Der bliver spist omkring 150 millioner pizzaer om året i Danmark. Mange af dem bliver hentet eller leveret i en pizzabakke, der ender midt på spisebordet, hvor venner, familie eller kollegaer samles.
Det er netop den tanke, der blev fundamentet for AdvertiseMe. Virksomheden, stiftet af Moran Swane, gør reklame håndgribeligt igen ved at placere brands på pizzabakker, og står for hele processen fra idé og design til produktion og levering hos pizzeriaerne.
I dag tæller kunderne alt fra den lokale ejendomsmægler til nogle af Danmarks største virksomheder som Normal, Telmore, Dinero og Billund Lufthavn. Fælles for dem er ønsket om at blive set et sted, hvor forbrugerne rent faktisk kigger.
I en tid, hvor virksomheder kæmper om opmærksomheden på skærme og sociale medier, satser AdvertiseMe på noget helt analogt. En simpel idé, der skiller sig ud ved at lande direkte på spisebordet.
Vi har talt med Moran Swane om idéen, de første svære år, den første store kunde og ambitionen om at gøre pizzabakken til en fast del af danske virksomheders marketingmix.
"Så tænkte jeg: Hvis ingen andre gør det, hvorfor starter jeg så ikke selv?"

Moran Swane, Founder af AdvertiseMe
Moran, lad os starte med det oplagte spørgsmål. Hvordan opstod idéen om at lave reklame på pizzabakker?
“Idéen opstod, da jeg læste finansbachelor. Som mange andre studerende levede vi af pizza, især dagen efter en bytur. En dag sad vi omkring 30 studerende med hver vores pizzabakke foran os, og jeg tænkte: Hvorfor er den her flade egentlig bare brun og kedelig?
På det tidspunkt var reklamer overalt, på busser, billboards og sociale medier, men pizzabakken var en reklameflade, ingen brugte. Samtidig er det noget, folk frivilligt tager med hjem, deler med andre og har stående foran sig i lang tid.
Jeg kunne med det samme se virksomheder som Normal, Matas eller YouSee bruge den plads på en helt anden måde end klassiske reklamer. Så tænkte jeg: Hvis ingen andre gør det, hvorfor starter jeg så ikke selv? Det blev begyndelsen på AdvertiseMe. Idéen har hele tiden været den samme, at skabe en markedsføringskanal, der skiller sig ud i en verden, hvor alle kæmper om opmærksomheden.”
"Jeg fik et ja, oprettede CVR-nummeret, og kunden sprang fra kort efter. Pludselig havde jeg en virksomhed uden kunder"
Kan du huske den første kunde?
“Det sjove er faktisk, at den første kunde aldrig blev kunde.
Efter corona besluttede jeg, at idéen skulle testes. Jeg tog en masse møder med ejendomsmæglere, fordi det var en branche, jeg kendte. Jeg fik afslag igen og igen og lavede til sidst en aftale med mig selv: Fandt jeg én kunde, oprettede jeg virksomheden. Hvis ikke, droppede jeg idéen.
Jeg fik et ja, oprettede CVR-nummeret, og kunden sprang fra kort efter. Pludselig havde jeg en virksomhed uden kunder. Så begyndte det rigtige arbejde med kold kanvas og endnu flere møder.
Kort tid efter landede jeg de første kunder, og senere kom Normal. Specielt Normal var en særlig oplevelse, fordi de fortalte, at de få uger forinden selv havde talt om reklamer på pizzabakker som en virkelig god idé. Tre måneder senere havde vi en landsdækkende kampagne sammen.”
Hvornår gik det op for dig, at det her kunne blive en landsdækkende forretning?
“Det store gennembrud var kampagnen med Normal. Indtil da arbejdede jeg primært i København, hvor jeg selv kunne besøge pizzeriaerne. Pludselig skulle vi samarbejde med partnere over hele landet.
På kort tid etablerede vi samarbejder i 23 byer, og det gav mig følelsen af, at vi ikke var begrænset af geografi. Samtidig begyndte vi at tage flere møder online, og både kunder og pizzeriaer var helt med på den.
Det var dér, det gik op for mig, at vi havde bygget noget, som kunne fungere i hele Danmark. I dag kommer en stor del af vores aktivitet faktisk uden for København.”


Hvem er jeres kunder typisk?
“De er meget forskellige. Vi arbejder med ejendomsmæglere, lufthavne, oplevelsesvirksomheder, forsikringsselskaber, detailkæder og internationale brands.
Fællesnævneren er ikke branchen, men at de alle vil tættere på slutbrugeren og skille sig ud i et marked fyldt med reklamer. Mange har allerede prøvet Google, Meta og outdoor og leder efter nye måder at skabe opmærksomhed på.
Vi har haft alt fra lokale virksomheder til landsdækkende brands som Billund Lufthavn og Normal på pizzabakkerne. Mediet fungerer bedst for virksomheder, der gerne vil huskes.”
Eksempel på en god kampagne?
Har du et eksempel på en god kampagne?
“Der er heldigvis mange. Men Billund Lufthavn er et godt eksempel. De ville skabe opmærksomhed om Norwegians nye flyruter og aktiverede pizzeriaer i blandt andet Aarhus, Odense, Esbjerg og Vejle.
Via en QR-kode-konkurrence fik de en masse deltagere på 15.000 pizzabakker og en konverteringsrate, der slog de sociale medier med afstand. Samtidig delte både pizzeriaer og Billund Lufthavn kampagnen på sociale medier, hvilket gav mange tusinde ekstra eksponeringer på netop sociale medier.
Lokalt vil jeg fremhæve vores samarbejde med Estate Sydhavnen. De opererer i et benhårdt marked og har valgt at forlænge kampagnen efter at have oplevet den højeste beholdning af boliger til salg i virksomhedens historie. Det ville være forkert at sige, at pizzabakkerne alene skaber resultaterne, men når vi ser det samme mønster flere steder, fortæller det en interessant historie om værdien af lokal synlighed.”
"Er det branding, performance marketing eller noget helt tredje?"
Ser du pizzabakken som branding, performance marketing eller noget helt tredje?
“Hvis jeg skal vælge én kategori, er det branding, men branding, der ofte opfører sig som performance.
Vi har set kampagner med konverteringsrater på 4-5 procent via QR-koder og konkurrencer, samtidig med at virksomheder opnår en stærk brandingeffekt. Jeg husker særligt et billede fra en indflytterfest på Østerbro, hvor Home Østerbros pizzabakker stod på alle borde. For en lokal ejendomsmægler er det jo et drømmescenarie. Den slags eksponering er svær at købe for penge.
Vi ser derfor pizzabakken som en del af marketingmixet, ikke en erstatning for Google eller Meta. Flere lokale virksomheder flytter allerede budgetter fra traditionelle lokale medier over på pizzabakker, fordi de oplever en større opmærksomhed.
Vi plejer lidt for sjov at sige, at den gennemsnitlige dansker spiser pizza cirka hver 13. dag. Det betyder, at opmærksomheden med jævne mellemrum samler sig omkring noget, folk frivilligt tager med hjem. Derfor arbejder vi også med et koncept, hvor flere virksomheder deler den samme pizzabakke, lidt som forsiden på den gamle lokalavis.”
Hvad er ambitionerne de næste par år?
“Vi vil gerne gøre pizzabakken til en naturlig del af virksomhedernes marketingovervejelser på linje med Google, Meta eller outdoor. Ikke fordi den skal erstatte de andre kanaler, men fordi den kan noget helt andet.
Den ender midt på spisebordet til familiemiddage, travle ugedage og endda indflytterfester. Folk har selv valgt at tage den med hjem, og det giver en opmærksomhed, som er svær at skabe andre steder.
Vi vil arbejde med flere lokale virksomheder, flere nationale og internationale brands og udvikle nye måder at bruge mediet på, blandt andet vores koncept med delte pizzabakker. Samtidig ser vi et stort potentiale i samarbejder med bureauer og mediehuse.
For mig handler succes ikke kun om omsætning. Det handler om, at vi om nogle år kan sige, at vi har været med til at skabe en ny reklamekanal, som virksomheder faktisk bruger, når de vil skille sig ud.”
Flere artikler som denne?
Hold dig opdateret på de mest spændende historier, tips og interviews.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få det hele direkte i inboxen.
Allerede 60.500+ på listen. Vi sender ud 1 gang om ugen!


