Samtale med Aske Buemann x, CEO & Co-founder af TaxHelper.

Hvert år går danskerne glip af op til 11 mia. kr. i fradrag, ifølge virksomheden TaxHelper. I runde tal handler det om ca. 1 million danskere, som kunne få ekstra penge tilbage i skat.

Det har Aske Buemann og Danni Gregersen siden 2020 sat sig for at hjælpe danskerne med. Her lancerede de nemlig virksomheden TaxHelper. Kernen i TaxHelper er at sørge for, at du får alle de fradrag, du har ret til. Derfor guider deres produkt dig igennem 12 relevante og ofte oversete fradrag.

I dag kan du komme tættere på virksomheden, da Aske Buemann, co-founder er ugens creator på dontt.dk


TaxHelper

Danni Gregersen (tv.) & Aske Buemann. (th.)


Allerførst Aske, hvis der skulle være et par læsere, som ikke er stødt på jer før. Hvem er Taxhelper? 

“Helt grundlæggende kæmper vi for finansiel retfærdighed på en jordnær måde. Analysevirksomheden Epinion havde engang en undersøgelse, som reddegjorde for, at hver anden dansker synes privatøkonomi var svært at lykkedes med. Det er dem, som vi gerne vil være noget for.

Vi er startet med skat, men på længere sigt vil vi gerne være mere end det. I dag er vi behjælpelige med at finde ud af, om der er nogle fradrag, som du er gået glip af. Derfra kan du så se om du har ret til at få penge tilbage i skat. Altså få de penge, som du her dine egne, men bare ikke vidste du havde.

Vi udvikler hele tiden på vores produkter, og senest har vi lanceret et produkt, som ikke kun kan kigge bagud i tiden. Men den hjælper dig også fremad. Kort fortalt, holder den øje med om du betaler for meget eller for lidt. Der er mange der godt kan lide den form for overblik.”

Hvem er I til for?

“Jamen, den helt normale lønmodtager. Alle lønmodtagere betaler jo skat. Nogen har styr på det selv, andre vil gerne have et dobbelttjek og den sidste gruppe vil gerne have noget håndgribeligt hjælp, da skat er mega uoverskueligt.”

“Vi er til for  den helt normale lønmodtager."

Og lad os så lige spole tiden tilbage sammen for en stund. Har det altid stået i “stjernerne” at du skulle være iværksætter? 

“Overhovedet ikke. Jeg startede på CBS, hvor jeg læste international business. Her var det kutymen at man enten kom ud i en bank eller i et konsulenthus. Det startede jeg også med at gøre. Først var jeg i Santander Bank og derefter i Saxo Bank. Her lærte jeg selvfølgelig en masse ting, men det vigtigste jeg lærte var, at jeg ikke skulle arbejde i bankverdenen hele mit liv.

Man var så lille en del af en stor mekanik, at det simpelthen var så demotiverende. I hvert fald for mig. Så jeg kunne mærke, at jeg skulle ud i “den virkelige verden” og tættere på der hvor værdien skabes. Så det var min vej ind i iværksætteri.”

“Jeg kan huske at jeg hjalp en med at få 15.000 kr igen ved få simple fradrag"

Hvordan kom i på ideen til TaxHelper?

“Før TaxHelper var jeg med i et startup, som stadig kører godt i dag. Det hedder Wiredelta og udvikler software. Her var jeg med i 5 år som partner, hvor vi gik fra et par ansatte til 30. Vi havde både kontor i Danmark og Indien. Virksomheden blev solgt, og jeg trængte til nye udfordringer.

Men jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre entré i en innovativ start-up verden. Men det var efter Wiredelta, at jeg satte mig sammen med Danni, (Gregersen, den anden co-founder af TaxHelper.) som jo er min gamle studiekammerat. Han var lige kommet hjem fra USA, hvor han havde droppet et velbetalt job hos Google. Her var han i en finansiel rolle, men var løbende kommet tættere og tættere på deres data. I den periode blev han så interesseret i at kode, at han faktisk kom hjem for at læse datalogi på KU. På trods af det ret fede job han havde i Californien hos Google. I starten var det bare et catch-up for 2 gamle venner.

Men vi begyndte ret hurtigt at tale om, at lave noget sammen. Så vi havde et par ret intensive uger, hvor vi skulle finde ud af hvad vi ville lave. Hvilke udfordringer synes vi selv der var i verden? Vi lavede et kæmpe excelark med alle vores gode og dårlige ideer. Det var ret omfattende. Vi ville have overblik over mulige konkurrenter og hvor stort et potentiale der var. Jeg havde lige brugt 5 år på Wiredelta, og selvom vi havde nået et stykke, så var vi ikke i mål. Så jeg vidste godt, at gode ting tager tid. Så forarbejdet var vigtigt.”

Og det var her grundtanken til TaxHelper kom?

“Ja, det var det. Konkret kom ideen af, at jeg tidligere havde hjulpet nogle af vores udenlandske ansatte i Wiredata med skat. Jeg kan huske at jeg hjalp en med at få 15.000 kr igen ved få simple fradrag.

Så i vores videre undersøgelser, fandt vi så ud af at skat var et universalt problem. Der er alt for mange, som går glip af penge, som de har ret til. Så vi gik i gang med at udvikle en prototype, som vi lancerede i maj 2020. Men vi skal frem til januar 2021, før vi kan sige at vi lancerede den reelle TaxHelper platform.”

"Vi betalte dem 2-3 gange vores samlede marketingbudget på det her ene intiativ. Så det var virkelig et “bet” for os."

Uden at det skal blive en historietime. Er der nogle særlige milestones du vil fremhæve frem mod i dag?

“Vi fandt jo ret hurtigt ud af, at vi havde et godt og brugbart produkt. Flowet fungerede og vi kunne se, at folk fik nogle penge tilbage. Men vi fik simpelthen for få kunder ind. Vi manglede kendskab. Vores markedsføring fungerede ikke tilfredsstillende.

Her vælger vi at tage en stor chance. Vi lavede et samarbejde med podcasten “Her går det godt” med Peter Falktoft og Esben Bjerre. Vi betalte dem 2-3 gange vores samlede marketingbudget på det her ene intiativ. Så det var virkelig et “bet” for os. Men de formåede at formidle vores produkt, som vi ikke selv havde lykkedes med på daværende tidspunkt.

I den periode bliver vi lagt ned. Danni og jeg sidder fra morgen til aften i 3 uger og håndterer nye kunder. Her får vi virkelig smag for at vi har et godt produkt, men det “kun” handler om tillid og kendskab.”

Hvad er egentlig ambitionerne?

“Vi har stadig en masse at gøre herhjemme. Vi lancerede i Norge i starten af året. Norge ligner Danmark på flere parametre. De er ligeså digitale og har nogenlunde samme fradrag, som f.eks. kørselsfradraget. Så det er de samme processer, og pengene bliver hurtigt udbetalt der også. Det er er den bedste markedsføring for TaxHelper. Folk skal se at det fungerer og de kan stole på det. Her er vi tilbage til tillid og kendskab. Så i forhold til vores ambitioner. Så er alle digitale lande interessante for os. Det er primært Norden og et par andre europæiske lande.”

Hvem er du selv inspireret af?

“Der findes jo rigtig mange inspirerende personer. Man kunne nemt nævne Elon Musk og andre af de typer. Det er imponerende, hvad nogen har skabt ude i verden.Men det er egentlig ikke igennem de typer, som jeg henter min egen inspiration.

Det samme kunne man sige om sit Linkedin feed. Der er også mange dygtige personer. Men jeg synes der er for meget “bullshit”. Jeg kan godt blive træt af alle solstråle historierne. Det skal der også være plads til, men de er jo nemme at dele. Så det som virkelig inspirerer mig er, når folk åbner op om de svære perioder. Det får jeg enormt meget ud af. Alle som bygger virksomhed ved godt, hvor mange svære dage der er. Det synes jeg ikke vi er gode nok til at dele.
Så det inspirerer mig at høre åbne og ærlige historier.”


Vi glæder os til at følge Aske og TaxHelper videre færd. Følg med her på dontt.dk


Nysgerrig på mere?

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.