🇪🇺 For our global audience, here’s the English version of this interview. Click here.
Samtale med Mads Jedzini, analytiker i Tænketanken Europa
I den kommende weekend går tyskerne til valg for at vælge en ny Forbundsdag, en ny regering og en ny kansler. Tyskland er politisk splittet, og højrefløjen stormer frem.
Meningsmålingerne peger dog på, at Friedrich Merz fra CDU står til at overtage kanslerposten, men han af enten med Olaf Scholz (SPD) eller Robert Habeck fra De Grønne. Eller måske dem begge?

Valget afslører en tydelig opdeling i landet. I øst står højrefløjspartiet Alternative für Deutschland (AfD) stærkt, mens de borgerlige partier dominerer i vest. Samtidig er de økonomiske forskelle stadig markante, da indkomsterne generelt er lavere i det tidligere Østtyskland.
Valget falder på et afgørende tidspunkt, hvor Donald Trump har gjort comeback i Det Hvide Hus, og Europa står over for store beslutninger om oprustning og konkurrencekraft.
Og hvordan ser tyskerne selv på situationen? Vi har talt med Mads Jedzini, analytiker i Tænketanken Europa, for at få svar. Han er ekspert i tysk politik og EU-forhold, vinder af Danske Germanistforenings specialepris og har erfaring fra både Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Berlin.
Mads, Hvorfor er det tyske valg vigtigt for Danmark?
“For det første er Tyskland en af Danmarks vigtigste samhandelspartnere. Hvordan det går i Tyskland, har direkte betydning for Danmark. Det har vi jo netop set i denne uge, hvor dårlige økonomiske tider i Tyskland har kostet danske arbejdspladser. Der er tusindvis af danske arbejdspladser knyttet direkte til det tyske marked.
For det andet er Tyskland en af Danmarks vigtigste politiske allierede. Mange kigger mod USA, men det samarbejde har jo sine udfordringer, som vi for nylig har set. Tyskland og Danmark har traditionelt haft fælles interesser, især inden for grøn omstilling, finanspolitik og frihandel. Begge lande har været foregangslande på den grønne dagsorden, begge har historisk været med i ”sparebanden” i EU og dermed skeptiske over for gældsætning i EU, og begge har været orienterede mod frihandel og markedsøkonomi. Så hvad der sker i Tyskland, har en direkte påvirkning på Danmark, fordi det påvirker, hvordan vi kan stille os i EU.”
Mange ønsker sig lidt af en 'back to the future'-effekt

Mads Jedzini
Hvordan ser tyskerne selv på dette valg?
“Valget er forbundet med en stor dramatik. Der er en udbredt følelse af, at noget skal ændres, for økonomien går dårligt. Det er overskriften.
Samtidig ser vi et højrefløjsparti i kraftig fremgang i meningsmålingerne, hvilket har ført til store demonstrationer med titusindvis af mennesker. Der er en reel frygt blandt mange borgere – ikke kun for deres job, men også for hvilket system de vågner op til efter valget.
Der har været spekulationer om Elon Musks indblanding i debatten, men det har ikke haft nogen målbar effekt i meningsmålingerne. Det blev selvfølgelig diskuteret, men det er stærkt overdrevet at sige, at det har haft betydning.
Overordnet set er det et valg præget af pessimisme og en mindre tro på fremtiden. Mange ønsker sig lidt af en ‘back to the future’-effekt – tilbage til de glade 90’ere, hvor tingene var mere forudsigelige.”
Hvordan adskiller tysk politik sig fra dansk?
“Tyskland har altid været langt mere stabilitetsfikseret end Danmark. Hvor vi har en tradition for brede forlig og mindretalsregeringer, har Tyskland haft en anden politisk kultur. Her ser man flertalsregeringer med alt hvad der så følger med. Den nuværende regering faldt netop på, at man var nødt til at danne en bred regering, som forenede ret uens interesser – og der er ikke udsigt til, at det bliver nemmere i fremtiden.”
Alt tyder på, at vi får en regering med Friedrich Merz
Kan valget ændre magtbalancen i Europa?
“Det kan det bestemt. Hvis det bliver som vi forventer, vil vi have en konservativ kansler i Tyskland, en konservativ tysk formand for EU-Kommissionen og en konservativ tysk formand for den største politiske gruppe i Europa-Parlamentet. Dertil kommer en generel forskydning mod højre i EU. Det bliver altså et mere konservativt Europa de kommende år.
På det politiske område kan vi forvente en kurs mod større fokus på konkurrenceevne, bedre vilkår for erhvervslivet og mindre bureaukrati. Det vil ligge i forlængelse af den nuværende politiske udvikling i EU, hvor den nye Kommission har gjort EU’s konkurrenceevne til den vigtigste dagsorden overhovedet. En ny tysk regering under ledelse af Friedrich Merz vil efter alt at dømme forfølge en politisk kurs, der på en række områder vil gå fint i tråd med det, den danske regering gerne vil.”
Hvordan skal du selv følge valget?
“Jeg har lige fået en søn, og jeg vil jo gerne lære ham så tidligt som muligt, at det er vigtigt at følge det tyske valg. Så vi skal sidde derhjemme og streame valget via ARD, som er det tyske svar på DR – og så tror jeg, at vi skal spise en Weisswurst, en berømt tysk pølse.”
Tør du komme med et bud på udfaldet?
“Alt tyder på, at vi får en regering med Friedrich Merz fra det konservative parti CDU
Jeg tror, at Socialdemokraterne bliver juniorpartner i en sort/rød regering. Det store spørgsmål er, om der kommer en tredje partner med – og i så fald, hvem det bliver. Hvis det bliver nødvendigt med en tredje partner, så vil tysk politik også de kommende år være præget af uforudsigelig og konflikter. Der er derfor god grund til at følge med i, hvad der sker syd for grænsen.”
Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.