En relancering af Faxe Kondi i retroflaske i Grønland endte for Martin Ipsen, med at blive starten på et nyt eventyr, hvor sabbatår, uddannelse og den ”almindelige” vej blev skiftet ud med Facebook, internationale brands og en spændende fremtid.
Mit navn er Martin Ipsen. Jeg er ejer af Facebook-bureauet, Adverr, og er Facebook-nørd på fuldtid. I maj 2015 vandt jeg med Faxe Kondi Grønland over Faxe Kondis danske Facebook-side, målt på interaktioner, med en Facebook-side der var 100 gange mindre.
Det var mit første store resultat på Facebook, men bestemt ikke det sidste.
Jeg startede Adverr i november 2014 efter tidligere at have haft en webshop der solgte drikkevarer. Det var med den webshop, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Facebook i virksomhedsøjemed. Det var sjovt og udfordrende at arbejde med Facebook, men samtidigt utroligt spændende, hvor mange ting, der i virkeligheden lå bag den platform, som jeg brugte de fleste af mine skoletimer på.
Efter nogle måneder blev lysten til webshoppen skiftet ud med en lyst til at udforske Facebook endnu mere. Det var ikke nok ”kun” at sidde med det fra en lille webshop. Der skulle skrives flere opslag, opsættes flere annoncer, og analyseres flere data. Derfor blev Adverr startet med målet om at vejlede, administrere og undervise andre virksomheder og organisationer med Facebook og alle de fantastiske værktøjer, som jeg havde fået kendskab til.
I den første tid med Adverr gik jeg stadig på handelsskolen, hvor jeg var i gang med det sidste år. Derfor var tiden til at skaffe og vedligeholde kunder ikke så stor. Efter de første par måneder fik jeg dog min første ”rigtige” kunde. Det var ingen mindre end Royal Unibrew, der skulle have oprettet en Facebook-side for Faxe Kondi til det grønlandske marked.
Her var min første mulighed for rigtigt, at vise mine evner på Facebook. Jeg skulle lægge en strategi, skrive tekster og lave annoncer, og det hele skulle selvfølgelig være 100 % i orden.
Strategien på Facebook blev lavet ud fra den strategi, der allerede blev brugt i Grønland. Min vigtigste opgave var, at tilpasse den sådan, at den passede med de parametre Facebooks algoritme måler efter. Alt indholdet skulle bringes ned i øjenhøjde, så det passede med det indhold følgerne ellers ville se i deres newsfeed. Derudover skulle der stadig holdes fokus på det stærke brand, som der var blevet opbygget igennem mange år.
Det var her succesen kom. Efter 3 måneder havde vi ca. 2.000 følgere, i et land med lidt over 50.000 indbyggere, og skulle til at relancere den klassiske Faxe Kondi på den gamle ”retro” flaske. Det var første gang en kampagne kun blev kørt på Facebook, og nok også første gang produktet er blevet klappet ud i butikkerne af de længselsfulde Faxe Kondi-fans.
Efter et kig på kampagnens data kunne jeg se, at der ikke bare var blevet produceret et godt opslag til Facebook-siden, der havde gjort at produktet blev revet af hylderne, men derudover havde Faxe Kondi Grønland overgået den danske Faxe Kondi-side målt på interaktioner. Og det var vel at mærke selvom siden havde 100 gange så mange likes, mens jeg ”bare” sad på handelsskolen og prøvede at blive færdig hurtigst muligt. Ikke for at benægte det fantastiske arbejde, der er blevet lavet på Faxe Kondi i Danmark, og de resultater de har opnået. Men det var en fantastisk følelse, og samtidig et kæmpe skulderklap til mig selv og de kompetencer jeg vidste jeg havde.
Efterfølgende har jeg lavet flere store resultater på Facebook, og selvom det er fedt, så er der ikke noget der kan måle sig med første gang.
Da jeg blev færdig med handelsskolen begyndte jeg at arbejde fuldtid på Adverr, og på at leve som Facebook-ekspert. Det gør jeg stadig den dag i dag, et år efter jeg blev færdig sammen med alle de andre studenter på Køge Handelsskole.
I stedet for at tage et sabbatår eller søge ind på en uddannelse, har jeg brugt året på at forfølge mine drømme og stifte en masse nye og spændende bekendtskaber. Kundebasen er blevet større, og rummer nu navne som Audi Danmark, Ekstra Bladet, Les Deux og Altan.dk.
Nu skal resten af året bruges på at skaffe mine kunder fantastiske resultater på Facebook, og forfølge drømmen om at få den første fuldtidsansatte inden jeg bliver 21 år.
/Martin Ipsen