Modeugen i København er i fuld gang. De store shows ruller, de kendte brands viser deres kollektioner og ny magi kan opstå. Et af de nyeste og mest interessante brands, der debuterer under denne modeuge er det nye sportsbrand “re do”. Bag brandet står den professionelle håndboldspiller Hans Lindberg og den tidligere model og nuværende skuespiller/TV-vært Sarah Grünewald.
I denne uge er de på modemessen CIFF i Bella Centret, hvor de viser deres nye brand og kollektion frem. I den forbindelse fik vi en snak med Sarah Grünewald.
Hvorfor sidder vi overhovedet her i dag?
“Jamen, det gør vi jo, fordi du skulle se vores nye sportsbrand, som hedder “re do” – og fordi vi er i fuld gang med at præsentere brandet og tøjet her under Copenhagen Fashion Week.”
Du har startet det med håndboldspilleren Hans Lindberg. Var det jeres egen ide?
“Jeg har arbejdet med Hans på et projekt, der hedder KidsAid. Her fortalte jeg ham om, at jeg havde en recycle-drøm. I starten handlede ideen om at lave telte. Jeg ville gerne lave en festival, hvor det var det altoverskyggende tema. Jeg havde blandt andet nogle gode snakke med SMUK Festival. Jeg elsker festivaler, og kan godt lide at være i naturen. Men det er her, at der er en stor kontrast for mig. Vi elsker naturen, men vi passer ikke ret godt på den. Det er det samme med vand. Vi elsker det alle sammen, men der bliver smidt alt muligt i det. Der opstod min store drøm om at lave noget indenfor recycling. Men jeg havde bare ikke råd til at gøre det alene.
Det havde måske sat nogle tanker i gang hos Hans. Han kontaktede mig i hvertfald igen for et lille års tid siden for at spørge, om jeg havde lyst til at lave det her sportstøj med ham.”
Hvordan er jeres opdeling?
“Vi er et lille team, så vi har mange “hatte på”. Men overordnet kan man sige, at jeg har mode/den kreative del på mig, og han har funktionsdelen. Han ved, hvad der fungerer indenfor sportstøj.”
Bæredygtigt sportstøj for alle
Visionen for "re do" er klar: Der skal være bæredygtigt kvalitetssportstøj til alle. Alle styles er produceret af plastikflasker fundet i havet, der laves til genanvendeligt polyester og bomuld.
“RE DO fortæller at de bestræber sig på at lave tøj, hvor de fleste af vores styles er lavet med helt op til 95 procent genanvendeligt plastik.”
Kollektionen indeholder sportstøj, herunder både tights, t-shirts, sport-bh, jakker, shorts og sweatsuits – til både mænd og kvinder.
Hvor kan man især se dit touch?
“Helt klar i udseende og i pasform. Jeg har brugt så meget tid på det. Tøj skal bare sidde godt. Jeg har lært mange ting i “Vild med Dans”. Men en af de vigtigste ting er virkelig, at tøj skal føles behageligt. Men jeg er ligeså meget med i det her projekt, fordi der ligger en plan om, at vi skal lave sportsskoler i Indien, og være med til at hjælpe mennesker til en bæredygtig hverdag på alle niveauer.” (Det fortæller vi meget mere om senere i et større interview.)
Kunne du være med i projektet, hvis det ikke var så bæredygtigt?
“På ingen måde. Det er ingen fashiondrøm, jeg skal udleve. Jeg vil også kun være med, fordi vi har en mission om at hjælpe gadebørn i Indien, passe på naturen og mange andre ting.”
Hvordan er I blevet modtaget?
“I starten var det meningen, at vi ville lave et stort projekt, som skulle blomstre stille og roligt. Men modtagelsen har været overvældende. Så det går rigtig stærkt. Coop har købt en del af vores kollektion, som allerede er sat til salg. Det passer perfekt ind i vores strategi om, at lækkert bæredygtigt sportstøj skal være tilgængeligt for alle. Det har sprunget nogle led over.
Nu er vi klar til næste skridt med nogle spændende samarbejdspartnere, som jeg snart kan løfte sløret for.”
Hvor meget fylder projektet i din hverdag?
“Det er så vildt med den her industri. Den sover aldrig. Så det fylder meget. Men det er også fordi “mere vil have mere”. Det kræver bare noget arbejde. Så jeg bruger meget tid på det.”
Hvordan er det at vise tøjet frem her på CIFF under Copenhagen Fashion Week?
“Jeg synes, at det er vildt spændende at stå på den anden side. Jeg føler mig meget skrøbelig. Men på en god måde. Det er jo mit håndværk, der hænger her på bøjler. Så det er angstprovokerende, men det hører med. Jeg er jo vildt stolt over det, og folk er så søde.”
Hvad sker der ellers i dit liv?
“Jamen jeg skal jo f…… til at lave 9. sæson af Vild med Dans. Det glæder jeg mig helt vildt til. Det er et kanon godt cast i år. Det bliver så godt. Min søn og jeg er flyttet ind til indre by igen. Det er virkelig dejligt. Jeg nyder mit liv og har det godt.”
Tilmeld vores nyhedsbrev gratis her.