🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.


Samtale med Jacob Lauesen, CEO i F.C. København

I starten af hvert år har vi opbygget en tradition med at tale med F.C. Københavns CEO, Jacob Lauesen. Det er ikke nødvendigvis en statusopdatering, men snarere en samtale, hvor vi zoomer ind på udvalgte større linjer i udviklingen og hans enormt ambitiøse tilgang.

Tidligere har han delt tanker om kvindeholdet, før projektet overhovedet var officielt, om ansvaret ved at være en del af København, og om den imponerende tilskuerudvikling.

Denne gang ser vi tilbage på hans mere end 1200 dage i spidsen for FCK – en periode præget af forandringer, blandt andet en markant øget internationalisering, som ikke bare handler om at oversætte fra dansk til engelsk, men om en helt ny tilgang til at drive klubben fremad.

Vi mødte Jacob Lauesen til en samtale i Parken i København.

Jacob Lauesen

Fotoserie af Frederik Valentin for dontt.dk


Det var meget vigtigt for mig, at man som direktør havde initiativretten

Jacob, du nærmer dig 1200 dage som øverste ansvarlige i F.C. København. Før det havde du ansvaret for flere kommercielle stabsfunktioner i klubben, og du har oplevet alt fra nedlukninger under coronapandemien til rekordstore millionoverskud drevet af kommerciel fremgang og Champions League. Det er velbeskrevet.

Men hvordan oplever du selv, at din rolle har udviklet sig fra 13. december 2021 og frem til i dag?

“Som du selv siger, har vi været igennem vidt forskellige perioder – fra coronanedlukningen til en vækstrejse, der overgik vores vildeste forventninger. Da Allan Agerholm trådte til som arbejdende bestyrelsesformand, brugte jeg meget tid på at drøfte udviklingen af Parken/FCK med både bestyrelsen og ejerskabet. Vi talte om vores ambitioner, men endnu vigtigere om, hvor mandatet som CEO egentlig lå.

Når jeg ser tilbage på den proces, er jeg ikke i tvivl om, at den var afgørende for vores vækstrejse. Jeg har altid følt mig tryg i mit mandat fra bestyrelsen og ejerskabet – for mig var det afgørende at have initiativretten som CEO.

Hvis jeg skal være lidt mere konkret, så lavede vi en vigtig strukturændring. Tidligere havde man en CFO, IT og HR, som ikke refererede til en CEO, men til en bestyrelse.

Det skabte for mange ‘afhængigheder’ for at kunne eksekvere på en strategi, når jeg kigger på tidligere direktører herinde. Det handler ikke om personerne, men om strukturen.

Sådan er det ikke længere herinde, og det var ret afgørende for os i den proces. Så min rolle har også udviklet sig gradvist, men det ligger meget op ad den plan, vi lavede. Den indebar blandt andet et generationsskifte og at sætte mit eget hold.”

Jon Nedza

Jeg har brugt meget energi på at lære at lede opad

Hvis du skulle pege på en af de vigtigste ting, som du har lært som FCK-direktør, hvad vil du så fremhæve?

“Det er et stort spørgsmål, for jeg har helt sikkert lært en del. Men jeg har brugt meget energi på at lære at lede opad. Det er jo en speciel konstruktion at have 14.000 ejere (red. aktionærer). Der er sikkert nogle aktier, der bliver handlet, mens vi taler sammen nu. Men det er stadig ret få mennesker, som kan danne et flertal om, hvordan den her virksomhed skal drives.

Håndteringen af stakeholders har været en afgørende del af jobbet og noget, jeg som CEO har brugt meget tid på. Det er en vigtig opgave, men det betyder også, at der er mindre tid til andre ting – for eksempel den daglige kontakt med medarbejderne. Det har krævet en tilvænning for mig. Jeg har nok ikke altid været den samme “Laue” som tidligere, hvor jeg var tættere på driften og mere involveret i de små detaljer.

Men jeg stødte også på områder, der efter min mening havde stået stille i alt for mange år. Her kommer initiativretten, som jeg nævnte tidligere, virkelig i spil. Det handler om at præsentere gennemarbejdede forretnings- og udviklingscases for bestyrelsen – ikke bare idéer, men konkrete planer, der kan flytte F.C. København og Parken fra A til B. Hver gang jeg har gjort det, er jeg blevet mødt med opbakning og har meget, meget sjældent – måske aldrig – fået et nej fra bestyrelsen og ejerskabet.”


Vores mindset er datadrevet, men du behøver ikke være ekspert

Jacob Lauesen

En af de mest markante udviklinger er jeres styrkede internationale kommercielle profil. Har det også afspejlet sig i din rekruttering af nye medarbejdere?

“Vi har aldrig stået i en situation, hvor vi bevidst har valgt én kandidat over en anden udelukkende på grund af en international profil. Det har dog naturligt vist sig, at mange af dem, vi har ansat, besidder den dimension. Det afgørende for os er evnen til at tolke data – man behøver ikke være dataekspert, men man kan heller ikke være datafornægter.

Et datadrevet mindset er essentielt. Derudover må vi se langt ud over København, hvis vi skal matche vores internationale konkurrenter. Så svaret på dit spørgsmål er, at den udvikling er kommet naturligt i takt med vores vækst.”


Hvordan ser du F.C. Københavns position i et internationalt perspektiv?

“En ting er de internationale følgere, men det mest tankevækkende er, at Facebook er det eneste sociale medie, hvor F.C. København har flere danske end internationale fans. På alle andre platforme dominerer udlandet. Det skaber et interessant paradoks i vores strategi ‘Vi er København’, som er dybt forankret i det lokale. På den ene side handler det om at bringe byen endnu tættere på klubben. Men samtidig har netop den tilgang – med stærk lokal forankring, en unik fankultur, innovative forretningsmodeller og satsningen på unge spillere – gjort os markant mere interessante internationalt.

Lige nu arbejder vi på at styrke strategien yderligere, og jeg har haft dialog med omkring 20 internationale klubber. Det bemærkelsesværdige er, at flere af dem – klubber, som måske er mindre end os, men som vi traditionelt har set op til – er begyndt at tage F.C. København som forbillede. Især andre hovedstadsklubber i Europa ser os som en ledestjerne i deres egen strategiske udvikling.”

Store europæiske klubber har F.C. København som deres ledestjerne

“At komme fra en hovedstad og værne om det – som eksempelvis vores samarbejde med ‘Hus Forbi’ – handler ikke kun om lokal forankring, men også om at internationalisere København. Det er nemlig netop dét københavnske, der gør os interessante ude i verden. Ser man på vores rækkevidde, er vi en regional storklub i Skandinavien, men både vores merchandise- og billetsalg viser en massiv interesse langt ud over Danmarks grænser. Til et enkelt derby havde vi billetkøbere fra 48 forskellige lande. Derfor fylder ‘dit spørgsmål’ meget i vores arbejde med at forstærke strategien.

Vi har analyseret alle ‘Top 50 klubber’ i Europa – klubber, der alle er globalt anerkendte brands. Men hvor de fleste af dem lever på en historisk position, er vi stadig ved at skrive vores. De fleste af dem har en pokal med et ‘UEFA’-logo på – det har vi endnu til gode. Vi er de yngste i det selskab og kommer fra en lille liga, hvilket på papiret er en ulempe. Men vores styrke er, at vi er mere agile – og at vi kommer fra verdens fedeste by.”

Jacob Lauesen

Globalt niveau hos adidas

Et godt eksempel på jeres udvikling er partnerskabet med adidas, hvor I nu er blandt deres absolut prioriterede klubber. Hvordan er samarbejdet kommet i gang?

“Den største forskel på at være en stor national partner hos adidas og at være en global partner, som vi er nu, handler om designprocessen. Når vi skaber en trøje fra bunden, arbejder vi nu på et helt andet niveau – hvilket vi allerede beviste med den grønne trøje, der blev startskuddet på den nye forberedt aftale med adidas.

Men en lige så afgørende forskel er distributionen. Tidligere skulle vi færdiggøre trøjerne i Danmark, hvilket gjorde en international satsning næsten umulig – eller i hvert fald økonomisk urealistisk, hvis trøjerne skulle fragtes på frem og tilbage gennem verdensdele.

Nu, hvor vi er på globalt niveau, bliver vores trøjer produceret og distribueret direkte via adidas. Det åbner helt nye muligheder for os. Lige nu sælges vores produkter i 25 butikker verden over, men den reelle succes måles ikke kun i, hvor vi får plads – men i, om produkterne rent faktisk bliver solgt. Vi skal kunne levere nøgletal på niveau med klubber som Celtic, Ajax, PSV og Benfica.

Den ultimative test er efterspørgslen i butikkerne, og lige nu taler tallene for sig selv: Vores trøjer er totalt udsolgt overalt. Jeg kan ikke nævne de præcise salgstal, men de svarer til sub-toppen eller bunden af Bundesligaen.”

Værktøjskassen er lidt mere sofistikeret end tidligere

I arbejder selvfølgelig for det modsatte, men vil man kunne fortsætte den her vækst, hvis man misser mesterskabet eller Champions League flere år i træk?

“Jeg kan ikke kommentere på regnskabstal, der endnu ikke er offentliggjorte, men hvis du ser på vores offentliggjorte forventninger, ligger vi kommercielt på niveau. Forskellen ligger primært i TV-pengene. Alle andre tal er på niveau, på trods af at vi sammenligner en sæson med mesterskab og Champions League med en sæson med 3. plads og Conference League. Måske havde jeg regnet med, at det ville have taget toppen af det i år, men det har vist sig, at vi har været i stand til at fastholde niveauet. Hvor mange år vi kan opretholde det, er svært at sige, men der er selvfølgelig en grænse.

Ser man på de 10 år før jeg kom til klubben, var der 7 mesterskaber og 3 deltagelser i Champions League, men alligevel gik udviklingen nedad. Så der er en sammenhæng, men jeg tror ikke, den er så markant, som mange tror.

Det er også bemærkelsesværdigt, at vores kvindehold sælger flere trøjer i 2. division end Brøndby og F.C. Nordsjælland gør i Kvindeligaen – og sandsynligvis flere end nogle Superligaklubber.

Værktøjskassen her er langt mere sofistikeret end før. Den rækker langt ud over blot at vinde mesterskaber eller dele fribilletter ud.”

Jacob Lauesen

Udsolgt i Parken?

Hvordan ser du frem til resten af denne sæson?

“Vi lever stadig i 3 turneringer. Vi har allerede haft over 30.000 i Parken, hvilket kommer til at ske mange flere gange frem mod sommer, hvor vi forhåbentlig står med mesterskabet. Kvinderne står foran en mulig oprykning, og så har vi jo netop præsenteret en 5. main partner i Andel.

Det er et meget ambitiøst partnerskab, hvor de skal hjælpe os med at rykke hele stedet her i en grønnere retning. Vi skal på en klog måde blive en mere bæredygtig virksomhed.”


Og vi vil løbende følge med på dontt.dk ! 

Jacob Lauesen FCK

Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.