Af Sebastian Dorset
“Det er lidt som valget mellem slik og gulerødder. Det ene er let, fristende og usundt. Det andet er noget hippiegøgl!”
Det er egentlig ikke fordi, jeg har noget mod fordomme. Tit er de jo sunde nok: Der findes sikkert vældig mange flinke og søde rockere, men hvis ens 14-årige spørger om han må tage til fest med dem nede i rockerborgen, så kan man som forælder måske godt tillade sig at lade fordommene styre for en enkelt aften.
Fordomme kan i sådan nogle sammenhænge være meget gode tommelfingerregler, men desværre har vi også en tendens til at overdrive dem langt udover det fornuftige: Hvor vi burde åbne os for verden som nogle vadmelsklædte hippiesvin og være totalt imødekommende overfor folk, og ikke dømme dem, bare fordi de ligesom har nogle andre værdier end os selv, så er det meget lettere at rubricere dem som nogle tosser, man ikke behøver bruge sin tid på. Det er lidt som valget mellem slik og gulerødder. Det ene er let, fristende og usundt. Det andet er noget hippiegøgl! På samme måde som den vil have raffineret sukker, så kræver vores hjerner fordomme. De gør det hele så meget lettere, at vi slet ikke kan undvære dem. Vi får dejlig ro i hovedet hvis vi kan putte folk i kasser.
Og når jeg skriver ”vi” mener jeg egentlig ”jeg”, men forsøger bare på usleste vis at trække sagesløse læsere med mig i faldet, for jeg er på ingen måde bedre end alle mulige andre tosser, der dømmer folk på deres fremtoning eller type. Det er et menneskesyn designet af Rittersport: Kvadratisk, praktisk, kvalmt. Men fristende! Ligesom sådan en industrifremstillet tysk chokolade, der ligger i et skab og lokker, når man burde holde sig til gulerødderne.
Hjernen er som en doven pedel, der har en tendens til at takke ja til de små tilbud, der gør dens arbejdsdag en smule lettere. Og som alle andre ansatte ved den at det letteste er hvis den er enig med chefen. Hvis vi for eksempel lader til at mene, at svenskere larmer, så registrerer hjernen kun de højtråbende medlemmer af vort broderfolk. Hvis vi fortæller os selv at der er tiggere alle vegne efterhånden, så rækker vores hjerne os gerne en hjælpende hånd ved ikke at overse en eneste af dem. Hvis vi får lyst til at mene at alle de der indvandrere er nogle vilde bøller, der ikke har den mindste respekt for deres medmennesker, så skal vores hjerne nok sortere dem grundigt, så vi kun ser den ene tosse der kører over for gult i sin udbankede Honda Accord med tre forskellige farver på skærmene, mens den slet ikke registrerer Murat, der holder venligt tilbage og lader os komme forbi, eller Abdullah, der fredeligt cykler den anden vej på vej ud til sit ingeniørstudium.
Det er på ingen måde sensationelle afsløringer jeg kommer med, eller noget forskning jeg har siddet i et kælderlaboratorium og bedrevet. Det er ret enkelt med den hjerne. Den er utroligt loyal og gør generelt hvad vi gerne vil have den til. Hvis vi gerne vil se kriminelle voldsmænd over det hele, så skal vores hjerne nok sørge for at vi kommer til det, ved at tænde for ”Station 2” eller skaffe os et abonnement på BT.
Jeg vil bare i al fredsommelighed minde om at vi også kan gå den anden vej rundt. Lad os fortælle vores hjerne at alle vi kommer til at møde i løbet af i dag er utroligt søde og hjælpsomme mennesker. Så stiger sandsynligheden for at vi bemærker høflighed i hvert fald. Lad os bestikke vores fedterøv af en hjerne med nogle eksempler på folk, der vil os det godt så den fanger at den godt må fokusere mere på dem og mindre på de uundgåelige røvhuller.
Men derfor skal vi alligevel ikke lade de 14-årige tage til fest i rockerborgen. De skal mindst være 15!
// Sebastian Dorset