Det kun to år gamle iværksætterfirma True Gum har landet sin hidtil største internationale aftale. Firmaets plastikfrie tyggegummi kommer nu til salg i Drogerie Markt (DM), der med flere end 2.000 butikker er Tysklands største detailhandelskæde inden for bæredygtige husholdningsprodukter, kosttilskud, kosmetik m.v.
Med aftalen bliver DM den første store detailkæde i Tyskland, som satser på et bæredygtigt alternativ til konventionelt tyggegummi. True Gums produkter er baseret på naturgummi og produceres på en fabrik i Glostrup ved København.
I pressemeddelsen fortæller Peter Juul Regnersgaard, medstifter og marketingdirektør i True Gum:
”Det er mindre end to år siden, vi gik i gang og kom på markedet herhjemme, så det her er kæmpestort for os. Det er en europæisk blåstempling af vores koncept og vores produkt, og det viser også, at selv mindre danske fødevarevirksomheder har en eksistensberettigelse på de store europæiske markeder, hvis produktet og ambitionerne er der.
True Gum kom på markedet i foråret 2018 og har oplevet en konstant stigende efterspørgsel på det hjemlige marked. Firmaet har i dag aftaler med de tre største detailkæder og sælges i mere end 1.500 dagligvare- og specialbutikker over hele landet. True Gum har desuden aftaler med en række mindre butikker i bl.a. Norge, Sverige, Finland og Holland.
True Gum flyttede for to måneder siden fra nogle mindre lokaler i København til fabrikslokaler i Glostrup for at imødekomme den stigende efterspørgsel. Aftalen med DM betyder en fordobling af produktionen.
”Det overgår klart vores forventninger, at vi på bare to år er nået til, hvor vi står i dag. Vi gør alt, hvad vi kan, for at sætte klimavenlighed på dagsordenen, når det gælder tyggegummi, og på bagkant af den mission kan vi mærke en tydelig efterspørgsel fra udlandet,” siger Peter Juul Regnersgaard.
True Gums tyggegummi er netop blevet tildelt en særlig Taste Award ved den internationale fødevaremesse ANUGA i Køln. Ud af 2.250 indsendte fødevarenyheder, blev det danske tyggegummi kåret som et særligt innovativt produkt.
True Gum fordobler produktionen for at levere tyggegummi til flere end 2.000 butikker i Tyskland.
FACTS:
- Drogerie Markt er Tysklands største detailkæde inden for bæredygtige husholdningsprodukter, kosttilskud, kosmetik m.v. Kæden blev stiftet i 1973 og har i dag omkring 3.500 butikker i 13 europæiske lande. Virksomheden har en omsætning på ca. 79 mia. kr. og beskæftiger 59.000 medarbejdere alene i Tyskland.
- True Gums tyggegummi er baseret på naturgummi udvundet fra sapodilla-træer i Latinamerika. Dermed adskiller det sig fra konventionelt tyggegummi, der er baseret på en syntetisk plastikkerne.
- True Gum er vegansk certificeret og tilbyder i dag fire varianter. Mint & Matcha, Liquorice & Eucalyptus, Ginger & Turmeric, samt Raspberry & Vanilla.
- True Gum kan blandt andet findes i COOP (Irma, Dagli’ Brugsen, Super Brugsen, Kvickly), Salling Group (Netto, Føtex, Bilka), Dagrofa (MENY, Spar), Espresso House, Matas, Helsam og 7- Eleven.
TIDLIGERE INDLÆG PÅ DONTT.DK OM TRUE GUM:
Du kan snart læse endnu mere om True Gum og komme tættere på folkene bag her på Dontt.dk !
Creators <3