10 år efter starten står Myselfie stærkere end nogensinde. Virksomheden har netop leveret rekordomsætning, oplever stor succes i Sverige og retter nu blikket mod Tyskland.

Samtidig har stifter Thomas Peder Bennedsen valgt at give CEO-stafetten videre for at fokusere på det, han selv mener, han er bedst til.

Vi har sat os ned med Thomas til en snak om rejsen indtil nu, og ambitionerne for det næste kapitel.

"Selvom vi fylder 10 år, føles det faktisk lidt, som om vi kun lige er kommet i gang."

Myselfie

Fra venstre: Robert Sundholm Dörfler, der har overtaget rollen som CEO, founder Thomas Peder Bennedsen
& Jonathan Olsson, som har været en central del af virksomhedens svenske vækst.


Thomas, I kom ud af 2025 med en rekordomsætning. Hvad er lykkedes særlig godt for jer?

“2025 blev et rekordår for os, fordi vi for alvor har fundet fodfæstet igen. Efter nogle år, hvor fokus naturligt var på at komme godt igennem eftervirkningerne af corona, har vi nu fået afviklet vores coronalån, og det har gjort, at vores fokus er skiftet fra overlevelse til udvikling.

Samtidig har vi haft stor succes i Sverige, som er blevet en vigtig vækstmotor for os. Kombinationen af en stærk udvikling på tværs af vores markeder har været med til at skabe den højeste omsætning i Myselfies historie, og det er vi naturligvis meget stolte af.”

Myselfie

"Hårdt arbejde, vedholdenhed og et stærkt fokus på kundeoplevelsen"

I har haft stor succes i Sverige. Hvad har gjort, at I har kunnet skabe momentum på et marked uden for Danmark?

“Vores succes i Sverige er kommet meget organisk. Robert og Jonathan, som begge er svenskere, kunne se den værdi og de oplevelser, Myselfie skaber til fester og events, og samtidig så de et stort hul i det svenske marked.

Jonathan bor i Sverige og har et helt særligt salgstalent, som virkelig har været med til at sætte fart på væksten. Samtidig har Robert været den perfekte strategiske bro mellem Danmark og Sverige. Med sit indgående kendskab til begge markeder har han spillet en vigtig rolle i at omsætte vores erfaringer fra Danmark til svensk succes.

Men i sidste ende er forklaringen den samme som på vores hjemmemarked: hårdt arbejde, vedholdenhed og et stærkt fokus på kundeoplevelsen. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden, men efter flere års målrettet indsats begynder vi nu for alvor at se resultaterne.”

Kigger I på andre markeder?

“Ja, absolut. Vores næste store satsning er Tyskland. Vi har faktisk været til stede på det tyske marked i flere år, men med en meget begrænset indsats. Vi har bevidst valgt først at finde fodfæste og lære, hvordan vi skaber vækst uden for Danmark.

Den model føler vi, at vi har fundet nu. Erfaringerne fra især Sverige har givet os en stærk tro på, at konceptet også kan skaleres til andre markeder.

Vi har stor respekt for Tyskland, som er et markant større marked end Danmark, og vi forventer ikke, at succesen kommer fra den ene dag til den anden. Men præcis som i Sverige handler det om hårdt arbejde, vedholdenhed og at skabe fantastiske kundeoplevelser. Nu starter den lange rejse, og den glæder vi os meget til.”

Ny CEO: "Jeg er iværksætter i hjertet"

En anden stor beslutning er, at du har overladt rollen som CEO til Robert. Hvad ligger der bag den beslutning?

“Hvis jeg skal være helt ærlig, så handler beslutningen om at gøre det, der er bedst for Myselfie. Jeg er iværksætter i hjertet og trives bedst med idéudvikling, innovation, forretningsudvikling, kommercielle muligheder og at skabe stærke relationer gennem mit netværk. Det er der, jeg skaber størst værdi.

Når en virksomhed vokser på tværs af markeder, får flere medarbejdere og bliver mere kompleks, stiller det nogle andre krav. Der skal være styr på drift, processer, KPI’er og eksekvering hver eneste dag. Det er områder, hvor Robert er stærkere end mig. Han kan – og vigtigst af alt – motiveres af mange af de ting, som ikke falder naturligt for mig.

Derfor var den rigtige beslutning at sætte den bedste person i CEO-stolen. Det handler ikke om prestige, men om at give virksomheden de bedste forudsætninger for at lykkes.

Det betyder samtidig ikke, at jeg har trukket mig tilbage eller er blevet passiv. Tværtimod. Jeg er fortsat dybt involveret i Myselfie, men nu kan jeg fokusere endnu mere på de områder, hvor mine kompetencer gør den største forskel – uden at bære ansvaret for de opgaver, som andre er bedre til end mig.”

"Vi har bevist, at konceptet virker på flere markeder, og nu handler det om at bygge videre på det fundament."

Myselfie fylder som sagt 10 år. Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage?

“Det, jeg er mest stolt af, er faktisk, at vi stadig står her i dag, og står stærkere end nogensinde. Vi kan fejre 10-års jubilæum med et resultat, vi er stolte af, og det er langt fra noget, der er kommet let.

Når man ser udefra, kan det måske ligne, at Løvens Hule var et stort gennembrud og en genvej til succes. Men kort tid efter ramte pandemien, og de følgende år blev nogle af de hårdeste i virksomhedens historie. Faktisk efterlod corona os i en sværere situation, end vi stod i, inden vi gik på tv.

Derfor er jeg stolt af, at vi har kæmpet os igennem modgangen og formået at bygge virksomheden op igen. Men jeg er også stolt på et personligt plan. Der har været perioder med et enormt pres og store udfordringer, hvor det havde været let at give op. Her har det været afgørende at have gode mennesker omkring mig. Venner, familie og ikke mindst kollegaer, som har hjulpet med at bære os igennem.

Når jeg ser tilbage på de 10 år, er det måske netop den største læring: Ingen bygger noget alene.”

Men som jeg kender dig, så er du altid god til at se fremad. Hvilke ambitioner har I for Myselfie de næste par år?

“Du har ret i, at jeg altid har været mere optaget af det næste kapitel end af det sidste. Og jeg tror oprigtigt på, at Myselfies potentiale er langt større end det, vi har realiseret indtil nu.

En del af den rejse kommer Robert og resten af teamet helt sikkert til at drive fremad gennem fortsat vækst og stærk eksekvering. Men hvis vi skal indfri det fulde potentiale, tror jeg også, at det kommer til at kræve de rigtige strategiske partnerskaber, investeringer og mennesker omkring virksomheden.

Vi har bevist, at konceptet virker på flere markeder, og nu handler det om at bygge videre på det fundament. Ambitionen er ikke bare at blive større, men at skabe en virksomhed, der kan stå stærkt i mange år fremover og blive den naturlige markedsleder i Europa.

Så selvom vi fylder 10 år, føles det faktisk lidt, som om vi kun lige er kommet i gang.”


Flere artikler som denne?

Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.

Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!

Privacy Preference Center