Dagens dont(t) af Jess Fleischer, CEO & Founder, Son of a Tailor
Lad os starte med the basics: Hos Son of a Tailor laver vi skræddersyede t-shirts, poloer og sweatshirts. Men der er ikke behov for målebånd og prøverum.
Vi har nemlig udviklet en algoritme, som kan udregne det perfekte fit for en kunde. De eneste informationer, algoritmen har brug for, er kundens højde, vægt, alder og skostørrelse. Man får med andre ord lavet unikt, skræddersyet tøj – selvom det bestilles online og kun tager 30 sekunder.
Vi kombinerer altså kvaliteten og individualiteten ved skræddersyet tøj med bekvemmeligheden ved online shopping. Og den her kombination af klassisk og nyt er ganske sigende for den forretning, vi kører.
Digital skræddersyning
Son of a Tailor eksisterer i spændingsfeltet mellem mode og tech. Vores slutprodukt er et stykke klassisk og skræddersyet kvalitetstøj. Vores t-shirts, poloer og sweatshirts er lavet af den fineste bomuld og uld, og hvert stykke tøj bliver nøje kælet for og tager dermed også et par uger at producere. Fra kundens synspunkt er processen dog lige så såre enkel som alt andet onlineshopping, hvilket skyldes, at vores metode – algoritmen – er alt andet end klassisk.
Det er altså mode og teknisk innovation i skøn forening. Det er digital skræddersyning, om man vil.
Det er en ny måde at tænke tøj på. Og det er noget, vi i alt beskedenhed mener, der har været brug for længe. Midt i alt den innovation og nytænkning vi ser i disse tider, er mode nemlig et bemærkelsesværdigt stillestående område. Måden vi køber tøj på blev naturligvis revolutioneret med webshops, men hverken tøjstørrelser eller -produktion har ændret ser mærkbart i årtier.
Tøjstørrelser er stadig proppet ind i en lille række faste kasser (small, medium, large, osv.). Den eneste måde at komme udenom disse kasser på er ved at gå til en skrædder – men det er et besværligt og dyrt projekt, som ofte er forbeholdt jakkesæt og skjorter. Når det kommer til produktionen, er kodeordene desuden ofte masseproduktion og billig arbejdskraft i lande, som ikke er godt stillet.
Vores tøj bliver udelukkende produceret i europæiske lande med fair arbejdsforhold. Alle steps af produktionen af det enkelte stykke tøj bliver udført af den samme skrædder, hvilket både sikrer en vis helhed og personlighed i tøjet. Skrædderen sender endda en håndskrevet hilsen med til kunden.
Hertil kommer så selve algoritmen, som altså gør op med de klassiske tøjstørrelser ved at give kunden mulighed for at få lavet unikt, skræddersyet tøj til samme pris og lige så let, som hvis man bestilte en almindelig t-shirt, polo eller sweatshirt over nettet.
Jess Fleischer, CEO og stifter af Son of A Tailor, lancerede brandet i foråret 2014 sammen med vennen Andreas Langhorn, CBO og medstifter.
–
Glade kunder = bæredygtighed
Et ekstra – men enormt vigtigt – aspekt af den her nye tilgang til tøj er andelen af solgte varer, der sendes retur.
Det store problem med almindelig online shopping er, at man af gode grunde ikke kan prøve tøjet, inden man køber det. Af samme grund får nogle af de store webshops næsten halvdelen af deres solgte varer sendt retur.
Men når hvert stykke tøj er lavet specifikt til den enkelte kundes unikke mål, passer det givetvis meget bedre. Derfor er det da også kun omkring syv procent af vores varer, der bliver sendt retur.
Det er selvfølgelig godt for økonomien bag vores forretning, men også for bæredygtigheden bag vores forretningen. Færre returvarer betyder nemlig mindre spild.
Det faktum, at vores varer ikke er lavet på forhånd, formindsker også spildet markant. Når andre tøjmærker for eksempel laver en t-shirt, producerer de først så mange t-shirts, som de vurderer, vil blive solgt. Men selv med skarpe prognoser, løbende justeringer og analyser af tidligere års salg, vil man givetvis altid ramme forkert i relativt høj grad. Sådan er det ikke hos os. Fordi vi først begynder at producere det enkelte stykke tøj, efter bestillingen er lagt, og fordi vores returrate er så lav, har vi næsten et 1-til-1 forhold mellem producerede og solgte varer.
Jo bedre vi er til at gøre vores kunder glade, fordi vi rammer plet med deres størrelser, jo mere bæredygtige er vi derfor.
Og det afrunder meget godt Son of a Tailors samlede vision for fremtidens mode: online bekvemmelighed, skræddersyet personlighed og ansvarsfuld produktion.
Skrevet af af Jess Fleischer, CEO & Founder, Son of a Tailor