Jørgen Leth har fået svært ved at gå, han har også mistet sit hjem, den fremtid han havde planlagt, sin lyst til kvinder og sit job som Tour de France-kommentator for TV 2. Nu skal han på vaklende ben finde en ny vej gennem livet.

Artiklen er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Christina Hilstrøm. De flotte billeder er fra Søren Bidstrup.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

Foran os blotter trappetrinene ned til Peblinge Sø deres savtakkede fald. En ganske kort tøven senere runder Jørgen Leth sin arm og accepterer, at jeg støtter ham ned ad trinene. På den flade grussti neden for trapperne trækker han armen til sig og genvinder på mere end én måde balancen.

Der er gået ti år, siden Jørgen Leth gennemgik en januardag i helvede og mistede sin evne til at gå. Sådan da. For gå kan han. Men ikke som før. Manden med stemmen er blevet 83 år, og under ham eroderer kroppen og jorden. Han har ikke noget hjem, han er ikke længere Tour de France-kommentator for TV 2, det kniber med hørelsen og lysten til kvinder.

»Det smuldrer. Det er jeg pinligt opmærksom på,« siger han med lethsk intonation. Stemmen har årene ikke sat sig i. Og svanesang er det endnu ikke blevet tid til. Jørgen Leth er blevet gammel, men han er ikke færdig med at være Jørgen Leth. Han skal bare finde en ny måde at være det på.

»I det daglige kan jeg mærke, at jeg mister dele af min korttidshukommelse. Det er meget generende for mig. Heldigvis tjener langtidshukommelsen mig rigtig godt. Den bruger jeg frit af. Grådigt af og til, når jeg skriver eller kommenterer cykelløb.«

Mange års gentagelser har slidt et mønster, som Jørgen Leths liv har lagt sig til rette i. Morgenen begynder med depressive tanker, som han må bruge noget tid i sengen på at komme over. Derpå tager han vaklende ben og stok på en 30 minutters gåtur. Derudover kan han klare én større aftale i løbet af dagen. Men helst kun den ene. Mere gør ham stresset og bekymret.

»Det kommer bag på mig, at jeg er blevet så gammel. Det kommer bag på mig, at jeg skal skynde mig, hvis der er noget, jeg vil nå. Det har jeg ikke tænkt før,« siger han og fortsætter:

»Det forskrækker mig, at tiden simpelthen går meget hurtigere. Det er lige ved, at man sidder og tæller minutter. Det kan jeg ikke lide. Det kan jeg slet ikke lide.«

Omkring ham har hans jævnaldrende pakket uldplaiderne om benene og rettet de rindende øjne mod den jord, de er kommet af. Men ikke Jørgen Leth. Han vil have mere. Skabe mere.

»Der er stadig for meget gang i mig. Samtidig er jeg plaget af dårlig samvittighed. Jeg synes ikke, at jeg har fået lavet nok.«

Han lyser op, da jeg protesterer. Siden Jørgen Leth debuterede i 1962 med digtsamlingen »Gult lys«, har han været særdeles produktiv og har udgivet snesevis af bøger og film.

22. oktober har hans nyeste film, »I Walk«, premiere. Den er filmet med mobiltelefoner, og den er »en personlig dokumentar om at håndtere alderdommen, når sulten efter livet endnu ikke er stillet«.

»Jeg er meget stolt af den sidste film. Den viser, at jeg stadig har appetit på at skabe et nyt sprog. Det er jeg meget glad for, at jeg ikke har ladt tilbage. Jeg er glad for, at jeg ikke er blevet træt og ugidelig på filmområdet. Det er jeg slet ikke. Tværtimod. Jeg synes, det er en radikalt eksperimenterende film.«

I filmen fortæller han om sin irritation over forfaldet. Om ikke at kunne lide, at hørelsen driller, og om at hade at være tvunget til at læne sig langt ind over bordet for bedre at kunne høre. Jeg læner mig ind over bordet, så han ikke behøver, da jeg spørger til de skelsættende begivenheder, der ændrede hans liv for altid. Det var 12. januar 2010, da et jordskælv med en styrke på 7,0 på Richterskalaen ramte Haiti og Jørgen Leth.

»Jeg gik godt før jordskælvet. Jeg går dårligt bagefter,« fortæller han om følgevirkningerne af chokket. Den dag havde han netop lagt sig på anden og øverste etage i sit hus i byen Jacmel. Skælvet tog to af væggene i huset, hans planer for fremtiden og hans hjem.

Jørgen Leth klarede sig ud af huset med hjælp fra sin tjener Beleque, som risikerede sit eget liv ved at bevæge sig op på husets øverste etage.

»Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle blive boende i det hus i Jacmel. Det var det første hjem, jeg selv havde indrettet i Haiti.«

Jørgen Leth har ikke siden fundet et andet hjem. Hverken i Haiti eller i Danmark. Indtil for nogle dage siden boede han på Hotel Copenhagen Strand i Havnegade, nu er han rykket hjem til sin søn Asger Leth ved Sortedam Dossering.

»Det deprimerer mig, at jeg ikke har noget hjem. Jeg synes, at det er på tide, at jeg får et hjem. Jeg trænger til en roligere udtoning. Jeg synes, jeg fortjener lidt hvile og lidt ro.«

Jørgen Leth bliver afbrudt af en SMS på sin telefon på bordet. Det er hans forlægger, Simon Pasternak.

Jørgen Leths svigtende korttidshukommelse tvang ham for et par dage siden ud i en større redningsaktion. Han opdagede, at han manglede et credit card (udtalt med dansk »r«), frygtede det værste og brugte sammen med venner ved et middagsselskab timer på at ringe til sin spanske bank for at spærre kortet. Det manglende kort medførte flere dages stress og mundede blandt andet ud i, at han måtte låne penge af Simon Pasternak. Efter dage med bekymringer fandt Jørgen Leth ud af, at han havde givet kortet til sin søn, Asger Leth.

»Jeg skriver lige en hilsen til ham, og så lukker jeg min telefon,« siger han og taster sig bogstav for bogstav gennem beskeden til Simon Pasternak.

»Jeg er meget langsom med små ting,« undskylder han.

»Det var et frygteligt kaos med det kort. Jeg hader kaos.«

Hader du kaos?
»Ja, det gør jeg sgu!«

Hvordan kan du hade kaos og så elske Haiti?
»Det er også mærkeligt. Jeg kan huske, at jeg indså den modstilling lige med det samme. Jeg tænkte, at Haitis ydre kaos ville have en helbredende virkning på mit indre kaos. Det holdt også. Det var en rigtig analyse. Jeg fandt mig selv igen i Haiti. Det er jeg evigt taknemmelig for,« siger han med henvisning til de depressioner, der har hjemsøgt ham gennem et helt liv. Og fortsat gør det. Endda i tiltagende grad.

»Jeg leder efter en fortsættelse til det, der lå i klare rammer. Jeg havde et klart forløb foran mig, men det blev standset af jordskælvet. Pludselig er der ikke et hus mere. Det var et meget smukt hus. Jeg havde en virkelig vigtig samling af haitianske malerier og kunst og et liv der, som jeg godt kunne lide, og som hang godt sammen.«

Jagten er indstillet

Jørgen Leth er æstetiker. Altid på jagt efter skønhed. Men skønheder jager han ikke mere.

En håndfuld år efter jordskælvet endte Jørgen Leths sidste romantiske forhold til en kvinde. Hun var fra Haiti, hed Shilane, og de var sammen i syv-otte år. Afslutningen på forholdet blev ikke så harmonisk, som Jørgen Leth kunne ønske sig, da Shilane truede Jørgen Leth med voodoo-forbandelser. Ingen kvinde har siden taget Shilanes plads.

Er det, fordi du har nået en alder, hvor du ikke har lyst til det mere?
»Ja. Jeg må sige, at lysten ikke er der mere. Jeg har ikke været vild efter at opsøge nogle nye. Det har jeg ellers altid været før i tiden. Jeg har altid været meget optaget af at have en dejlig kvindelig kammerat. Det har jeg sgu. Men det er slut nu.«

Hvem retter du så din kærlighed mod i dag?
»Mine børn og mine nærmeste venner.«

Særligt kærligheden til hans fire børn, Asger, Karoline, Kristian og Tomas Leth, fylder.

»Jeg er blevet mere opmærksom på mine børn i den sidste del af mit liv, end jeg var tidligere. Den kærlighed er meget vigtig. Meget vigtig,« siger han og fatter sig, mens han blinker sine øjne tørre igen.

»Jeg glemmer aldrig, at i to af de værste kriser i mit liv, der stod de virkelig bi. Alle fire. Både med »kokkens datter«-historien og med jordskælvet i Haiti. Der var de fuldstændig klar og stod som skildvagter for mig.«

Han vender igen og igen tilbage til den store kærlighed til de fire voksne børn. Fortæller om deres præstationer, om at være optaget af, hvordan de har det. Den kærlighed vil muligvis også få indflydelse på de næste store skridt i hans tilværelse.

»Jeg har haft dårlig samvittighed over, at jeg ikke har været der noget mere, da de var yngre. Det kan jeg jo så prøve at rette op på. Og det gør jeg, så godt jeg kan. Det kan blive afgørende for de næste vigtige valg i livet. Skal jeg flytte til Danmark? Eller skal jeg bo i Haiti? Det kan jo godt hænge sammen med forholdet til familien og børnene.«

Det er meningen, at Jørgen Leth skal tale om sig selv. Men han kan ikke lade være med selv at stille høflige spørgsmål. Nysgerrigheden er ikke blevet udslettet af de seneste ti kvasende år. Heller ikke latteren har han ladt tilbage. Den kommer let og hyppigt.

»Jeg elsker at drille. Bare spørg mine børn,« gnægger han.

Ved Peblinge Sø accepterer han atter en arm til støtte hist og her. Benene er blevet stive af at have siddet ned. I sin nye film siger han:

»Jeg skal ikke slingre gennem livet. Det har jeg aldrig haft lyst til. Jeg har lyst til at gå gennem livet med faste skridt. Fordi jeg skal noget. Fordi jeg skal et sted hen.«

Han overvejer en ekstra gang og binder så erkendelsen sammen med en lille provokation:

»Nu er der et element af slingren i min måde at bevæge mig gennem byen på. Det er jeg pinligt opmærksom på. Sommetider synes jeg, det er min ret. Jeg har den alder.«