Da du læste overskriften til denne artikel, har du sikkert allerede nået at tænke: “Jeg har fået nok af skærmmøder. Det hørte corona til.” Men bare rolig. Det handler om meget mere end det. For selvfølgelig skal du ud i virkeligheden. Men corona eller ej, så er hybride arbejdspladser, distanceledelse og hjemmekontorer en del af hverdagen i et moderne arbejdsliv.

Den har journalist Rie Helmer (tidligere vært på Aftenshowet og Sporløs) fanget, og har nu udgivet bogen “Skærmtække”, der skal styrke danskernes kompetencer på skærmen. Rie Helmer har i en årrække forfinet metoder og teknikker til at brænde igennem på skærmen via sit arbejde som TV-vært, moderator og medietræner.

Med sin nye bog klæder Rie ledere og medarbejdere på til at kommunikere effektivt og troværdigt, når de skal mødes med andre online.


Rie Helmer

Rie Helmer fortæller:

”Under corona har jeg oplevet igen og igen, hvor lidt vi bruger onlinemøder til det, de faktisk kan. Nemlig at vedligeholde relationen og samarbejde med hinanden, involvere og engagere hinanden, selv om vi ikke er i samme rum. Vi kan gøre vores skærmmøder meget rarere og mere effektive, end de er i dag,” siger Rie Helmer. Jo mere skærm og distance vi byder hinanden, jo mere skal vi skrue op for samarbejde og fællesskabsfølelse på skærmen. Det skal vi lære. Derfor har jeg skrevet bogen om, hvordan man brænder igennem på skærmen og holder trygge, tillidsskabende og effektive online- og hybridmøder, så vi kan sikre mere fleksibilitet i vores arbejdsliv.”

Ifølge Rie Helmer er der meget at vinde ved at styrke sine kompetencer på skærmen og udvikle større selvtillid, når der skal kommunikeres virtuelt. Såvel medarbejdere som ledere kan blive mere effektive, opnå trygge relationer og få større arbejdsglæde – selvom de ikke befinder sig i samme lokale.

"...så vi kan sikre mere fleksibilitet i vores arbejdsliv."

Hun fortsætter:

“Jeg håber læserne oplever lyst til og mod på at række ud af skærmen, at involvere sig og engagere sig, så vi får bedre, men også kortere og færre skærm-møder. At fungere på skærmen handler nemlig om god kommunikation, godt lederskab og kollegaskab og om at være den bedste udgave af DIG.”

I bogen optræder en række af Rie Helmers tidligere TV-kolleger, som giver deres tanker om og tips til at brænde igennem på skærmen. Det samme gør nogle af dansk erhvervslivs større og mindre virksomheder, organisationer og rådgivere, som selv til dagligt sælger, informerer og samarbejder i det virtuelle rum.

Bogen ”Skærmtække: Tydelig, troværdig, tjekket og tryg – sådan skaber du relationer og resultater online” udkommer den 16. marts 2022. Bogen er på 302 sider og koster 280 kr.


Arbejdsvaner

Har du set vores nye serie om arbejdsvaner?

Her giver en række inspirerende personer deres fif, råd og vaner fra et travlt arbejdsliv. Læs med her.


Tilmeld gratis

Få dontt.dks nyhedsbrev gratis tilsendt: Du kan få vores ugentlige opdatering gratis om kultur, branding, iværksætteri & inspiration med udgangspunktet fra København. Tilmeld her

Dontt.dk er opkaldt efter ordsproget “dagens dontt.”

Det er et gammelt dansk udtryk, som betyder “at man havde en opgave som skulle løses / gøres”.
Dontt udtales “don-tt” på klingende rigsdansk.