I starten af året kunne vi fortælle, at den københavnske juice-succes Frankly Juice havde fået ny medejer. De seneste par år er Frankly Juice vokset til en stor millionforetning, men de to stiftere Christian Seiersen og Christian Bowall har endnu større ambitioner. Derfor valgte de at sælge 70% af virksomheden til Rasmus Forup Helmich og Ann Forup Helmich. Med dem “på rejsen” skal ambitionerne realiseres. Vi har talt med Ann Forup Helmich, som udover at være medejer er Frankly Juices nye kommercielle direktør.
Ann, Hvordan opstod ideen til at købe Frankly Juice?
Vi har i en tid været på udkig efter en virksomhed med den rette mission og formål, det rette produkt og det rette vækst-potentiale. For mig personligt er der ingen tvivl om, at Frankly Juice’s tilgang til kvalitet, ordentlighed og til miljø og samfund, har været primær årsag til, at det skulle lykkes. Og det gjorde det heldigvis. Samtidigt var det også målet at finde en virksomhed, hvor min baggrund og erfaring kunne udnyttes. Jeg har haft kommercielt ansvar i både TV 2 Danmark, Aller Media og Discovery Networks og tidligere haft Marcom-roller, også i medie-industrien. Jeg brænder for at optimere, udvikle og vækste en forretning – og se folkene i og omkring gøre det samme.
Ann Forup Helmich
"At komme ind i en så ambitiøs og energisk virksomhed som Frankly Juice med så dygtige, stolte og kompetente medarbejdere er jo bare en fornøjelse."
I nævner selv, at omsætningen skal være større, og I ser et stort potentiale. Skal der ændres noget ved produkterne?
Vi ser et potentiale for både at vækste det nuværende detailsalg i Danmark, engros-salget til både virksomheder, HORECA og ikke mindst det spirende salg til udlandet. Vi oplever en voksende interesse fra både Skandinavien, men også Benelux, Tyskland, Frankrig m.fl. Produktudvikling ligger dybt i Frankly’s DNA og er et grundlæggende element i den kommende strategi; det kan være udvikling af eksisterende produkt-linier, men også udvikling af helt nye kategorier.
Hvad bliver din egen rolle?
Min rolle bliver at have det overordnede kommercielle ansvar for virksomheden. Herunder også at udvikle planerne sammen med Christian, Christian og co. der vil gøre vores brand endnu mere sprudlende og udtryksfuldt end det allerede er.
Hvad er det første du har ændret/optimeret?
At komme ind i en så ambitiøs og energisk en virksomhed som Frankly Juice med så dygtige, stolte og kompetente medarbejdere er jo bare en fornøjelse. Her er drivkraften ’passion’, og det mener jeg er det bedste udgangspunkt. Jeg kommer med en baggrund fra internationale og nordiske medie-koncerner og har arbejdet med kommercielle og high performance-strategier i mange år. Jeg kan bidrage til at skabe gennemtænkte rammer, strukturer og planer, som både sikrer rette fokus og prioritet, men som også skaber bedste grobund for at løfte Frankly-brandet til næste niveau.
Og så er det jo en virksomhed med masser af skøn testosteron så jeg kan også bidrage til at skabe mere balance på den front, og det kan absolut også noget.
2022
Hvad bliver det afgørende for at lykkes med jeres ambitioner her i 2022?
Det er klart, at vi skal lykkes på stort set alle fronter, hvis vi skal nå de meget ambitiøse vækst-mål. Men afgørende for, at vi kan opnå den position i markedet, som vi ønsker indenfor de kommende år er at lykkes med den langsigtede plan vi har for Frankly-brandet; ’Frankly’ skal være måden vi lever på, måden vi behandler os selv, hinanden og miljøet på, og så skal Frankly selvfølgelig også være måden vi drikker og spiser på. Vi taler kvalitet, ægthed, ærlighed, ordentlighed og ikke mindst ’god smag’.
Hvilket produkt er din egen favorit? 😉
Jeg er fuldstændig afhængig af Frankly’s gurkemeje-shot. Det smager helt vidunderligt og giver mig lige præcis den start på dagen, jeg har brug for. Nogle gange bliver det dog til væsentligt mere end ét dagligt boost
Christian Seiersen og Christian Bowall
Hvorfor dontt.dk?
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.
Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.