🇪🇺 For our international readers: Read this article in English here.
Sticks’n’Sushi har netop offentliggjort deres årsregnskab, og tallene viser en solid fremgang. Omsætningen rundede 856 millioner kroner, hvilket er en pæn stigning i forhold til året før. Samtidig fortsætter Sticks’n’Sushi sin internationale vækst og åbner snart i Skotland.
Andreas Karlsson, CEO i Sticks’n’Sushi fortæller:
“Jeg er tilfreds med den udvikling vi har været igennem. Vores resultater viser, at vi er i stand til løbende at balancere vores investeringer i restauranterne og åbne nye steder samtidig med vi har en stærk drift.”
Selvom bundlinjen er faldet fra 22 mio. kr. til 16 mio. kr., ser Karlsson det som en konsekvens af langsigtede satsninger:
“Bundlinjen er dog gået fra 22 mio. til 16 mio. – men skyldes som sagt nye investeringer. Primært i udlandet og totalrenoverede steder i Danmark.”
Og væksten fortsætter:
“Planen er at åbne flere restauranter og nye markeder – men i et tempo hvor man husker kernen.” – fortalte han fornyeligt til Børsen.
Fra Nansensgade til internationale storbyer

Andreas Karlsson, CEO i Sticks’n’Sushi
Skotland er næste stop
Allerede i november åbner Sticks’n’Sushi i Glasgow, efterfulgt af Edinburgh. Dermed træder kæden ind på det skotske marked. I 2026 er der planer om at åbne endnu et nyt marked, men Sticks’n’Sushi vil dog ikke fortælle hvor
Historien om Sticks’n’Sushi begynder i København, hvor Thor Andersen samt brødrene Kim og Jens Rahbek Hansen åbnede den første restaurant i Nansensgade.
I dag tæller Sticks’n’Sushi 30 restauranter. (12 i og omkring København, 15 i England og 3 i Berlin.)
Ingen af stifterne har længere en rolle i virksomheden. I 2024 blev kæden købt af britiske McWin Capital Partners fra Maj Invest, hvor stifterne på det tidspunkt havde en mindre ejerandel.

Sticks‘n’Sushi i London
En ejer med langsigtet blik
McWin Capital Partners er en britisk-baseret investeringsfond, stiftet af Henry McGovern og Steven K. Winegar. Fonden har en stærk portefølje inden for restaurationsbranchen, herunder Gail’s Bakery, Big Mamma og L’Osteria.
Om samarbejdet siger Andreas Karlsson:
“McWin er en ejer, der støtter os meget i at fortsætte vores vækst. Min tilgang er altid at åbne en restaurant ad gangen og give den samme opmærksomhed og omsorg, som hvis det var første restaurant. Og den tilgang støtter McWin. De går meget op i at sikre værdierne og vores DNA.”
WEEKLY BRIEF
Kultur, business & inspiration – direkte fra København til din inbox. Allerede 55.500+ på listen.
Vi sender ud 1 gang om ugen!