Fra på lørdag (d. 28 august) slår Tivoli for første gang dørene op for en stor Have og blomsterfestival. Den løber over hele 9 dage, og som altid gør Tivoli det gennemført. Der er linet et kæmpe program op, som blandt andet indeholder en spektakulær blomsterskulptur kreeret af den internationalt berømte blomsterkunstner, Nicolai Bergmann, et stort Have- og Blomstermarked, workshops om bæredygtighed, byhaver, og spiselige blomster og blomsterdekorationer.

Havedirektør Kasper Schumacher forklarer, hvorfor Tivoli satser stort på en helt ny festival:

”Det er vigtigt for os, at så mange af vores gæster kan opleve noget i Tivoli, der er særligt for dem. Derfor har vi mange forskellige events og festivaler, som fx Mad & Vin og selvfølgelig vores mange kulturelle tilbud som klassiske koncerter og Fredagsrock. Men indtil nu har vi ikke haft noget ekstra til dem, der især kommer i Tivoli for at nyde vores haveanlæg. Samtidig er der en stigende interesse for haver og natur blandt danskerne, og det vil vi gerne imødekomme ved at satse stort på en helt ny Have & Blomsterfestival. Festivalen vil forhåbentlig tiltrække dem, der nyder at nørde med planter hjemme i haven eller på altanen, dem der elsker smukke blomsteropsatser og udstillinger, men også dem, der måske endnu ikke er kommet i gang med at få jord på fingrene, men som leder efter inspiration til det.”

Og for Tivolis chefgartner, Tom Knudsen giver det ekstrem god mening med en festival, der hylder haver og alt, hvad det indebærer:

”Først og fremmest afholder vi festivalen, fordi Tivolis haveanlæg er en del af vores DNA, og hvorfor så ikke hylde det ved at afholde en stor Have & Blomsterfestival i en af de smukkeste haver i København? Vi ved, at haveanlægget er en attraktion i sig selv, og i det daglige møde med gæsterne får vi rigtig mange spørgsmål og henvendelser om netop vores have og valg af planter og blomster, haveinventar, blomsterudsmykning og meget andet. Den interesse vil vi gerne hylde, og vi tror, at netop Tivolis have kan være den perfekte ramme for folk, der gerne vil gå på opdagelse og inspireres yderligere i den verden som Tivolis haveunivers repræsenterer.”

Nikolaj Bergmann

Overblik

Tivoli oplyser:

Under festivalen vil gæster kunne opleve flere meter høje, storslåede blomsterskulpturer, som nogle af de bedste og mest kreative designere i Danmark har kreeret. Ved det store springvand vil man kunne se fotograf og kreatør, Stine Heilmanns store botaniske stiletter udstillet. Derudover har Stine Heilmann, der er mest kendt for at tage forunderlige portrætter af kendte danskere iklædt farverige blomsterdekorationer, i anledning af festivalen også taget en lang række smukke Tivoli-blomsterportrætter af Tivolimedarbejdere- og ikoner, som bl.a. Pjerrot, en Tivoli-Garder og en rengøringsassistent. Alle portrætterne er udstillet ved Pergolaen. Derudover vil den berømte og internationalt anerkendte blomsterkunstner, Nicolai Bergmann også være at finde til Have & Blomsterfestivalen. På Gemyse kan man nemlig se hans 20-års jubilæumsudstilling af de blomsteræsker, han netop er så berømt for. Foruden udstillingen, vil gæster også kunne opleve Nikolaj Bergmann i et stort blomstershow i Glassalen, hvor han vil fremføre et inspirerende blomstershow, hvor tusindvis af blomster vil forvandle salen som i et fortryllende eventyr.

Træudskæringer

En have består sjældent kun af blomster, men også af mange forskellige træer. Og derfor bliver træerne heller ikke glemt under festivalen, hvor Husqvarna forvandler træstammer til en række forskellige eventyrlige skulpturer. Over to dage vil Husqvarnas verdensklasses carving-team give sig i kast med at skabe kunst med motorsave, og gæsterne kan følge med under hele forvandlingen.

Lær det selv

Interessen for planter og blomster har været stærkt stigende de sidste år, men ikke alle har endnu de allerbedste tricks til at få planterne til at gro i fuldt flor. Derfor vil gæster under hele festivalen have mulighed for at deltage i en lang række workshops. Bliv for eksempel klogere på jordarter og betydningen af disse for, hvad du kan plante, tap honning avlet i Tivoli og få inspiration til de små grønne byrum som altanen, vindueskarmen eller køkkentrappen eller lære at lave eventyrlige blomster af papir.

Blomster for sjov
Både børn og voksne får også rig mulighed for at lege med både blomster og grene, når blomsterundervisere viser, hvordan man laver sin egen blomst af papir, sin egen krans af blomster og grene, lade kreativiteten løbe løbsk i Tivolis tegneværksted, bestige en trillebørtrone, trille frøbomber eller spille havespil på Plænen med hele familien.

Stort Have- og Blomstermarked

Der findes ikke noget bedre for en havenørd end det helt rigtige udstyr, de ekstra særlige blomsterfrø eller en god ide til, hvordan man kan indrette bedet. Alt det og meget mere kan Tivolis gæster få, hvis de dykker ned i og lader sig inspirere af alle de mange forskellige boder på Tivolis store havemarked. Havemarkedet vil være klar til at modtage nysgerrige besøgende den 28. og 29. august, samt den 2., 3., 4. og 5. september ved Pergolaen og foran Koncertsalen.

Du kan læse hele programmet på Tivolis web.

 


Creators

Tilmeld vores nyhedsbrev gratis her.