Som følge af coronakrisen har man i den danske millionsucces Ganni indset, hvor skrøbeligt modebranchen er indrettet. Det har fået modebrandet til at omprioritere og sætte bæredygtighed øverst på dagsordenen.

I samarbejde med Berlingske bringer vi dette interview med Gannis Nicolaj Reffstrup. Artikel er skrevet af Henriette Hejlskov.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Foto: Betina Garcia

Legende farver, vovede mønstre og et skarpskåret snit er noget af det, der kendetegner modemærket Gannis æstetiske udtryk.

Fra sæson til sæson har gadebilledet været præget af mærkets farverige print, hvis genkendelighed gør, at der sjældent har hersket tvivl om, at det netop er Ganni, der står bag.

Selskabets evne til at ramme tidens smag har gjort, at det på kort tid er blevet en millionsucces, som også strækker sig til det udenlandske marked, hvor Ganni har butikker i mere end 22 lande.

I 2018 havde Ganni en årsomsætning på omkring 450 millioner, hvilket var det bedste resultat i selskabets historie. Men nu har coronakrisen sat væksten på pause. Som følge af krisen forventer selskabet nu et tab på 40 procent af den budgetterede omsætning for året samt et rentabilitetstab på 70 procent.

Derfor står Ganni nu over for gennemgribende forandringer.

Coronakrisens økonomiske konsekvenser har fået store dele af den globale modeindustri til at indse, at den måde, branchen er indrettet på, ikke er holdbar i længden. Den erkendelse har fået Ganni til at sætte bæredygtighed øverst på dagsordenen.

Det fortæller Nicolaj Reffstrup, der er medejer og blandt andet ansvarlig for Gannis bæredygtighedsstrategi.

»Krisen har totalt lammet branchen, og det har tvunget os til at se indad og accelerere vores planer om en mere bæredygtig struktur, som er mindre skrøbelig og sæsonbaseret,« siger han til Berlingske.

Nicolaj Reffstrup uddyber, at krisen overordnet set »har afsløret, hvor skrøbelig modebranchens struktur er«.

Modebranchen er nemlig et af de erhvervsområder, som har været særligt hårdt ramt af coronakrisen. Blandt andet, fordi al handel stoppede brat som følge af diverse regeringers beslutning om nedlukning i forsøget på at inddæmme smitten med coronavirus.

For Gannis vedkommende resulterede det i mere end fire måneder med minimalt salg og store lagerophobninger, hvor de sæsonbaserede varer nærmede sig udløbsdatoen.

Og selv om verden så småt er begyndt at åbne op igen, er Ganni fortsat udfordret med særligt de sæsonbaserede varer.

»Vi står nu over for en stor opgave, da vi har en masse produkter, vi ikke har solgt de seneste måneder. Samtidig har vi lige betalt for en hel ny kollektion, som er kommet hjem i en tid, hvor det sidste, flere af vores forhandlere har lyst eller råd til, er flere varer,« lyder det fra Nicolaj Reffstrup.

"Den har lammet branchen, og det har tvunget os til at se indad og accelerere vores planer om en mere bæredygtig struktur, som er mindre skrøbelig og sæsonbaseret"

Nicolaj Reffstrup om coronakrisen

Bæredygtig mode året rundt

Ganni har også som følge af krisen iværksat en række nye tiltag, der har til hensigt at sikre virksomheden en endnu mere bæredygtig profil og derigennem også sikre selskabet en mere stabil og driftig forretning.

Helt konkret har Ganni været i værkstedet for at kreere en ny bæredygtighedsplan, som blandt andet består af mere end 44 mål, som gerne skal realiseres inden 2023.

Heriblandt har man formuleret en ny produktplan, hvor man fremadrettet vil producere mindre tøj til lageret, reducere bredden på kollektionerne med 50 procent, og søge at fremme produkternes levetid ved at producere tøj, som fortsat er relevant, uanset hvad den pågældende sæson dikterer.

Derudover vil de overskydende lagervarer blive brugt til at producere fremtidige kollektioner, hvor man således genanvender materialet til at fremstille nye modeller.

Målet er, at hele kollektion for 2021 udelukkende skal bestå af genanvendte upcycled kollektioner.

Men selv om ambitionerne er store, og meget tyder på, at den samlede modeindustri, herunder Ganni, er klar til at tage endnu et skridt i en grønnere retning efter coronakrisen, er der alligevel en vis form for tilbageholdenhed at spore hos den klimabevidste Nicolaj Reffstrup.

For når han bliver spurgt, hvorfor man ikke blot kan relancere den forsømte forår/sommer-kollektion fra 2020 i 2021, lyder svaret:

»Vi har tænkt tanken, men den er jo desværre lidt utopisk. Det ville kræve, at alle vores forhandlere og konkurrenter globalt set var afstemt med, at vi gjorde det i fællesskab, ellers ville det ikke have gennemslagskraft,« lyder svaret fra Nicolaj Reffstrup.