I dag tager Tivoli hul på efterårssæsonen. Det ser med en masse store gys, da “fænomenet” Halloween er det alt overskyggende tema. Tivoli kalder det selv Danmarks største Halloween fejring, der vil løbe over de næste 3 uger. De sidste hysteriske restriktioner er væk, og det giver udsigt til at gæster og turister får langt lettere adgang til oplevelserne, forlystelserne og endelig kan restauranterne for alvor rulle ud.
Ny rekord
Der er gjort ekstra ud af scenografierne, og når mørket falder på, får gæsterne mulighed for at opleve det særlige Tivoli-lys, der for mange i sig selv er en attraktion. Samtidig er der placeret 22.100 græskar i Tivoli, hvilket er ny rekord. Tagene på handelsboderne bliver desuden pyntet med efterårsblomster, og gæsterne kan se frem til 10.000 stemningsfulde græsser og stauder.
Bedre end forventet
Susanne Mørch Koch adm. direktør i Tivoli fortæller i forbindelse med åbningen:
”Det er gået bedre end forventet over sommeren med hensyn til antallet af gæster i Tivoli og vi håber på, at tendensen fortsætter til efterårssæsonen. Det er vores ambition, at åbningen af efterårssæsonen bliver et symbol på, at Danmark og København er på vej tilbage til noget vi alle husker fra før Covid-19. Der er bestemt noget vej endnu, men vi ser frem til Halloween som modsat sidste år er helt fri for snærende restriktioner. Turismen er kun langsomt på vej tilbage. Vi har derfor været glade for den store opbakning fra København og omegn, og vi håber nu på at resten af Danmark følger trop og ser mod København igen. Vi har nyheder på alle hylder og glæder os til at kunne friste endnu flere til at tage på efterårstur til København. Vi har gjort os ekstra umage i år for at vi sammen igen i år kan hygge os med uhyggen i Tivoli”.
Dobbelt op på gys
Blandt gæstemagneterne er det, udover et efterårsklædt Tivoli, årets forlystelsesnyhed Villa Vendetta, som i den grad lægger op til et ægte Halloween-gys. Huset, der i årstidens anledning er blevet Halloweenificeret, inviterer gæster med hang til gys kommer på en 150 meter lang rejse gennem 12 forskellige rum fordelt på 800 uhyggelige m2. Undervejs møder de beboerne, som efter mange års slid i Tivoli er blevet glemt. Årtiers glemsel har gjort dem grumme, bitre og har forvandlet dem til galninge. Der er tale om en rejse tilbage i tiden med referencer til i dag og til Tivolis ikoniske karakterer. Og for dem, der måske allerede har været på besøg hos familien Vendetta, kan opleve en række ekstra Halloweentiltag i det anmelderroste scaryhouse, som ikke afsløres her.
I Skærsilden, som har adresse under den over 100 år gamle Rutschebane, rykker det ”Det Hjemsøgte” ind. Her kan gæster lægge vejen forbi noget, der minder om en kælder for mislykkede forsøg, et forladt hospital eller lazaret. Det er ikke noget kønt syn, og uhyggen bliver ikke mindre af de nærgående beboere. Det Hjemsøgte kan eksklusivt opleves under Halloween, og børn under 12 år skal ledsages af en voksen.
10 kæmper om DM i kæmpegræskar 2020 den 16. oktober
For 14. gang afholdes DM i Kæmpegræskar i Tivoli, og konkurrencen foregår foran Nimb. I år er der 10 deltagere i finalen, der finder sted lørdag 16. oktober. I 2020 blev der ikke bare slået ny dansk rekord, der blev også sat ny nordisk rekord, da Jens Peder Skønager fra Ribe skrev sig ind i historien med et græskar, der vejede hele 970,4 kg, hvilket dermed også slog den nordiske græskarrekord. Om der er udsigt til rekord, må dagen vise. Det har i hvert fald være rigtigt græskarvejr denne sommer.
Halloween-boder
Både børn og voksne synes, det er sjovt og lidt uhyggeligt at på opdagelse blandt de knap 30 Halloween-boder, hvor der er blodige godter, kravlende monstre og alt, man kan ønske sig til en gennemført Halloween-udklædning. Cakenhagen har varm chokolade og halloween-tematiserede konditorkager med udsigt til kæmpegræskarret foran Nimb.
Facts
Fun Facts om Halloween i Tivoli
|
Creators
En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.
Tilmeld gratis her.