I starten af året kunne vi fortælle, at den københavnske juice-succes Frankly Juice havde fået en større investering. De to stiftere Christian Seiersen og Christian Bowall fik ægteparret Rasmus Forup Helmich og Ann Forup Helmich med “ombord”. Det gjorde Rasmus og Ann til majoritetsejere af virksomheden. Med dem “på rejsen” blev der skruet endnu mere op for ambitionerne. Det kan du læse mere om her.

Men hvordan er det gået? Det har vi talt med Ann Forup Helmich om, som udover at være medejer er Frankly Juices kommercielle direktør.

Ann, I har nu været i gang i et halvt års tid, efter I købte jer ind i Frankly Juice. Hvordan er det gået? 

“Det er gået godt og sådan set over al forventning. Personligt har jeg skullet lære rigtig meget og gør det stadig hver eneste dag. Men dejligt er det at træde ind i en virksomhed, hvor der er fokus, og hvor der er en ’tørst’ efter at vokse og vækste.”

Hvad har overrasket dig mest? 

“Først og fremmest hvor meget Frankly’s værdisæt omkring ærlighed, kvalitet og dét at passe på både vor verden og hinanden, lever i de ansatte. Jeg har mødt rigtig mange spændende mennesker på min vej, i både store og små koncerner, lokale som internationale, men at træde ind i en crowd af primært ambitiøse unge mænd, som i den grad lever og ånder for et brand, for deres kolleger og for den fælles vigtige mission, er jo en vild oplevelse.

Det har dog også overrasket mig, hvor meget især danskerne går op i den gode råvare, den ordentlige dyrkelse og behandling. Det glæder mig at se, at vi ikke ønsker at tages ved næsen, når det kommer til, hvad vi spiser og drikker. Der er enorm forskel på juice, og der er enorm forskel på selve indholdet i flaskerne. Det er som at sammenligne pærer og bananer, og det er glædeligt at danskerne i stigende grad er klar over det.”

"Jeg er ikke typen, der dvæler for længe over en beslutning.."

Ann Forup Helmich

 

Hvor har du gjort den største forskel? 

“Hmm…det må du måske hellere spørge gutterne om 😉 men jeg tror, at jeg har tilført noget fornyet energi, noget motivation og forhåbentligt noget kommerciel og strategisk tyngde, som gør, at vi sikrer at holde snuden i sporet. Jeg er ikke typen, der dvæler for længe over en mulighed eller beslutning, og det gør selvfølgelig, at der opstår et naturligt højt tempo i hverdagen.

Vi er på vej til at blive en rigtig markant spiller i drikkevareindustrien, og uden at miste empatien og den gode opførsel, skal vi huske vores værd og se fremad mod nye horisonter. Det kan jeg hjælpe med at huske os på, når det bliver nødvendigt nogle gange.”

Hvad har været den største succes? 

“Lige nu oplever vi heldigvis en del succes over hele linjen. Vi har en indsats imod virksomhederne, som i den grad giver bonus lige nu. Der er som aldrig før fokus på medarbejderpleje og fastholdelse, og med en juice der indeholder ca. 500 gram frugt og grønt, og dermed har et højt vitamin- og næringsindhold, er det heldigvis interessant at få vores juice og ingefærshots ud til de danske virksomheder – både til medarbejdere, men også til mødeforplejning. Vi tilbyder også en løsning, hvor vi kommer ud med et Frankly-køleskab, som så løbende fyldes op. Vi kalder det ’nem sundhed’ til arbejdspladsen.”

Har I nogle nyheder på vej, som vi skal holde hemmelige sammen med vores læsere? 🙂

“Ja, det har vi i hvert fald og flere spændende af slagsen. Pt. er vi i gang med at investere ind i det mest avancerede produktions-setup til koldpresset juice og ingefærshots i hele Norden. Et setup der sikrer os den fortsat høje produktkvalitet, men som også giver os muligheden for at udvide vores sortiment til nye kategorier. Vi taler ’smoothies’, som funktionelt kan noget helt andet end juice og shots. Det er noget, vi forventer os meget af og glæder os meget til. Derudover lancerer vi også nogle utroligt spændende co-labs inden længe, og lur mig om ikke vi også kommer til at se hele Frankly-identiten på vores flasker få et nyt og frisk udtryk.”


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.