Den fremadstormende digitale danske el-leverandør Barry imponerer ikke kun i Danmark. Den danske techvirksomhed har netop lanceret deres produkt i Frankrig.
I den forbindelse tog vi en snak med Barrys CMO, Christophe Lephilibert.
I starten af året havde vi et stort interview med netop Christophe. Det interview kan du læse her.
Christophe Lephilibert er født i Frankrig, men med dansk mor. Han kom først til Danmark som 23-årig. Christophe er en rutineret skikkelse indenfor marketing og opbygning af brands, både indenfor start-up, men også store etablerede brands. Christophe Lephiliberts CV tæller virksomheder som L'Oreal, Dior, Nokia, Georg Jensen og Danske Banks "Mobilelife". I dag står han i spidsen for udrulningen af den digitale el-leverandør Barry i hele Europa.
FACTS OM BARRY:
1) Yngste medlem af Fortum-familien. En finsk energikoncern fra 1932 med aktiviteter i hele Norden.
2) Blev grundlagt i Danmark i 2018 og har hovedkontor i Kødbyen i København.
3) Medarbejdere fra syv forskellige lande i hele verden.
Christophe, I er kommet godt i gang i Frankrig. Kan du sige noget om, hvordan starten er levet op til jeres forventninger?
“Lad mig sige det sådan: Det er aldrig nemt at være “the Innovator” dvs. de/den første på markedet – det ved alle, der arbejder med innovation. Der er store forventning til os fra vores Growth Board i Fortum, og dem gør vi alt for at leve op til. Da vores produkt er helt nyt på det franske marked, er det afgørende, at vi får skabt en god fortælling om vores løsning og forretningsmodel (strøm til Spotpris, som ingen andre elleverandører tilbyder i dag). Vi arbejder derfor meget fokuseret på at opbygge kendskab – og ikke mindst at skabe tillid.”
I har fået meget PR omtale i Frankrig. Hvordan er I blevet modtaget af brugerne/franskmændene generelt?
“Ja, man kan i hvert fald ikke sige, at vi har fået en diskret entre på markedet! Vi havde ikke regnet med den opmærksomhed, og havde egentlig planlagt at holde os til nichemedie (tech) i noget tid. Men så fik en journalist fra en af de allerstørste aviser fingrene i vores pressemeddelelse og ville have et interview med mig. Han var rigtig begejstret og fik skrevet en lang artikel. Dagen efter væltede det ind med forespørgsler, også fra TV kanaler!
Når det er sagt, så er den opmærksomhed uforudset, og den skal håndteres. Franskmænd er generelt meget mistænksomme i forhold til os danskere. Og da vores model med variabel pris for strøm, som ingen andre tilbyder i dag, er helt ny, er folk endnu mere kritiske og mistænksomme. En spændende udfordring!”
Hvad har overrasket dig mest under jeres lancering i Frankrig?
“Den næsten voldsomme interesse fra de franske medier, også store landsdækkende TV kanaler. At Barry skulle præsenteres for mere end 3.000.000 seere – det havde jeg godt nok ikke forventet! Men det er jo sådan noget man drømmer om sker ved lancering i et nyt marked. Så vi klager skam ikke!”
Hvad er næste skridt i Frankrig?
“At arbejde benhårdt på at opbygge kendskab, og skabe tillid. Vi skal finpudse vores budskaber, vores oplysningsmateriale (“edutainment” content marketing), og få skabt nogle fede User Stories, inkl. at få fat i nogle UGC (User Generated Content) videoer – folk stoler mere på hinanden end på virksomheder, så vi vil selvfølgelig gerne fortælle deres historier. Og i parallel skal vi fokusere på at få skabt en række partnerskaber med andre aktører fra elbil verdenen. Vi har allerede et stærkt partnerskab med Plugsurfing, som er en del af Fortum familien, og vi skal sørge for, at Tesla klubber, ladestandere producenter, og gerne også elbilproducenter hører om os og vil lege med os.”
Ny identitet
Midt i det hele har I valgt at lave en re-lancering af jeres udtryk. Hvorfor?
“Ja, timingen er ikke helt optimal, men sådan går det nogle gange. Vi har ret længe haft et ønske om at genbesøge vores brand identitet – men det var først efter funding runden i oktober, at jeg sagde: “Nu skal det være nu!”. De to partnere, T for Troels og BWD Studio, som har hjulpet os med hele Repositioning & Rebranding projektet, endte med at tage os meget længere end blot en mindre “Brand Identity refreshing”. Og vi endte med at blive så begejstrede, at vi blev enige om at gå “all the way”, dvs. også at ændre appens design. Derfor trak det lidt ud og ramte en måned efter starten i Frankrig.”
Hvis du skal fremhæve en ting fra jeres nye identitet. Hvilken skulle det så være?
“Jeg vil hellere fremhæve noget fra vores Repositioning arbejde: at vi er endelig er kommet frem til en klar vision, som er helt oplagt for for os som tech-fokuseret el-leverandør: at blive elbilisternes foretrukne el-leverandør, og hjælpe så mange som mulig til at skifte til en elbil. Og hvis det skal være noget fra vores nye identitet: vores Electric Green hovedfarve, Når man bruger den i forbindelse med sort, så er det ligesom at være i en episode af Matrix… Love it!”
Og til sidst, Hvordan går det herhjemme? Hvad er fokus i Danmark for Barry?
“Det går godt, tak. Vi har ventet tålmodigt på at vores nye brand kom på plads – så nu skal vi give den gas igen, dvs. investere i marketing & acquisition – vi skal bygge kendskab til vores nye identitet og fornyet positionering. Vi skal også lukke nogle aftaler med partnere i elbil-økosystemet, og producere masser af relevant indhold om opladning af elbiler. Vi vil nemlig være elbilisternes foretrukne elselskab.”