De tog SU-lån for at investere i egen forretning: Nu omsætter de for knap 4 mio. kroner og har både udsigt og mod på mere. Navnet er Sneakerzone og bag brandet står brødrene Dan og Nam Dinh fra Odense. De køber og sælger sjældne og eksklusive sneakers såsom Yeezys, Air Jordans, Nike Dunks og hvad de populære modeller ellers hedder.
Brødrene startede forretningen tilbage i 2020, og rungede allerede i 2021 en omsætning på de knap 4 mio. kr.
Nam Dinh fortæller:
“Vi har solgt mere end 2.000 sneakers i Danmark. Det var særligt i forbindelse med Black Friday, at vi oplevede stor succes. Alene d. 26. november omsatte vi for knap 300.000 kr. Det er alligevel en sjat for en almindelig gymnasieelev som mig selv”, siger Nam, den yngste af de to brødre, og fortsætter:
“Vores forretning har i den grad taget fart, og målet for 2022 er at fordoble salget. I månederne januar-april har vi allerede omsat for 2.000.000 kr. i bruttosalg. Det er fire gange så meget som samme periode sidste år – hvilket er ret vildt, synes vi”.
Sneakerzones mission er, at give sneakerheads, entusiaster og interesserede mulighed for at købe eksklusive produkter i fuld sikkerhed til konkurrencedygtige priser.
Brødrene har altid haft en forkærlighed for sneakers. Før Sneakerzone blev etableret, handlede brødrene med sneakers privat. Ved at holde øje med officielle retailers af sjældne sko blev ekstraordinære sneakers købt og herefter solgt videre til andre “sneakerheads”.
Ligesom så mange andre gymnasieelever blev Nam’s tilværelse vendt på hovedet, idet corona lukkede det danske samfund ned. Derfor skulle han nu følge undervisningen fra hjemmet – men fokus var på sneakers, og ikke lektier, fortæller Nam:
“Jeg må nok indrømme, at der ikke blev lavet det store i forhold til skole og lektier, mens jeg var hjemsendt under corona. Det meste af tiden foregik jo bag en skærm – og der havde jeg så muligheden for at udforske vores forretning”.
“Samtidig brugte jeg SU’en på at investere i nyere og federe produkter til sortimentet, hvilket helt klart har været en drivende faktor bag den succes, vi lige nu oplever”, forklarer den 18-årige iværksætter, som blev færdiguddannet fra gymnasiet her til sommer.
"Vores forretning har i den grad taget fart, og målet for 2022 er at fordoble salget."
"Men vi er jo to iværksættersjæle, og penge i form af løn er derfor ikke ligeså vigtigt, som det er at se vores forretning tage fart og blive succesfuld."
Nam Dinh
Fra lager i forældrenes stue til ægte lager og udbetaling af løn
Med en ambition om at omsætte for omkring 8 millioner kr. i 2022 vil de to gutter endelig kunne udbetale løn til sig selv, håber de.
“2022 bliver året, hvor vi forhåbentligt endelig kan komme ud af vores forældres stue og købe et rigtigt lager til opbevaring af vores produkter. Samtidig håber vi også på at kunne udbetale løn til os selv. Indtil nu har al profit gået direkte til videreudvikling af forretningen”.
“Men vi er jo to iværksættersjæle, og penge i form af løn er derfor ikke ligeså vigtigt, som det er at se vores forretning tage fart og blive succesfuld. Vi har mange planer på tegnebrættet, og med en masse hårdt arbejde er jeg sikker på, at vi kommer til at indfri mange af vores mål i år”, siger Dan.
Continued….
Husk at tilmeld vores nyhedsbrev. Her får du en ugentlig opdatering om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København.