Julesæsonen er i fuld gang i Tivoli. ( Få fuldt juleblik her. ) Der er mange traditioner, som er der, som det plejer. Men hvis du kigger op mod skyerne, kan man i år se et lysende farvestålende hjerte, der svæver i op til 200 meters højde oppe over Tivoli. Og som stråler ned over både gæster og Københavnerne. Det svævende hjerte er et symbolsk kram til alle i en mørk tid, og kan på en god dag ses af alle fra Amager til Frederiksberg. Idemanden bag, hvis lysdesign bl.a. har optrådt i introen til tv-serien House of Cards, er den prisvindende lysdesigner, Jesper Kongshaug, der aldrig bliver helt færdig med at nørkle med sine værker.
Foto: Oliver Sperling
Tivoli fortæller; Den prisbelønnede lysdesigner, Jesper Kongshaug står endnu engang bag lysdesignet til Jul i Tivoli, hvor et af hans mest avancerede designs så dagens lys, da Tivoli åbnede dets porte for julesæsonen fredag – et lysende hjerte, der bryder igennem aftenhimlen, og som kan ses helt uden at knibe øjnene sammen.
Og selvom designeren har været spændt på om hans vision ville blive ligeså storslået, som han havde forestillet sig, havde han is i maven. En is, der er funderet i mange års tro lystjeneste.
Den 64-årige lysdesigner, Jesper Kongshaug har nemlig siden barnsben elsket at lege med lyset, og har både kreeret lysdesigns for Det Kongelige Teater, Operaen i København, teatre i Wien, London, New York og mange flere imponerende steder, byer og bygninger.
Han er manden bag de ”flickering” Nordic Lights i introen til Netflixserien, House of Cards, og hans lysdesign til Skuespilhuset indbragte ham både Den Danske Lyspris og Nordic Lighting Prize. Og i oktober kunne han så endnu engang tage imod en pris for sit arbejde, da han igen vandt Den Danske Lyspris for sit design på Tivoli Hjørnet. En pris der muligvis gav ham troen på, at han kunne gøre noget, som normalt kun ses i superhelte film – et knivskarpt motiv projekteret på nattehimlen.
Hjertet som ledestjerne
Intet symbol på himlen kan nogensinde hamle op med de tre vise mænds ledestjernes kræfter og symbolik, men det er alligevel lidt det, som Tivolis designteam, inklusiv Jesper Kongshaug havde i tankerne, da de så et lysende hjerte på Københavns aftenhimmel for sig. Et hjerte, som symbol for alt det vi i år hungrer efter og som forhåbentlig snart kommer vores vej igen – samhørighed, samvær, nærhed og kærlighed, og som derudover giver gæsterne en unik og autentisk oplevelse, som ikke ses mange andre steder. Og som tilmed er svær at fange på billede, og derfor skal opleves in real life.
Jesper Kongshaug fortæller om hjertet på himlen:
”Temaet for julesæsonen for 2020 i Tivoli er ”Hjerternes Fest”, og oven på et år som dette, hvor vi alle har lidt afsavn, ville jeg gerne gøre noget ekstra særligt. Noget der giver både Tivolis gæster, men også Københavnerne et symbolsk kram, og ikke mindst noget smukt at kigge på. Og så vil jeg også gerne altid udfordre mig selv så meget som muligt. Og det må man sige at et lys-hjerte projekteret op på himlen er. Det er nemlig ret svært at skabe en lysprojektion med himlen som lærred, hvor man kan se, hvad det skal ligne. Det er ikke ligesom i superheltefilm, hvor Batman uden besvær projekterer sit logo op på himlen over Gotham. Så det har været en udfordring at få hjertet derop, og derfor er jeg også virkelig glad og stolt over, at det lykkedes os”.
Endnu en pris til lysets mester
Og Jesper Kongshaug har da også god grund til at være stolt og glad. Både for hjertet på himlen, men også over hæderen i at modtage Den Danske Lyspris for sit arbejde med lyset på Tivoli Hjørnet, der med sin bugtende facade indgår som et markant element i byrummet, og som rummer både Tivoli Food Hall, Hotel Nimb, mødelokaler, restaurant og en tagterrasse med udendørs wellness faciliteter. Ifølge juryen blev prisen blev blandt andet givet, fordi lyset på fornemste vis er tilpasset hver enkelt af bygningens mange funktioner, og at den dynamiske facadebelysning er en smuk og universel oplevelse.
Noget som Jesper Kongshaug i høj grad netop tænkte ind i sit design, fortæller han:
”Med Tivoli Hjørnet har vi fået en mulighed for at vise et ansigt ud mod byen, et ansigt der har et luksuriøst og moderne islæt med de her stilede kulørte farver. Det vigtigste var at skabe atmosfære, hygge, varme og at der hele tiden kommer nye oplevelser. At når man er inde på hotellet føler sig kælet for som gæst, at man nede i spaen bliver mødt af et lys med en varm tone, så det er rigtig behageligt, og at lyset i Foodhallen giver en afslappende følelse samtidig med, at man kan se maden. At man kan se, hvad der sker uden, at noget er ovebelyst. Snarere er grebet faktisk mere eller mindre, at vi kun har det mindst nødvendige lys, sådan så den her atmosfære og varme netop opstår. Og jeg synes det er lykkedes virkelig godt.”
Det hele kan opleves under Jul i Tivoli til og med 3. januar.
Besøg vores POP-UP, som er dontt.dks butik, hvor vi omhyggeligt laver og håndplukker produkter til den moderne creator.