🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.


I dag kan vi fortælle, at det københavnske brand NN.07 kom stærkt ud af 2024 og godt i gang med 2025. Faktisk så godt, at 2024 endte som det stærkeste resultat i brandets historie – et brand, der i sin tid blev skabt af Victor Lindh, Ulrik Pedersen og Tommy Holte.

NN.07 rapporterer nemlig om tocifret vækst på både top- og bundlinje. Driftsresultatet (EBIT) steg med 47 %, nettoresultatet med 28 %, og bruttofortjenesten med 16 % sammenlignet med 2023.

Ifølge CEO Anders Rahr er resultaterne et udtryk for flere års målrettet arbejde med en international strategi, stærke partnerskaber og et vedvarende fokus på produktet. Netop den internationale strategi har givet pote. Regnskabet viser tydeligt en markant stigning i både omsætning og indtjening, drevet af stigende efterspørgsel og NN.07’s voksende tilstedeværelse på nøglemarkeder globalt.


"Butiksåbninger i New York og London har styrket vores position markant og gjort USA til vores største marked"

NN.07

"Det handler om at komme tættere på forbrugerne"

Anders Rahr blev CEO tilbage i 2021, hvor han overtog posten fra Tommy Holte. Her fortæller Anders om årets regnskab:

“Vi har brugt de seneste år på at styrke vores brand internationalt, og vi begynder nu at se resultaterne. Butiksåbninger i New York og London har styrket vores position markant og gjort USA til vores største marked. Samtidig oplever vi stærk vækst i Storbritannien, DACH-regionen og Benelux. I centrum af det hele står stadig vores fokus på veldesignede produkter.”

Åbningerne af butikker i disse to modehovedstæder er en del af en klar strategi om at styrke den fysiske brandoplevelse og komme tættere på forbrugerne.
“Butiksåbningerne i New York og London er afgørende for os. Det handler om at komme tættere på forbrugerne og opbygge meningsfulde relationer,” tilføjer Anders Rahr.

I dag kommer størstedelen af omsætningen fra markeder uden for Skandinavien. Det ændrer dog ikke på, at virksomheden fortsat investerer i både internationale og skandinaviske markeder.

“Den fremdrift, vi har skabt sammen med vores team og partnere, giver os mod til at hæve ambitionerne – både globalt og lokalt. Vi har fokus på nye markeder og butiksåbninger i de kommende år,” afslutter Anders Rahr.

Anders Rahr

Anders Rahr


Get smarter, faster!

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.