Samtale med Thomas Lytzen, Director of Ad Sales & Tech hos Ekstra Bladet. 

Cookien er død, Ekstra Bladet dropper Google Analytics og nye ad formater, er kun en brøkdel af nye kommercielle tiltag, fra det store mediehus på Rådhuspladsen.
En af dem du har mødt flere gange på dontt.dk er Thomas Lytzen, som blev sat i spidsen for al annoncering tidligere i år. Vi har talt med ham om året, udfordringerne og kigger lidt frem mod 2022.

Hvordan har 2021 været for jer? 

Det er svært at sætte ét enkelt ord på 2021. Men skal jeg alligevel forsøge, vil jeg sige: Solidt. Vi når vores altid ambitiøse budgetter på annoncesalget – og dét på trods af et første halvår præget af coronanedlukning og opbremsning af annoncemarkedet. Vi har også lagt en ny indholdsretning for Ekstra Bladet med Henrik Qvortrup i spidsen, vi har hentet Knud Brix som journalistisk chefredaktør fra DR, og vi har fået en ny kommerciel organisation på plads. Vi står derfor på et ganske solidt fundament her på indgangen til 2022 og er klar til vokse endnu mere.

Hvilken udvikling i virksomheden er du mest tilfreds med?

Vi har taget markedsandele på et annoncemarked, der har været præget af usikkerhed, og hvor techgiganterne tegner sig for en stadig større del af annoncemarkedet. Samtidig med det har vi positioneret os som det medie i Danmark, der arbejder mest professionelt med førstepartsdata og dermed løser en vigtig udfordring for mediebureauer og annoncører i en tid, hvor privacy-friendly målretning bliver sværere og sværere. På indholdsområdet har mine vanvittigt  dygtige og produktive redaktionelle kolleger sat nye standarder for lyd og video; sæson 1 og 2 af ’Bandeland’ har nået over fem million lytninger, og på video når vi mere end 300 mio. afspilninger i år. Og så jeg har slet ikke nævnt alle de mangle journalistiske afsløringer og den velsmurte nyhedsmotor, der hver dag i højt gear serverer breaking news, sport, underholdning og politik for næsten én million danskere.

Hvad har været den største udfordring “på dit bord”? 

Den har været personlig. Nemlig at gå fra at lede et mindre team og være ret specialiseret inden for nogle områder, til skulle lede hele Ad Sales & Tech, som vi kalder den afdeling, der forener salg, teknologi, kommercielt indhold, analyser, rapportering – alt fra første opkald til fakturering. Det har været hårdt, men også utrolig lærerigt Heldigvis er jeg omgivet – og får hjælp – af mange virkelig gode og skarpe kolleger. Det er i virkeligheden deres fortjeneste, at vi har performet så godt. Min rolle, som jeg stadig skal vænne mig til, er blot at sikre dem plads til og muligheder for at udfolde sig.

Hvad er det vigtigste, du har lært i år? 

At det nok skal gå alt sammen! Som legendariske Preben Lund sagde for et par uger siden, da han efter mere end 30.000 udsendelser, speakede sin sidste Radioavis. Da jeg tiltrådte som annoncedirektør i slutningen af april, havde vi stadig masser af coronarestriktioner, og ingen vidste, hvad sommeren ville byde. På dét tidspunkt lignede budgetopnåelse en fjern drøm, men vi nåede det alligevel.

En kold dukkert .....

Hvem har inspireret dig allermest i år? 

Jeg kan ikke pege på en bestemt person. Det er mere helt konkrete situationer, hvor en ven eller en kollega løser en udfordring, reagerer på noget uvant eller angriber en opgave på en inspirerende måde. Inspiration får jeg også fra litteraturen. Jeg får ikke læst så meget, som jeg gerne ville, men det hænder, at der i en fortælling opstår de der særlige øjeblikke, hvor noget bliver almengyldigt – og man gemmer det i hukommelsen, tager det med sig og kan bruge det når man står over for en udfordring.

Hvad er ambitionen for 2022? 

2022 byder igen på ambitiøse budgetter. Dem skal vi selvfølgelig nå, samtidig med at vi fortsætter jagten på markedsandele. Vi skal have brugt vores dataplatform ”Relevance”, som vi selv har udviklet, endnu tættere på markedet, samtidig med, at vi sikrer vores brugeres ret til at bestemme over deres data. Og helt konkret skal vi have taget hul på at tjene penge på de mange podcasts, vi producerer hver eneste uge.

Hvordan ser din egen hverdag ud? 

Den starter ved seks-tiden. Ofte med en løbetur eller en tur træningscentret. I job, hvor hovedet er det vigtigste aktiv, har jeg brug for at bruge min krop. Så forskellige former for træning fylder en del – også de klassiske cykelture for lycraklædte mænd i 40’erne. Jeg møder ind ved 8-tiden og har så en time, hvor jeg som regel lige kan få styr på dagen og blive opdateret på tal, inden det går løs med møder. Og dem er der mange af. Vi forsøger at holde dem så korte så muligt, men det giver jo så mulighed for endnu flere af slagsen…Arbejdsdagen slutter ved 17-tiden, og jeg forsøger (med streg under forsøger) at holde fri når jeg har fri, selv om det ikke altid er muligt. Når hovedet for alvor skal renses, tager jeg en dukkert i havnen – uanset om det er 0 eller 20 grader.

Hvordan ser dit medieforbrug ud? 

Meget blandet. Den eneste kontant er nærmest fraværet af flow-tv. Kablet blev cuttet for år tilbage, og det er nærmest kun en Brøndbykamp ny og næ, jeg ser på flow. Jeg læser en del nyhedsbreve fra branchen, fx Digiday og Adexchanger, og så selvfølgelig en masse nyhedsmedier – både for at holde mig opdateret, men også som en slags løbende konkurrentovervågning. En enkelt papiravis bliver det også til. Det er Weekendavisen fra konkurrenterne i Pilestræde.

Hvad vil du/I gerne have mere tid til i 2022? 

2021 har for mit vedkommende været præget af lidt for meget drift og lidt for lidt ledelse. Det vil jeg gerne bytte om på, det skylder jeg de medarbejdere, jeg har et ansvar for at lede og hjælpe med at udvikle. Rejser har der af åbenlyse grunde været for få af, og jeg har revanche til gode mod et par bjerge i Sydfrankrig, så det, håber jeg, der bliver mulighed for i 2022.


En ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her.