Tilbage i september 2022 skrev vi for første gang om, at Københavns Kommune havde afsat midler i budgettet til at undersøge muligheden for, at man i fremtiden kan bade i Søerne i København.
Mere præcist handlede det om en foranalyse for at kunne etablere et nyt vandrensningsanlæg ved Ladegårdsåen. Anlægget skal rense regnvand, som derefter ledes videre til Søerne i midten af København via underjordiske rør.
Undersøgelsen viser, at det er muligt at etablere anlægget. Dermed kan københavnerne se frem til markant renere vand i Søerne og potentielt også mulighed for at bade der.
Som det står til nu, er Søerne et næsten lukket system med minimal vandgennemstrømning, hvilket resulterer i perioder med lav vandstand. Dette forhold betyder, at skadelige bakterier fra fuglelivet samt mindre forureninger fra byens beboere kun langsomt skylles væk. Ladegårdsåen, som løber under jorden, er en af de vigtigste vandkilder til Søerne. Ved at etablere et renseanlæg ved åen kan man potentielt regulere, hvor meget vand der tilføres Søerne, og dermed bedre styre vandstanden. Desuden vil anlægget kunne bruges til at forbedre vandkvaliteten direkte i Søerne.
Analysen viser, at det rensede vand kan bruges til at hæve vandstanden i Søerne med 50-70 cm i de tørre sommermåneder. Anlægget anslås at koste 130 millioner kroner, og det er nu op til de københavnske politikere at beslutte, om projektet skal indgå i budgetforhandlingerne for 2025.
Vi følger udviklingen….
Get smarter, faster!
Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.