegnebrættet, men byggeriet er ikke lige rundt om hjørnet. Projektet vil først gå i gang i løbet af 2026.”
FCK-direktør: "Jeg har aldrig været i tvivl om mit mandat"
Vi lavede i øvrigt for nylig et interview med FCK-direktør Jacob Lauesen, der om nogen står bag klubbens kommercielle opblomstring de seneste år. Her fortalte han blandt andet, at det er afgørende for ham at have initiativretten – og at han aldrig har fået et nej fra bestyrelsen.
Læs hele interviewet her!

Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.