25-årige Julius Søndergård Schiller var kun 18 år, da han fik ideen til det succesfulde danske køkkenværktøjsbrand Gastrotools.

For Gastrotools handler det om en ting; “At levere køkkenudstyr til rimelige priser i høj kvalitet”. Netop kvalitet er dagens emne. For det kommer ikke af sig selv. Normalt fokuserer vi mest på menneskerne i virksomhederne på dontt.dk. Men i denne serie, “Produktet”, lader vi danske creators fortælle, hvilken proces, som de er gået igennem for at skabe sit produkt.

Julius fra Gastrotools åbner vores nye format. Her går vi tæt på Gastrotools populære “5-ply” serie. Processen tog 2 år og er skabt i et tæt samarbejde med en familievirksomhed fra Italien. Få den vilde historie her.


Julius Søndergård Schiller

Julius Søndergård Schiller, Gastrotools.


Julius, I slutningen af sidste år, der lancerede I serien 5-ply. Du fortalte mig, at den er produceret i Italien med 130+ års ekspertise. Kan du ikke uddybe det?

“Vores ny 5-ply serie er produceret i Italien hos en familievirksomhed, som i dag drives i fjerde generation. Værkstedet ligger tæt på Como-søen, og produktionen er stadig meget traditionel og super charmerende. Det er altså menensker, som har arbejdet med gryder og pander hele livet og leveret til professionelle køkkener, som stiller høje krav til ydeevne og slidstyrke. Det kan man godt mærke, når man bruger produkterne – kvaliteten er ganske enkelt overlegen ift. de mange billige nonstick-pander, som desværre sjældent holder i mere end 1-2 år, før de må udskiftes.”

24 måneder undervejs!

I lancerede som sagt i Oktober. Hvor lang tid strækker sådan et projekt sig over?

“Op til lanceringen har vi brugt mere end 12 måneder i samarbejde med vores italienske producent og forud for det ca. lige så lang tid med research og inputs fra vores netværk af dygtige kokke. I det hele taget er det meget karakteristisk for vores produktudvikling, at vi lytter meget til dygtige producenter, som har mange års håndværkserfaring, og kombinerer deres ekspertise med erfaringerne fra topkokke. Ud fra det laver vi et design med vores industrielle designer, som vi 3D printer og justerer til af mange omgange. Til 5-ply serien nåede vi at lave 8 forskellige prototyper. På den måde bliver det endelige produkt en blanding af alle de inputs vi får fra vores egen research, producenten, kokkene. Det er en utroligt lang proces ift. bare at vælge et standardprodukt og sætte et logo på. Men vi vil gerne sætte barren højere og skabe unikke produkter, som rent faktisk bidrager til bedre madlavning og mindre miljøbelastning – i stedet for endnu en “smart” nonstick-pande fra Asien, som skal smides ud efter et års brug.”

Hvordan fandt du jeres leverandør i Italien?

“Efter den indledende research-fase lavede jeg en screening af producenter i hele Europa. Blandt andet gennem det netværk vi har opbygget gennem årene, men også gennem nogle af de messer, hvor mange af de gamle producenter deltager. Derfra arrangerede jeg en lang række online videomøder for at lære producenterne bedre at kende, deres historie, ekspertise og generelt, om der var en god kemi. Efter at have talt med producenter i blandt andet Spanien, Portugal, Tyskland, Italien og Sverige, havde jeg fundet frem til en håndfuld, som jeg så et potentiale i. Og heldigvis lå flere af dem i Norditalien. Derfor tog jeg til Italien med min partner Anton i efteråret 2022 for at møde de forskellige producenter – heriblandt det værksted, som vi siden har samarbejdet med.”


Gastrotools

Nu er julesalget veloverstået – og vi er godt i gang med 2024. Hvordan blev serien modtaget?

“Siden lanceringen er vores stegepander i 5-ply blevet nogle af vores mest populære produkter. Vi har også fået virkelig god feedback fra de professionelle kokke, som har testet serien både privat og i restaurantkøkkenerne. Inden lanceringen var vi lidt nervøse for, om vi også kunne overbevise de danske “hjemmekokke”, som i mange år har været vant til nonstick-pander. Men vi ser heldigvis nu, at flere private madentusiaster søger alternativer til konventionel nonstick bl.a. for at undgå PFAS, og fordi mange er trætte af pander og gryder, som ikke holder. Den udvikling vil vi gerne være med til at “skubbe” til, blandt andet i vores omfattende indholdsunivers, hvor vi viser, at du faktisk kan lave bedre mad – uden nonstick – hvis du er opmærksom på f.eks. at opvarme panden inden brug og bruge den rigtige stegeolie. Derudover er vi utroligt stolte af, at vi skal levere gryder og pander til kokkekonkurrencen “Sol over Gudhjem”, hvor landets bedste kokke mødes hver sommer til Danmarks største kokkekonkurrence. Det er en kæmpe blåstempling af, at serien lever op til de høje krav, som stilles i en konkurrencesituation, hvor de dygtige kokke, skal leverer de bedste resultater.”


Hvordan går det ellers i Gastrostools? Har I noget nyt på vej?

“Vi har haft en rigtig flot start på 2024, primært pga. de nye produktlanceringer, som også har været eksekveret utroligt flot af vores marketing- og contentteam. Derudover er vi lige flyttet til et nyt kontor, hvor vi er ved at bygge et utroligt smukt køkkenstudie, hvor vi fremover kommer til at invitere nogle af landets sejeste gastronomiske personligheder ind, og i det hele taget kan lave meget mere indhold in-house. Derudover har vi nogle virkelig fede produktnyheder på vej, som vi har arbejdet på i rigtig lang tid i samarbejde med nogle super dygtige producenter.”


Meget mere Gastrotools på dontt.dk

Læs vores store interview med  Magnus Neble & Julius Søndergård Schiller.
Her fortæller de hele historien om Gastrotools.

Læs hele interviewet her.



Bliv opdateret på 5 min - hver uge!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.