🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.
Samtale med Christian Schwarz Lausten, Co-founder & CEO hos Landfolk.
Christian Schwarz Lausten og Anders Boelskifte Mogensen har været et makkerpar i forretningsverdenen i mere end et årti. De stod bag Gaest.com, som blev solgt til Airbnb, og har siden fortsat med at investere og skabe nye projekter sammen. Senest har de lanceret Landfolk, en platform, der gentænker sommerhusudlejning med fokus på kvalitet og unikke oplevelser. Deres rejse har været præget af skabertrang, nysgerrighed og en evne til at spotte muligheder, hvor andre ser begrænsninger. De har gentagne gange bevist, at de ikke bare følger trends – de skaber dem.
Vi tog en snak med Christian , som deler hans historie og vision for fremtiden med Landfolk.

Christian Schwarz Lausten, Co-founder & CEO hos Landfolk.
Landfolk, grundlagt i 2021 af tidligere Airbnb-profiler, er en teknologidrevet markedsplads for håndplukkede sommerhuse. efterspørgsel efter autentiske ferieoplevelser. Landfolk har ambitioner om at blive et førende livsstilsbrand inden for ferieboligmarkedet, drevet af trenden mod mental wellness. De ambitioner blev i den grad understøttet med en stor investering fra EIFO, SEED Capital og Heartland i 2024.
Har det altid stået i stjernerne, at du skulle skabe dit eget arbejdsliv?
“Min gudfar var journalist, og jeg husker, at jeg var med ham på reportager og lignende. Det inspirerede mig ret meget – det med at sætte sig ind i et emne og formidle det videre. Så det var nok det, jeg drømte om at blive som barn.
Senere kom interessen for internettet, som for mit vedkommende, stammer fra før adgangen til “world wide web”. Helt tilbage til BBS-tiden (Bulletin Board System – opslagstavlesystem). Derinde kunne man udveksle filer, og jeg husker, at min første vilde oplevelse var, da Ritt Bjerregaards bog Kommissærens dagbog, som der var nedlagt fogedforbud mod, blev lækket derinde. Det er svært at forestille sig nu, hvor vildt og fascinerende det egentligt var dengang.
Men jeg købte totalt ind på den her idealistiske tankegang om, at alle skulle have adgang til information og samtidig kunne bidrage med noget den anden vej.
Det var helt nyt dengang, og jeg var super fascineret af det. Derfra begyndte “world wide web” at udvikle sig med AltaVista, Yahoo og herhjemme Jubii – så der skete en masse. Jeg begyndte at lave websites, som jeg brugte en del tid på og det var jo fedt man samtidig kunne tjene lidt penge på det også.
Så for at svare på dit spørgsmål: Det var mere min interesse og passion, der trak mig i den retning. Men jeg var måske også lidt forudbestemt til at fungere bedst uden en chef. Frihedstanken var i hvert fald ikke afskrækkende for mig.
I 1998 begyndte jeg at læse informationsvidenskab, og det var her, jeg mødte Anders.”
(Red. Boelskifte Mogensen, som Christian løbende har stiftet og investeret i virksomheder sammen med og fortsat gør.)
Det er et problem, at mange danske virksomheder lider af et miniputsyndrom
Ja, og derfra gik det stærkt. I stiftede blandt andet konsulenthuset Seismonaut (som Anders og Christian succesfuldt lavede exit fra i 2019) og tog initiativ til store events som Aarhus Internet Week, som jeg selv deltog i flere gange. Hvordan husker du tilbage på den tid?
“Det var en fed tid. Det er umuligt at svare kort på. Mit speciale handlede om onlinefællesskaber. Jeg skrev om Wikipedia og er stadig inspireret af den her indbyggede demokratiske teknologi. På mange måder har de tanker været grundlaget for mange af de visioner og ideer, vi senere har ført ud i livet.
I forhold til den kontekst, vi sidder i i dag, stiftede vi Gaest.com i 2015. Vi ville lave en forretning, der også kunne tjene penge, når man sov. Det kan man ikke med en konsulentforretning som Seismonaut. Det er bare virkelig svært og virkelig hårdt at være konsulent. Jeg har stor respekt for dem der gør det.”
Gaest.com var en platform, som Anders og Christian startede i 2015. Den fungerede som en slags Airbnb for mødelokaler, hvor virksomheder og privatpersoner kunne leje unikke og inspirerende mødelokaler på timebasis.
Men allerede efter 3,5 år blev de rent faktisk solgt til giganterne fra Airbnb. Gaest.com’s teknologi og ekspertise blev integreret i “Airbnb for Work”, og alle medarbejdere – inkl. Anders og Christian – blev en del af Airbnb, der oprettede et kontor i Danmark udelukkende pga. dem.
Hvad var det, I lykkedes så godt med?
“Vi startede faktisk med at sige, at det kunne være sjovt, hvis vi blev opkøbt af Airbnb. De var en stor inspirationskilde for os. Derudover havde vi et stort fokus på det grafiske. Det var vigtigt for os, at alt så godt ud, og at brugervenligheden var i top. Vores brand skulle stå super skarpt,
Derfor prioriterede vi fra start at bruge ressourcer på branding, og så tænkte vi internationalt fra begyndelsen. Det tror jeg er meget vigtigt.
Det er typisk det største problem for danske virksomheder – at man måske lider af et miniputsyndrom eller janteloven. Det handler ikke bare om at kommunikere på engelsk. Det er mere en hygiejnefaktor. Men det handler om at orientere sig internationalt, f.eks. med samarbejdsrelationer. Vi fik ret hurtigt en rådgiver ind – en dansker, der havde boet i Silicon Valley i mange år – i vores advisory board. Hvis du ikke positionerer dig for heldet og tilfældet, så sker det heller ikke. Det gør man blandt andet ved at være nysgerrig uden for landets grænser.”
Hvis du ikke positionerer dig for heldet og tilfældet, så sker det heller ikke

Sydeuropa er vigtig for os
Efter Airbnb og Gaest.com valgte I at starte forfra og skabe Landfolk. Hvad er missionen bag Landfolk?
“Vi startede op syv co-founders – alle tidligere Airbnb-medarbejdere. Det gjorde, at vi kom hurtigt i gang med de vigtige ting. Missionen var at bygge en ny markedsplads inden for et område, hvor vi kunne skabe en stor forretning selv i Danmark alene.
Vi syntes, at andre markedspladser, deriblandt Airbnb, var blevet for bøvlede at bruge – det tog for lang tid at finde de fede steder. Idéen blev født ud af en kærlighed til at holde ferie i sommerhuse, men også af en personlig frustration over, hvor kedelig og uinspirerende oplevelsen ofte var, når man skulle finde og booke et unikt sommerhus.
Vores platform skulle være mere kurateret – inden for ‘affordable luxury’. Vi ville bygge et lækkert brand og en tech-platform, som vi selv ejer og har kontrol over. Det var helt enkelt analysen.”
Hvor er I henne som virksomhed nu efter fire år?
“Vi har uden tvivl bevist vores berettigelse. Vi har et ‘product-market fit’, hvilket vi kan se på alle vores nøgletal og den værdi, som markedspladsen genererer. Vi scorer virkelig godt på tilfredsundersøgelser fra både værter og gæster, både på Trustpilot og vores interne system. Det er afgørende for en virksomhed som vores, og jeg er super stolt på hele teamets vegne.”
Vi vil vokse stort
Hvad er ambitionerne for Landfolk?
“Nu skal vi teste, om det her også kan fungere uden for Danmarks grænser. Vi ved, at det gør det i Sverige, Norge og Tyskland. Nu er vi kommet i gang med Frankrig og Italien. Sydeuropa er en vigtig dimension i europæernes feriemix, så det er et vigtigt marked for os.”
Så tør du give et bud på, hvor I er om 2-3 år?
“Der tænker jeg, at vi har fået mere end bare en række lande på platformen. Derudover er vi forhåbentlig vokset 2-3-400 % på bookinger og de fleste andre nøgletal. Vi er 60+ medarbejdere nu, og det fascinerende ved det er, at i takt med at vi skalerer og vokser, så behøver vi ikke nødvendigvis ansætte i samme omfang som de første år. Vores tech-platform håndterer jo rigtig meget. Så vi behøver ikke være det samme antal mennesker for at åbne nye lande, som vi hidtil har været vant til. Det er ret interessant.”

Nysgerrighed er vigtigt
Hvor bliver du ved med at få dit drive fra? Hvorfor bliver du ved?
“Helt grundlæggende synes jeg bare, det er fedt at skabe noget. Det er hverken fordi, jeg vil sammenligne mig med en forfatter eller en kunstner, men at få en idé, starte ved et tomt skrivebord og få flere og flere til at tro på den idé – det er jo en klassisk skabertrang, hvor al vækst starter med et lille frø. Det synes jeg er fascinerende.
Det, jeg er blevet bedre til, er at holde af driften. Det tror jeg er en vigtig læring, når man bliver lidt ældre. Det havde både Anders og jeg svært ved tidligere. Der var hele tiden gode idéer, som vi nærmest i kor råbte ‘YES’ til. Vi har jo ikke engang snakket om vores hoteleventyr i Nigeria. Den tager vi en anden dag.
Men når jeg står op om morgenen, så er det hele tiden med den forudsætning, at vi skal gøre det bare lidt bedre end i går og passe på vores kultur. At den hele tiden lever og bevæger sig i en retning, der er god for vores folk og virksomheden. Det synes jeg er sjovt.”
Hvad bliver du selv inspireret af?
“Jeg tror, den vigtigste superkraft i tilværelsen er nysgerrighed. Det gør os både til bedre medarbejdere, ledere og mennesker generelt. Jeg tror, det er fundamentalt for os.
Derfor læser jeg også en masse medier, lytter til podcasts, taler med tonsvis af folk og har en masse møder med folk, der spørger, om de må kigge forbi. Så jeg bruger rigtig mange af døgnets timer på at suge til mig eller tale med folk. Jeg elsker at høre om andre menneskers forretninger.
Lige nu er jeg ved at læse Piet Heins selvbiografi. Den kan virkelig anbefales. To bind på 700 sider. Han levede jo det vildeste liv. Han er et godt eksempel på, at nysgerrighed er helt afgørende for at skabe. Han kendte jo folk som Niels Bohr og Albert Einstein. Han drak jævnligt kaffe med Karen Blixen. Hold kæft, hvor må det have været et vildt liv i København i 30’erne og 40’erne.”
Og det er en helt anden historie. Vi glæder os til at følge Landfolk på dontt.dk.

Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.