Samtale med Anne-Mette Bjerre, Din Virtuelle Assistent.
Hvad vil det egentlig sige at være virtuel assistent? Det får du svaret på i denne artikel, hvor vi har haft en samtale med Anne-Mette Bjerre, som udover at hjælpe en række virksomheder også deler små digitale lifehacks ud på sine sociale mediekanaler. Det er et område, som vinder mere og mere frem herhjemme. Der er allerede over 25.000, der følger Anne-Mettes tricks. Men hvordan får man inspiration til at inspirere andre? Det får du svar på her. Til sidst i denne artikel får du selv 5 gode råd til en lettere hverdag. Du kan følge Anne-Mette Bjerre på instagram her.
Du er virtuel-assistant. Hvordan får man den ide?
“Jeg arbejder som selvstændig virtuel assistent, hvor jeg assisterer flere virksomheder med at gribe deres bolde i hverdagen (alt fra content til SoMe, grafisk opsætning, opdatering af website osv.), så de kan fokusere på det, der er bedst til. Undervejs har jeg fundet ud af, at jeg ved en masse random stuff og har flair for at gøre strategiske og kreative processer ukompliceret. Jeg er ret jysk, så jeg vil gerne have svesken på disken, skubbe CBS-sproget ud til siden og trække det hele ned på jorden, så det er nemmere at forstå, hvordan vi kommer fra A til B.
Jeg har alle dage elsket ild i øjnene, og jeg har i flere år arbejdet i musikbranchen, hvor jeg netop har mødt ild, intensitet og fede fællesskaber – 3 ting som er noget af det bedste, jeg ved.
Det er så meningsfuldt for mig at være med til at løfte mennesker og gøres deres vej mod målet lidt nemmere.
Så idéen er egentlig udsprunget af min egen livserfaring, hvor jeg efterhånden er blevet klogere på, hvad jeg er god til, og hvad jeg elsker at beskæftige mig med.”
"Helt konkret er "Din Virtuelle Assistent" en platform, hvor jeg deler digitale hacks, marketingtips og produktivitetstips:"
Anne-Mette Bjerre
Hvad betyder det helt konkret. Hvad er det du laver?
“Helt konkret er Din Virtuelle Assistent en platform, hvor jeg deler digitale hacks, marketingtips og produktivitetstips. Jeg forsøger at gøre – hvad der for mange kan virke kompliceret – ukompliceret. Lige nu er jeg kun synlig på Instagram og Facebook, men om ikke lang tid er jeg klar til at åbne dørene til et større digitalt univers. Bag alle de hacks, jeg deler, ligger der en mission om at hjælpe endnu flere med at realisere det, de har på hjerte. Det er også vigtigt for mig at italesætte selvkærlighed og nærende vaner, fordi jeg tror på, at det er den bedste vej til vækst.”
Hvordan ser din hverdag ud?
“Det perfekte uge for mig består i, at jeg bruger morgenen og formiddagen på dét, der er allervigtigst den pågældende dag. Jeg har eksempelvis en masse selvkærlige ritualer (løb, dagbog, lave smuk morgenmad, at dresse up osv.), som jeg lægger ud med. Herefter tager jeg som regel hul på dagens tungeste opgave, hvilket betyder, at jeg er færdig med den inden middag. Derefter følger jeg den plan, jeg har lavet søndag aften.
Hver søndag skaber jeg et overblik over ugen, hvor jeg kigger ind i, hvad der skal ske. Det går naturligvis ikke altid som planlagt, og det er jeg helt afklaret med. Men jeg går meget op i af diktere retningen og tage styringen, så det bevæger sig derhen, hvor jeg ønsker.
Min hverdag består hovedsageligt af arbejde. Jeg er super glad og ambitiøs omkring mit arbejde, så det må gerne fylde meget. Alle mine kunder er mennesker, som jeg finder givende og spændende at snakke med, så jeg føler ikke nødvendigvis et kæmpe behov for at arrangere yderligere. Men det er også lidt løgn… For jeg er ret socialt anlagt og afviger ikke mange muligheder, der byder på et godt grin, at dresse up eller at drikke en øl.
Jeg er færdig med at stresse, men jeg elsker at have travlt.”
Hvem bliver du selv inspireret af?
“Jeg bliver inspireret hele tiden – af samtaler, podcasts, Instagram, energi. Jeg elsker at omgive mig med mennesker, der lyser op og owner hvem, de er.
Hvis jeg skal blive mere konkret får du her 3 konkrete mennesker, der inspirerer mig særligt lige nu:
1: Min lillebror, som arbejder i et super corporate job, men altid er så freaking rolig i alt han foretager sig. Han bruger humor helt bevidst i sit job – bl.a. til at nedrive barrierer og løsne stemningen. Han er genial.
2: Christina Bækgaard. Hun er spirituel vejleder og har for alvor åbnet mine øjne for, hvor vigtigt det er at prioritere selvkærlighed, hvis du vil have en bæredygtig forretning og hverdag. Hun har også hjulpet mig med at finde ind til og skabe bevidsthed om, hvad der er min genizone, hvilket har hjulpet mig med at skabe vækst hele vejen rundt.
3: Ditte Julie: Hendes drive, lys og vilde energi. TAK!”
Hvor store er dine ambitioner? Hvor er din forretning om f.eks. 3 år?
“Jeg har store ambitioner og en klar idé om, hvor jeg skal hen. Jeg er dog også meget bevidst om, at målet kan ændre sig i takt med, at man gør sig nogle nye erfaringer – og man kan nå at lære meget på 3 år – så 3 års målet er måske et andet end det, jeg har noteret mig i dag.”
Hvad drømmer du om?
“Åh, jeg elsker at drømme. Jeg elsker alt det uforpligtende og magiske ved drømme. Jeg får 700 idéer om dagen, men er også helt klar over, at jeg ingen steder vil komme, hvis jeg løb efter alle 700 idéer. Mere konkret, så drømmer jeg om hele pakken: en givende og voksende business, en rolig mand, et sæt tvillinger og at være ved at dø af grin ofte.”
5 gode råd til hverdagen!
Og her til sidst. 5 tips til et lettere hverdag / små fif…
1. Begynd at adminstrere din energi – ligesom du administrerer din tid. Dit energiniveau svinger naturligt hele dagen af forskellige årsager. Bliv bevidst om, hvad der påvirker din energi. Hvor meget energi kræver de forskellige opgaver af dig?
2. Hold pauser, så du kan høre dine tanker og mærke dig selv. Uden pauser brænder du ud og bliver en sølle udgave af dig selv.
3. Skær ned på antallet af beslutninger, du skal træffe. Beslutninger tager meget af vores mentale energi. Hvad kan du planlægge i dag, så du skal træffe færre beslutninger i den kommende uge?
4. Husk: Du dør ikke af, at alle ikke kan lide dig (citat: Mia Wagner). Så hold ikke dig selv tilbage og mis ikke flere chancer, fordi du er bange for, hvad andre tænker. KØR!
5. Tænd for musikken og dans 😉
Tilmeld gratis
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.
Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”
Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.