Sammen med familien topper Jacob Brunsborg ( søn af dynekongen Lars Larsen )som nr. fire listen over Danmarks 100 rigeste. I et sjældent interview fortæller han om, hvorfor det har været så vigtigt at få skabt sin egen identitet og om betydningen af »at få flyttet sin far ud af kontoret«. 

Interviewet er bragt i samarbejde med Berlingske og skrevet af Anne Funch. Billederne er taget af Tobias Kobborg.

Du kan lidt længere nede i denne artikel få gratis adgang til berlingske.dk i en hel måned.

For Jacob Brunsborg var det vigtigt, at hans fars tunge, mørkebrune mahognimøbler blev flyttet ud af kontoret.

Skrivebordsstolen med den høje ryg, som Jysk-koncernens grundlægger, Lars Larsen, havde haft i årevis, måtte væk. Det samme med faderens skrivebord, mødebordet, reolerne, billederne på væggene, stolene – det hele!

Og så skulle der males. Fra gulv til loft. Lyse og sarte farver og med god kunst på væggene. Kunst, som alle skulle have mulighed for at nyde, når de kom ind på det kontor, han skulle overtage. Med værker, man kunne gå på opdagelse i, dvæle ved et øjeblik og måske endda finde et nyt perspektiv i.

»Efter at jeg mistede min far, har det været vigtigt for mig at få min far flyttet ud af kontoret, hvis man kan formulere det sådan, uden at det skal lyde negativt.«

En efterårsdag i oktober, godt et år efter Lars Larsens død i august 2019, konstaterer Jacob Brunsborg, at der ikke var noget i verden, han hellere havde ønsket, end at hans far kunne være her.

»Men sådan skulle det ikke gå. Vi har billeder af ham hængende ude på gangen, for min far er stadig en del af det her hus; han er stifteren, og selv om han ikke er her mere, fylder han rigtig meget og skal fortsat fylde meget,« forklarer han.

"Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide at være her på kontoret; det var jeg faktisk ikke sikker på."

Jacob Brunsborg

Men jeg vil ikke have ham herinde på kontoret

Og det er der en ganske bestemt grund til. For Jacob Brunsborg har det været en bekymring, om han ville blive målt og vejet op imod sin far. Om han for evigt ville blive sammenlignet med manden, der grundlagde virksomheden, hvis han sad på samme kontor og blot fortsatte, hvor faderen havde sluppet, i stedet for som nu at lede og drive familiekoncernen på sin egen måde.

»Det er selvfølgelig ud fra vores fælles værdier, at jeg leder og driver den. Men i løbet af det seneste år er der skabt en reel mulighed for, at jeg kan få min egen identitet og dermed blive målt ud fra koncernens resultater i fremtiden.«

Alt faldt i hak til sidst

Med en fremstrakt albue til hilsen, et stort smil og et par venlige, imødekommende øjne har Jacob Brunsborg budt indenfor i hovedkvarteret få kilometer uden for Aarhus til et sjældent interview. Som bestyrelsesformand for Lars Larsen Group gennem de seneste 14 måneder er han dermed ikke gået direkte i sin fars fodspor.

»Ganske kort tid efter, at min far blev syg, var han selv med til at bestemme, hvordan konstruktionen skulle være efter hans død. Både han selv og os i familien vidste godt, at der ikke var noget at gøre, og at han ikke havde langt igen. Efterfølgende kunne vi både internt og eksternt sige: »Det var dét, som Lars Larsen ville have gjort, og han nåede selv at sige god for den strategi.« Både for mig selv og for den øvrige del af familien har det været vigtigt.«

I de sidste par år, inden Lars Larsens kræftsygdom blev en realitet, husker Jacob Brunsborg, at en helt masse og meget forskellige ting i koncernen ret pludselig faldt i hak og fandt en løsning.

»Det virkede nærmest lidt tilfældigt og også ret heldigt. Jeg ved ikke, hvordan man kan forklare den slags rationelt, men faktum er, at en hel del var blevet løst, så der ikke var åbne sluser, da min far blev syg og døde relativt hurtigt efter.«

Han kunne have valgt så mange andre kontorer i hovedbygningen, men erkender, at det har en betydning for ham, at kontoret netop har været hans fars. Og dermed centrum for familieejerskabet og de værdier, koncernen er grundlagt på. Men det er uden de ellers så velkendte, klare mellemblå farver med hvid baggrund, som Lars Larsen i sin tid havde valgt som signatur for Jysk, at kontoret er indrettet.

Farverne er nedtonede, lette og lyse. Med et langt mødebord i lyst træ, sofaen i grå uld og den obligatoriske skrivebordsstol med en lav ryg. Ikke en høj ryg, som nogle ville kalde for en »chefstol«, især brugt af den ældre generation. Kontoret beskriver han som et åbent kontor. Hvis han ikke selv er her, kan andre i huset benytte det til møder, så ofte de vil.

»Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide at være her på kontoret; det var jeg faktisk ikke sikker på for et års tid siden,« forklarer han.

»Men når man så finder ud af, at man bliver brugt og bedt om at tage stilling til en lang række emner, giver det én lyst til at være her meget mere. Hvis jeg nu bare sad og kukkelurede og besvarede e-mails, ville det nok være anderledes. Det var jeg lidt nervøs for i begyndelsen, men det har ikke været tilfældet. Det betyder rigtig meget for mig at have et godt samarbejde og en tæt dialog med topledelsen i både Lars Larsen Group og i Jysk.«

Vi var meget forskellige

Nede på endevæggen af kontoret hænger et gigantisk fotokunstværk af den tyske fotograf Martin Liebscher. Mens Jacob Brunsborg i efterhånden en årrække har haft en stigende interesse for kunst, optog kunst ikke hans far – overhovedet.

»Min far var nok lidt den type, som kunne finde på at sige om et kunstværk: »Det kunne jeg jo selv have lavet som 12-årig,« hvor jeg har det sådan: »Ja – men du gjorde det ikke.« Og det er jo præcis dét, der mange gange er kunsten: At man skaber den! At nogen skaber den.

Min far og jeg var forskellige, og vi har løbende udfordret hinanden på både vores stærke og svage sider,« siger Jacob Brunsborg, men uden at han ønsker at gå i detaljer eller være mere konkret.

Han beskriver samarbejdet med sin far som et tæt parløb gennem næsten 20 år. Med faderen som kaptajn i cockpittet og han selv som styrmand. Især de seneste ti år blev alle beslutninger truffet i fællesskab, selv om det altid var hans far, der stillede sig frem i medierne og præsenterede dem.

»Mange tror, at jeg altid har været den stille, mens min far var den udadvendte og ekstroverte, men det har nok været lige omvendt. For selv om man måske ikke skulle tro det, så var min far vel dybest set ret introvert. Han ofrede sig selv for forretningen, og der har altid stået vækst og ekspansion i panden på ham.

Lige siden det begyndte at gå godt for forretningen i 1980erne, og han fandt ud af, hvilken effekt TV-reklamerne havde, blev det en stil, at min far brugte sig selv. Han kunne se, at det virkede, og at kunderne kunne lide den måde, han henvendte sig på.  Men … – det var nok lidt modvilligt, at han brugte sig selv så meget og i det omfang, som han gjorde.«

I 2004 udgav Dynekongen, som han blev kaldt i folkemunde, sin selvbiografi i 2.435.530 eksemplarer. Alle omdelt til husstande i Danmark.

»Jeg ved, at min far udelukkende brugte sig selv som et middel til at nå målet. Privat var han slet ikke så udfarende.«

Når det gælder Jacob Brunsborg selv, erkender han, at han som yngre hørte til den bekymrede type, der kunne se spøgelser over alt.

»Men i kraft af et mangeårigt samarbejde med min far er jeg blevet bedre til at trække på skuldrene og sige: »Nå, okay, det går nok alt sammen.« For det var dét, min far sagde: »Det går, selvfølgelig går det!«.«

Som ung var tålmodighed ikke Jacob Brunsborgs stærkeste side.

»Det var altid mig, der sagde: »Nu skal vi altså tage en beslutning.« Mens min far var stik modsat: »Ja, ja – lad os nu se.« Men gradvist er jeg blevet mere tålmodig. Omvendt tror jeg også, at min far lærte at se værdien af bare en gang imellem at eksekvere lidt hurtigere. Min far kunne være en stædig person, men jeg ved med sikkerhed, at vi nåede at mødes et sted på midten, og det betyder meget for mig i dag.«

En kasket kun til låns

En kasket kun til låns

I forhold til posten som formand for familievirksomheden ser Jacob Brunsborg ikke sig selv som én, der har behov for at klamre sig til hverken magt eller topposter.

»Egentlig opfatter mig selv som en uselvisk person, og det kan jeg sige med hånden på hjertet. Jeg tænker hverken fem eller ti år frem. Jeg tænker, at jeg nok har den her kasket til låns i de næste 20 år. Min målsætning er at give så god en virksomhed videre til næste generation som muligt. Så må jeg bare håbe, at jeg til den tid har været med til at gøre det hele godt nok.«

Det var netop vigtigt for hans far at sikre sig, at virksomheden fortsat ville være i privat familieeje.

»Sammen med min søster og vores respektive fire børn – vi har to hver – er det vores håb, at bare én af de fire har lyst til overtage stafetten.«

Overdragelsen til næste generation tager Jacob Brunsborg alt andet end let på. Indimellem kan det ligefrem gøre ham ret nervøs, indrømmer han.

»Det er en meget stor opgave at tage ansvaret for at gøre tredje generation til gode og ansvarlige ejere. Jeg ser det som min fornemmeste opgave som bestyrelsesformand at uddanne dem og gøre dem bevidste om det ansvar, de engang får for måske 50.000 medarbejdere eller flere – inklusive det samfundsansvar, der naturligt følger med.«

Hvad hans egen far engang tænkte om det ansvar, han selv skulle komme til at give videre, ved Jacob Brunsborg ikke. Han husker heller ikke, om han manglede sin far op gennem barndommen og ungdommen. Eller blot ønskede en far, der var knap så kendt i offentligheden. Som når han eksempelvis stod i lufthavnen sammen med sin far i de år, hvor TV-reklamerne buldrede løs:

»Go’daw, jeg hedder Lars Larsen, og jeg har et godt tilbud til dig.«

Han lærte ikke at tage sig af det. Ikke at føle det pinagtigt, når fremmede mennesker kom hen og ville tale med faderen.

»Det kan være svært at huske tilbage på som 48-årig,« siger han om barndommen og teenageårene.

»Da jeg var teenager og spillede fodbold, er der ingen tvivl om, at min far havde travlt. Han var meget på farten, næsten altid. Men det var ikke noget, jeg tænkte over eller tillagde en betydning. Det var nok også en anden tid end i dag. I efterårsferien tog han som regel fri, når min søster og jeg ikke skulle i skole, og så rejste vi alle fire på charterferie til Kreta eller Cypern, den slags steder.«

Når Jacob Brunsborg i dag selv tager på ferie eller har brug for en time out, foregår det ofte på Mallorca. Gerne oppe i bjergene, hvor han tager rygsækken på, ifører sig sine solide vandrestøvler og sammen med sin kone, Helle, begiver sig langt ind i naturen. Væk fra alt.

»Klimaet er bedre på Mallorca end herhjemme, men ellers er naturen omkring Silkeborg mindst lige så smuk og lige så stor en oplevelse,« siger han om vandreturene i Silkeborg og omegn.

Mallorca bliver der ikke noget af foreløbig, så længe grænserne er lukkede.

»Vi befinder os midt i en coronakrise, og i foråret holdt vi en masse krisemøder. Herhjemme kom det jo nærmest over night. Var der butikker, vi skulle lukke? Og ville folk bagefter kun købe online og ikke længere handle ude i detailhandlen? Der var mange spørgsmål. På et tidspunkt kommer der en vaccine. Verden bliver måske lidt mere normal igen. Skal vi gå med mundbind mange år endnu? Ingen ved det, og vi kan ikke gøre så meget ud over, hvad myndighederne anbefaler.«

Han er ikke i tvivl om, at det i forbindelse med coronakrisen har været en fordel, at der i Jysk sidder mange ledere, som har været med i mange år. Som kender de værdier, virksomheden er bygget på.

»Derfor tog vi de nødvendige beslutninger stille og roligt, uden nogen form for panik.«

Jysk er for os, hvad Lego er for familien Kirk

Det seneste år beskriver Jacob Brunsborg som travlt. Et år, hvor han efter sin fars død bevidst har valgt at tage én ting ad gangen.

»Jeg har ikke siddet med en to do-liste og tænkt: Når det bliver min tur, så skal jeg dét og dét og dét. I stedet har jeg taget de ting, som har været top of mind, og ellers sørget for at fortsætte alt det gode, der allerede var i gang. Jeg har kendt vores CEO, Jan Bøgh, siden han startede for 25 år siden, så på den måde har det ikke været så vanskeligt.«

Men der har alligevel været ting, Jacob Brunsborg gerne har villet gøre op med. For kunderne og for folk udefra har det hidtil været vanskeligt at finde hoved og hale i koncernen, mener han.

»Min far var Jysk, og alt var blåt og hvidt! Folk kunne være i tvivl om, hvad der var det ene, og hvad der var det andet: »Når I nu investerer i Bolia, Ilva eller andre ting,« kunne folk spørge, »er det så Jysk? Eller hvem er det egentlig, der gør det?«.«

For at skabe mere gennemsigtighed har vi derfor ændret det, der tidligere hed Jysk Holding til det nuværende Lars Larsen Group. Men Jysk fylder bare stadig rigtig meget, og den nemmeste måde at forklare dét på er, at Jysk er for os, hvad Lego er for familien Kirk. Det er den store succes for Jysk, der har gjort det muligt at investere i alle de andre virksomheder, der i dag er en del af Lars Larsen Group.«

Jacob Brunsborgs telefon ringer. Han kaster et hurtigt blik på den, slukker den og kigger et øjeblik ud i kontoret. Det var ham selv, der for et år siden stod for oprydningen af faderens ting herinde.

»Vi kunne have sat min fars tunge mahognimøbler til salg på Lauritz.com. I stedet er de kommet ind på vores eget lille museum her i huset, så vi kan lave en kopi af »Købmandens kontor«.