Problemet er velkendt. Hver dag indånder du alt for meget usund luft. På ren iværksættermanér har to danskere gjort noget ved den problemstilling. Men atypisk for tiden, så var det hverken en app eller en “grim” box til hjemmet. Hans Augustenborg og Andreas Kofoed Sørensen har i stedet lavet en designløsning, som kan hjælpe dig med at forbedre dit indeklima. Produktet er klar og blev tidligere i år modtaget med enorm interesse. Siden vi som første medie beskrev deres ide og ambitioner er det gået stærkt.

Vi tog en opfølgende snak med Hans Augustenborg, Co-founder & designer i Canairi, i vores nye serie om “Sommervaner”.

Hans, Hvordan har den første halvdel af 2022 været for dig/jer? 

“Det første halvår af 2022 er også det første halvår af Canairis levetid. Derfor er det svært at sammenligne det med andre halvår, men vi har dog stadig en fornemmelse af, at der har været ekstraordinært meget fart på. Bare i april måned (da vi launchede vores Kickstarter), rejste vi 3.210.090 kr. på 30 dage, solgte til 71 lande, vandt 3 internationale design awards, medvirkede i 50+ artikler. Dontt var der selvfølgelig før hypen kom;) og vores fb/ig-opslag om vores lille fugl var blevet set af over 5 mio. mennesker. Alt sammen på en måned. Vi har brugt lidt tid på at knibe os selv i armen.”

Hvor har I rykket jer allermest?

“Der, hvor vi har rykket os mest, er nok på troen på, at det, vi laver, giver mening og er noget, som folk vil have.”

Hvad har udfordret jer mest? 

“Størrelsen på vores indbakke og manglen på timer i døgnet.”

Canairi

Hans Augustenborg (tv.) & Andreas Kofoed Sørensen (th.)


Det evige spørgsmål? Mails i ferien....

Hvad ser du allermest frem til i din sommerferie?

“Andreas og mig skal til Como i Italien og hente en designpris (A’ Design Award). Det kan godt være, at det er arbejde, men vi ser det som ren ferie.”

Hvor går ferien hen i år? 

“Derudover skal Andreas på familieferie til Grækenland, og jeg befinder mig i Klitmøller det meste af sommeren :)”

Har du en hemmelige sommerlast?

“Koldskål er et must. Hver dag.”

Hvad skal du nå at få læst/lyttet til i ferien?

“Andreas har genenm det sidste halve år haft så meget tid på hånden, at han har stiftet en bogklub med et par venner. Jeg troede ikke et sekund på, at projektet ville holde længere end en uges tid, men man må rose dem for deres vedholdenhed og evnen til at komme igennem flere tunge værker, bl.a. af Kierkegaard.

Jeg har en ambition om at fortsætte Min Kamp-serien af Karl Ove Knausgaard. Jeg er ved bind 5.”

Tjekker du mails i din ferie? 

“Ja, det må vi nok indrømme, desværre. Der er simpelthen for mange spændende mails lige nu.”

 Slukker du for nogle sociale medier i ferien?

“Jeg synes, at vi er blevet bedre til at lade beskederne tikke ind uden at reagere på dem instantly. Det viser sig ofte, at ting kan vente og at mange ting løser sig selv, når der er gået lidt tid.”

 Hvad er det vigtigste, du skal i gang med på kontoret efter ferien? 

“Vi har stadig ikke noget kontor, ser der er ikke noget skrivebord at vende tilbage til, men vores vigtigste opgave bliver at holde styr på produktion og forsendelse til vores 4000+ Kickstarter-backers, samtidigt med at opbygge lager og gøre klar til en klassisk markedslancering.  Det virker mærkeligt at bruge ordet ‘markedslancering’, når vi jo allerede har godt gang i salget, men det bliver noget helt særligt at se Canairi på hylderne ude i design- og museumshops (som vi allerede har lukket et par aftaler med.)”

Du kan læse et tidligere interview med Canairi her.


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.